Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Højt hurra for menneskerettighederne!

Dansk Folkeparti flirter med tanken om, at Danmark blot kan ignorere domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som går os imod. Det er en helt forfejlet tænkning.

FILES-FRANCE-UN-ANNIVERSARY-RIGHTS-TREATY-HISTORY
FNs tredje Generalforsamling i Palais de Chaillot i Paris. Her blev Verdenserklæringen om Menneskerettigheder vedtaget 10. december 1948. Danmark stemte for. Sovjetunionen og andre kommunistisk styrede lande afstod fra at stemme. Foto: Ritzau / Scanpix / AFP Fold sammen
Læs mere
Foto: STRINGER

»Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder.«

Sådan indledes en smuk tekst, som i dag fylder 70 år. Fødselaren har fået en del knubs og skældud de seneste år, og derfor er det værd at minde hinanden om, hvad der var meningen med det hele, da FNs Generalforsamling 10. december 1948 vedtog Verdenserklæringen om Menneskerettigheder.

Erklæringen blev ført frem af vestlige demokratier som en del af en ny verdensorden efter Anden Verdenskrigs grusomheder. Det handlede om at etablere respekt for demokratiske værdier og beskytte mennesker mod overgreb; også fra deres egen stat. Den sovjetiske diktator Josef Stalin afviste af samme grund at tilslutte sig erklæringen. Han frygtede, at de vestlige lande ville bruge den til at kritisere Gulag-lejrene i Sovjet.

Stalin fik ret. 1948-erklæringen blev i høj grad en løftestang for kritik af forholdene i den kommunistiske blok under Den Kolde Krig, men omvendt kunne kommunister også kritisere USA for at nægte sorte deres rettigheder under borgerretskampen i 1960erne. Sådan har menneskerettighederne hele tiden været til debat siden 1948.

Det er de også i dag, hvor Danmark som nyt medlem af FNs Menneskerettighedsråd snart kan tage del i interessante diskussioner med diktaturer som Kina og Saudi Arabien. Her er debatterne til tider så urimelige, at man kan fristes til at droppe helt ud, som USA har gjort, men den defaitisme kan denne avis ikke skrive under på. Vi tror på, at vi skal blive ved med at kæmpe for de demokratiske idealer - også i FN.

I Europa har vi bygget vores eget system med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Også her pågår en kamp om definitionen af rettighederne: Hvor langt skal domstolen i Strasbourg gå for at beskytte borgerne? Der har i flere år været kritik af, at domstolen med en dynamisk fortolkning af menneskeretten har afsagt nogle vidtgående domme.

I 2004 nåede Strasbourg-domstolen fx frem til, at Spanien havde krænket en kvindes ret til privatliv ved ikke at skride ind over for støjende diskoteker i hendes hjemby, Valencia. Herhjemme har debatten mest handlet om muligheden for at udvise kriminelle udlændinge, hvor danske domstole har sagt nej til flere udvisninger med henvisning til Menneskerettighedsdomstolens praksis.

Heldigvis har flere lande reageret mod den udvikling. I foråret blev der under det danske formandskab for Europarådet vedtaget en København-erklæring, som understreger, at domstolen i Strasbourg skal efterleve et nærhedsprincip og afvise sager, hvis de er blevet behandlet grundigt på nationalt niveau. Et fint eksempel på det princip fik vi ved en dom i oktober, hvor Danmark fik medhold i, at det var i orden at udvise den storkriminelle kroatiske statsborger, Jura Levakovic.

»Vi skal ikke være de første til at melde os ud af kampen for individets rettigheder.«


Den udvikling viser, at det altså kan betale sig at tage politiske kampe op for at få indflydelse på Menneskerettighedsdomstolens linje. Det er også legitimt at udfordre grænserne for internationale konventioner, når vi lovgiver på nationalt niveau, men skulle Menneskerettighedsdomstolen afsige en dom imod Danmark, skal vi naturligvis følge den. Og ikke, som Dansk Folkeparti lægger op til, blot ignorere dommen.

Danmark er et lille demokratisk land, som har en stor interesse i, at der hersker respekt om en international retsorden. Vi skal ikke være de første til at melde os ud af kampen for individets rettigheder. PIERRE COLLIGNON