Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Pak den blåøjede optimisme væk, finansminister

Regeringens økonomiske politik synes alene at være drevet af at finde undskyldninger for at komme tilbage til en situation, hvor regeringen kan jagte sine egne snævre økonomiske og ideologiske dagsordener frem for at vise økonomisk lederskab.

»Da regeringen skulle have forberedt sig på anden og tredje smittebølge, holdt den først sommerferie, og derefter blev Arne-reformen det prioriterede arbejde i regeringens økonomiske politik,« skriver Thomas Bernt Henriksen i denne leder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali

Udrulningen af coronavaccinen skaber håb. Med lidt held kan der grundlæggende være styr på coronasmitten, før vi 11. marts 2021 kan markere etårsdagen for den største sundhedskrise i 100 år. Så burde alt være godt.

Forestillingen om, at hverdagen vender hurtigt tilbage, og at alt bliver godt igen, så snart coronasmitten er væk, er naiv og farlig. Desværre synes det at være den forestilling, som regeringens økonomiske politik hviler på.

Vi har set det før. Knap var sommeren slut, og knap var samfundet lukket op igen, før den socialdemokratiske finansminister glemte truslen fra coronasmitten og kastede sig over arbejdet med at gennemføre regeringens største valgløfte om retten til tidlig pension. Da regeringen skulle have forberedt sig på anden og tredje smittebølge, holdt den først sommerferie, og derefter blev Arne-reformen det prioriterede arbejde i regeringens økonomiske politik. De nødvendige økonomiske hjælpepakker var ikke klar, da anden smittebølge ramte.

Det er kun få dage siden, at regeringen præsenterede en optimistisk økonomisk redegørelse, der forudsagde en vækst på 2,8 pct. i 2021 og endnu mere vækst på 3,1 pct. i 2022. Og huspriserne, som alle troede skulle falde under coronakrisen, fortsætter med at overraske i 2021 og 2022, hvis man spørger regeringens økonomer.

Kækt har finansministeren midt i finanslovens gaveregn ovenikøbet lovet de Radikale, som hidtil er blevet snøret af regeringen på en række punkter i den økonomiske politik, at det omsider i 2021 skal handle om at finde det arbejdsudbud på 9.000, som Arne-reformen har kostet.

Fungerende finansminister Morten Bødskov (S) må selvfølgelig i forordet til Økonomisk Redegørelse erkende, at regeringens nye prognose er et skønmaleri, når han skriver, at prognosen ikke tager højde for den seneste nedlukning af økonomien. Regeringens økonomiske fremskrivning kan dermed i store træk makuleres ulæst, og det er selvsagt problematisk, når de 204 sider rummer alle forudsætningerne for den finanspolitik, som skal føres i 2021.

Det er et helt relevant spørgsmål til finansministeren og hans økonomer, hvorfor de ikke i den nye økonomiske redegørelse har udarbejdet nogle risikoscenarier for dansk økonomi i lyset af coronasmitten og den ledsagende fare for, at der udløses et hårdt Brexit? Det kan vismændene finde ud af. Hvor er den nødvendige diskussion af, hvilke udfordringer den europæiske og globale økonomi står over for på den anden side af krisen i lyset af, at den globale gæld, ikke mindst statsgælden, er eksploderet under coronakrisen?

Man kan finde en lidt primitiv forklaring, som er, at finansministeren midt i den alvorligste sundhedskrise i 100 år har bedt Finansministeriets økonomer bruge tid på at skrive en 278 sider lang ulighedsredegørelse. Ingen kan anfægte, at det er fornuftigt at diskutere ulighed på et oplyst grundlag, men ulighed er næppe det største samfundsproblem i verdens mest lige samfund. Vi må forstå, at det kun få dage før den største nedlukning af samfundet siden Anden Verdenskrig var helt afgørende for regeringen at få en ulighedsredegørelse på gaden i sammenligning med at sætte økonomerne til at forstå, hvilke trusler dansk økonomi står over for.

Regeringens økonomiske politik synes alene at være drevet af at finde undskyldninger for at komme tilbage til en situation, hvor regeringen kan jagte sine egne snævre økonomiske og ideologiske dagsordener frem for at vise økonomisk lederskab. Finansminister Nicolai Wammens og stedfortrædende finansminister Morten Bødskovs blåøjede optimisme er en invitation til at begå fejl i den økonomiske politik.

THOMAS BERNT HENRIKSEN