Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.
Hvad skal Danmark i FNs menneskerettighedsråd? USA har trukket sig ud, men her vil danske diplomater snart sidde sammen med repræsentanter fra diktaturstater som Kina, Saudi Arabien og Cuba … og gøre hvad? Ja, de kan blandt andet se frem til et fast dagsordenspunkt (nr. 7) på alle møder: Israels overtrædelser af menneskerettigheder i de palæstinensiske territorier.
Det er nemt at kritisere FNs fremmeste organ for beskyttelse af menneskerettigheder. USAs FN-ambassadør, Nikki Haley, havde ret, da hun i juni forklarede den amerikanske beslutning om at trække sig med, at rådet har »en kronisk bias imod Israel«. Haley talte også med rette om hykleri og manglende evne til at vedtage reformer af rådet. Man kan tilføje, at rådet er blevet misbrugt af muslimske lande til at slå ned på religionskritik.
Men kritikken er ofte for letkøbt. Ikke mindst som den fremføres af USAs præsident, Donald Trump, som hele tiden leder efter tegn på, at globale institutioner fejler, mens hans egen udgave af »patriotisme« kan løse alting.
En lang, sej kamp
Kampen for at fremme menneskerettigheder er ikke enkel. Man skal være tålmodig og acceptere, at respekten for menneskers ret til at leve frit skal vindes gennem en uendelig række kampe om moral og holdninger. Vi kan ikke gennemtrumfe respekt for ytringsfrihed og forsamlingsfrihed ved at true Kina med invasion.
Menneskerettigheder er omdrejningspunktet i en global værdikamp, som har stået på siden de første internationale kampagner for at ophæve slaveriet i 1800-tallet. Der er mange andre slagmarker, hvor vi kan føre den kamp i dag, men FNs menneskerettighedsråd er bestemt en vigtig slagmark at være på. Her er der mulighed for at fastholde en dagsorden, præge andre lande og nogle gange bare markere modstand.
Gør som briterne
Lad os tage det omstridte dagsordenspunkt 7: Det er fuldkommen skævt af FN-rådet at opretholde et konstant fokus på Israel, mens andre lande slipper for kritik, selv om de står for langt værre overtrædelser af menneskerettighederne. Men hjælper det Israel, at USA nu ikke længere kan sidde med ved bordet og stemme nej til resolutioner rettet mod den jødiske stat? Næppe.
Når Danmark snart kan ventes at indtage en plads i rådet, må vi forvente, at den danske stemme bliver hørt for at markere principper. Storbritannien har vist vejen ved at nægte at stemme for Israel-kritiske resolutioner i rådet, så længe der ikke er rettet op på skævheden i forhold til andre lande.
Vi kan ikke gennemtrumfe respekt for ytringsfrihed og forsamlingsfrihed ved at true Kina med invasion.
Menneskerettighedsrådet har også leveret synlige resultater. Senest har en rapport om overgreb mod det muslimske mindretal i Myanmar været med til at sætte det burmesiske styre under pres. En rapport om Nordkorea i 2014 bragte rædselsvækkende overgreb i søgelyset, og krigsforbrydelser begået i Syrien er blevet dokumenteret i regi af FNs menneskerettighedsråd. Det kan også virke som en løftestang for nationale debatter, at alle FN-medlemmer hvert femte år skal til eksamen og aflevere en rapport om menneskerettigheder.
Der er altså nok at tage fat på, når Danmark efter planen vælges ind i FNs menneskerettighedsråd 12. oktober. Da Danmark sidst sad med, da forummet hed FNs Menneskerettighedskommission i slutningen af 1990erne, blev pladsen bl.a. brugt på at fremsætte en kritisk resolution mod Kina sammen med andre EU-lande og USA. Nu har Donald Trump forladt lokalet, og så må andre føre kampen videre.
PIERRE COLLIGNON
