Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Pas nu på den stramme udlændingepolitik, Mette Frederiksen

Socialdemokratiets formand sidder nu over for tre partier, der gerne vil lempe udlændingepolitikken. Men hun skal passe alvorligt på. For på et sekund kan hun formøble hele den troværdighed, der har trukket fhv. DF-vælgere over til rød blok.

Hvis Mette Frederiksen begynder at spille fandango med den stramme udlændingepolitik, vil det ikke alene være et vælgerbedrag af dimensioner. Det vil også være et umisforståeligt signal til alle de DF-vælgere og andre, som denne gang har stemt rødt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

I 2001 kom systemskiftet, der banede vej for mange års borgerlige regeringer og en stram udlændingepolitik i Danmark.

I 2019 rykkede danskerne markant mod venstrefløjen, og derfor sidder Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen som kongelig undersøger i disse dage i forhandlinger med tre partier, der gerne vil lempe udlændingepolitikken på ny.

Men de skal vare sig for ikke at misfortolke det mandat, vælgerne gav politikerne ved folketingsvalget forleden.

For nok fik Dansk Folkeparti en ordentlig vælgerlussing og blev mere end halveret. Og nok kom Stram Kurs ikke i Folketinget, mens Nye Borgerlige kun netop kravlede over spærregrænsen.

Men det vil være katastrofalt at tage det som udtryk for, at danskerne nu igen er klar til en slap udlændingepolitik med mere åbne grænser og højere ydelser til flygtninge og migranter, der kommer hertil.

Tværtimod. Dansk Folkepartis kollaps var snarere et signal om, at Mette Frederiksens projekt faktisk er lykkedes: Hun har fået skabt troværdighed om Socialdemokratiets nye retning, som indebærer en udlændingepolitik så stram, at den mindst kan sammenlignes med de borgerlige partiers - og til forveksling ligner Dansk Folkepartis. Også når det gælder dens problematiske punkter: For det er håbløst, at S ligesom DF modarbejder, at kvalificeret arbejdskraft fra udlandet i højere grad kan understøtte væksten i Danmark.

Men Mette Frederiksen kan formøble hele troværdigheden igen på et øjeblik, hvis hun i forhandlingerne som kongelig undersøger giver efter for de krav om lempelser, der vil blive kastet mod hende fra især Radikale og Enhedslisten - men måske også fra SF.

Når der er grund til mistænksomhed hos de vælgere, der er gået fra blå til rød blok i sikker forvisning om, at udlændingepolitikken ville være uforandret, så skyldes det især to ting.

For det første forløbet for otte år siden, hvor Socialdemokratiet efter forhandlinger med Radikale kunne indtage Statsministeriet. Men med en politik, der var drastisk anderledes end den, man var gået til valg på. Også Mette Frederiksen kan komme til at begå store løftebrud, hvis hun vil være statsminister på de røde partiers nåde.

For det andet måtte den opmærksomme vælger uundgåeligt spidse ører, da Mette Frederiksen til sidst i valgkampen begyndte at bruge den formulering, at hun skam ville stå vagt om den stramme udlændingepolitik - i bred forstand.

»Den brede udlændingepolitik«, sagde hun flere gange. Hvordan sådan en så end måtte se ud.

Det lød mest af alt som en invitation fra Socialdemokratiets formand til alligevel at slække udlændingepolitikken. Måske når det kommer til de ydelser, som den borgerlige regering har strammet. Og derved medvirket til at sikre, at langt flere udlændinge i dag er i arbejde.

Hvis Mette Frederiksen begynder at spille fandango med den stramme udlændingepolitik, vil det ikke alene være et vælgerbedrag af dimensioner.

Det vil også være et umisforståeligt signal til alle de DF-vælgere og andre, som denne gang har stemt rødt. I mange tilfælde givetvis på Socialdemokratiet. Signalet vil være, at man blæser på den tillid, de har vist Mette Frederiksen.

Og bevægelsen tilbage over blokgrænserne vil formentlig straks begynde igen. Det kan Kristian Thulesen Dahl så i smug glæde sig over efter sit katastrofevalg i onsdags.

Men godt for Danmark vil det ikke være. TOM JENSEN