Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kunsten har kvalt sig selv

»Vi står på stedet og hopper og tror, det er fremskridt. Vi forsvarer traditionerne fremfor at gøde kunstens uforudsigelighed.«

Hassan Preisler Fold sammen
Læs mere

Jeg møder op til kulturministerens Røddingmøde på en smuk solskinsdag. Små et hundrede spillere i kulturspillet har samlet sig på den gamle højskole. Men det er uden forventninger, at jeg er der. For jeg kender kunsten! Alligevel kræver det en indsats ikke at blive skuffet.

Temaet er »Hvordan får vi mere kultur ud af kulturkronerne?«, men dagsordenerne er mangfoldige: Højskolerne taler for deres berettigelse, landsdelsscenerne for omfordeling af midlerne, filmindustrien for sin anerkendelse, skuespillerne for deres, de yngre deltagere for ungdommen, de ældre for alderdommen, kvinderne for kvinder, osv.

Vi stjæler allesammen af taletiden. Ikke for at forholde os til spørgsmålet om kulturen og kulturkronerne, men for at gøre os bemærket hver og én. Vi vil nemlig gerne stå på gæstelisten til næste års møde, for maden er god, og kulturministerens håndtryk føles varmt. Men bag maskeraden omkring ministerens interesse for os og vores for ham ligger en hyper-relevant indvending og sitrer for at komme til orde: HVORFOR skal vi have mere kultur ud af kulturkronerne?

For hvis man til eksempel tager et blik på den kunst, vi producerer på teatrene i København, tænker man, at det måske ville være bedre, hvis vi skabte langt mindre af den eller fik langt færre kulturkroner at lave den for. For det meste af det teater, vi præsenterer, er præget af konformitet og ensartethed og som følge heraf enten tamt eller forvirret. Mit indtryk er i øvrigt, at problemet ikke begrænser sig til teatermiljøet, men at det findes inden for mange af kulturlivets områder. Vi mangler simpelthen kunst, der larmer, stritter og tør noget.

På højskolen nærmer vi os indimellem den svære diskussion om kunstens relevans. Men når det sker, afvises den af argumenter om, at armslængdeprincippet mellem magthaverne og kunsten skal holdes helligt. Det meningsløse i dette er, at kunsten ligger for døden og skriger på en hjertemassage, mens vi fastholder en armslængde. Kunsten har kvalt sig selv i indavlens selvtilstrækkelighed og den deraf følgende frygt for udstødelse fra klanen.

Det er derfor, jeg kalder på en intervention. For kunsten skyld. Men vi i kulturlivet kan ikke stå for den, for vi er selve problemet. Vi må ønske os en gennemgribende reform på kulturområdet på baggrund af dogmatiske kulturpolitikker, der toner rent flag. Jeg er klar over, at det er kontroversielt at kræve dette. Men uretfærdigheden og det udemokratisk i kulturlivets totalitære tilgang til kunsten og dens finansiering kan ikke blive større. Og ser man med ærlighedens briller, så ser man, at der allerede i dag ligger politiske dagsordner til grund for kunsten. De er blot uformulerede.

Magthaverne må og skal føres en kile ind i den runddans, som vi danser. Vi står på stedet og hopper og tror, det er fremskridt. Vi forsvarer traditionerne fremfor at gøde kunstens uforudsigelighed. Vi klamrer os til magtpositionerne i stedet for at lukke dørene op for virkelighedens indflydelse. Og vi slås for automat-finansieringerne fremfor at beskæftige os med, hvordan vi kan gøre kunsten betydningsfuld igen – måske endda uundværlig!

Hvis kunsten ikke modigt evner at gøre sig til platform for de besværlige diskussioner om vores samtid, som den bør være, kan jeg ikke stå på mål for, at vi skal have mere kultur for vores kulturkulturkroner. Derfor mener jeg, at det er af afgørende betydning for kunstens overlevelse, at vi har politikere, der tør formulere aktive kulturpolitikker, som kunsten kan spille bold med – eller op mod.