Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Leder: Prioriter kulturen

»Kunstnerisk nyskabelse og innovation i en tid med forandret kultur- og kunstforbrug er ikke gratis.«

Der står ingen steder skrevet, at det skal være nemt at være kulturminister. Først fik Bertel Haarder masser af skældud sidste år, da kulturbudgetterne på linje med alle andre udgiftsområder blev kørt over af den finansministerielle grønthøster. Send hellere flere penge, lød den ene kritik, mens den anden var, at Haarder skulle turde prioritere. Nu lægger ministeren så op til en skarpere prioritering, og straks lyder kritikken. Ros til Haarder for, at han tør tage prioriteringsdebatten. Den del er faktisk kulturpolitikernes opgave. Derimod har vi tillid til, at den erfarne Haarder ikke skærer armen af armslængdeprincippet, men derimod fastholder, at når der politisk er sat retning, er det kunstneriske og kulturelle indhold en sag for kunstnerne og de enkelte kulturinstitutioner.

Det er klogt med stabile rammer. Ikke bare om økonomi. Sammen med brede love og armslængdeprincippet sikrer det kunsten og kulturen frihed. Der skabes masser af kunst, og der er et stort kulturtilbud herhjemme. Også i forhold til, at vi er et lille land. Dansk kultur vinder stor udbredelse internationalt, hvad enten det er film, kunst, arkitektur eller gastronomi. Tillige er der stor folkelig interesse og levende debat om kunst og kultur. En kerneopgave er derfor at understøtte, at kunstnerne har mulighed for at frembringe deres værker, og at publikum har nem adgang til kulturtilbud.

Set i helikopterperspektiv handler det derfor både om kvalitet, produktivitet og ikke mindst prioritering af pengene, hvis området skal udvikles. De statslige kulturkroner bliver formentlig ikke flere, her må driften hele tiden kigges efter i sømmene. Sådan gør man også i den private sektor. Der er brug for at se på, om Danmark kan få mere kultur for kulturkronerne, som også var temaet for kulturministerens Rødding-møde i denne uge. Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis, bemærkede hertil, at det må handle om at få bedre kultur for pengene. Men begge dele bør være muligt på samme tid.

Der kan uden tvivl hentes penge, hvis de dårligst kørende institutioner bliver drevet lige så godt som de bedste. Hvis kulturministeriet opstiller relevante målepunkter, der er skræddersyet til de forskellige hovedområder såsom teatre, kunstmuseer, symfoniorkestre og biblioteker, kunne alle lære af de bedste. Der skal derfor måles både på kvantitet og kvalitet inden for kunstarterne. Ellers bliver det en bogholderiøvelse. Men rigtigt udtænkt kan det frigøre penge, der kan bruges til nyskabelser og høj kvalitet. Selv om der kan findes penge på den måde, kan det dog næppe stå alene. Kunstnerisk nyskabelse og innovation i en tid med forandret kultur- og kunstforbrug er ikke gratis. Derfor skal der selvsagt prioriteres. Den opgave kan kulturlivet ikke selv klare. Det er derimod politikernes opgave at sætte retning. Det er politisk legitimt at argumentere for, at man f.eks. vil prioritere kulturhistorie over kunsthistorie. Eller synes, at der er for mange orkestre og teatre og for lidt til filmmidler. Eller for lidt til idræt. Altsammen er det et spørgsmål om holdninger. Dermed er denne del et politisk valg af retning. Med konsekvenser for antal institutioner eller støttekroner. Her er det urimeligt at gå efter enkeltinstitutioner, som Dansk Folkeparti gjorde, da partiet for nylig krævede flere penge til Fregatten Jylland, og mindre til Arken og Louisiana. Husk, at klog kulturpolitik handler om både at prioritere kulturen og at prioritere inden for kulturen.