Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.
Den gode nyhed efter de seneste dages NATO-forsvarsministermøde i Bruxelles er, at alliancen stadig er intakt og i stand til at træffe beslutninger. Trods de stridigheder og mulige handelskrige, som en uforudsigelig og krigerisk amerikansk præsident har skabt mellem USA og dets nærmeste allierede på snart sagt alle andre områder, er der lagt op til en genopbygning af NATOs indre militære rygrad, kommandostrukturen, når stats- og regeringscheferne mødes i næste måned. NATO-medlemmerne agter også at øge antallet af militære enheder på højt beredskab, og vil oprette to nye hovedkvarterer, som skal sikre, at det militære beredskab er højt og pålideligt.
Danmark er - ikke overraskende - blandt de lande, der trods betydelig velstand ikke har nogen som helst planer om at opfylde erklæringen fra 2014.
Den dårlige nyhed forud for næste måneds NATO-topmøde er den kendsgerning, at kun halvdelen af alliancens medlemmer har planlagt at leve op til løftet om at bruge to procent af deres bruttonationalprodukt til forsvar i 2024. Hensigtserklæringen om at øge forsvarsbudgetterne blev givet på NATO-topmødet i Wales i 2014, og siden dengang har medlemmerne hvert år øget budgetterne. Men altså uden at de i samlet flok kommer i nærheden af det, de ville stræbe efter.
Danmark er - ikke overraskende - blandt de lande, der trods betydelig velstand ikke har nogen som helst planer om at opfylde erklæringen fra 2014. I stedet rejser forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen rundt med et foredrag om, hvor meget forsvar Danmark og NATO-alliancen får for de beskedne danske bevillinger. Og det er jo sandt, at dansk forsvar i forhold til landets størrelse leverer mere til internationale opgaver end mange andre lande. Det er sandt, at der er NATO-regeringer, som ikke vil sætte soldaters liv - og deres egen politiske fremtid - på spil ved at deltage i skarpe operationer, der koster soldaters liv og førlighed.
Men det ændrer altsammen ikke ved den kendsgerning, at den amerikanske præsident har noget at have kritikken af sine europæiske NATO-partnere i. I Danmark betød valget af Trump i 2016, at blandt andre Socialdemokratiet ændrede et nej i 2015 til øgede forsvarsudgifter til et ja to år senere. Det var næppe truslen fra Rusland efter Krim eller trang til at vise solidaritet med alliancen, der drev forsvarsbudgettet i vejret. Det var mere sandsynligt truslen om en uforudsigelig reaktion fra Trump og muligheden for at blive skubbet ud i den amerikanske diplomatiske kulde, der flyttede Folketingets flertal til at forøge forsvarsbudgettet.
Men de velhavende nordvesteuropæere har stadig svært ved at leve op til deres hensigtserklæringer. Når NATOs ledere mødes i juli, vil de derfor have selskab af flere elefanter i rummet. De elefanter, der skyldes den amerikanske præsidents underlige og kortsynede udmeldelse af internationale aftaler og regler, bærer Donald Trump det tunge ansvar for. Men den elefant, der nærer sig af ubalancen mellem europæiske og amerikanske skatteborgeres bidrag til den fælles sikkerhed, har europæerne hovedansvaret for. Resultatet er et splittet NATO, der står over for en ny tids trusler fra ydre fjender. Og Danmark bærer et fuldgyldigt medansvar herfor.