Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Lad os bygge en ny flådebase i Grønland

NATO har en større bevågenhed på Arktis end tidligere, og Danmark kan godt forberede sig på en ny tid, hvor Grønland og farvandene omkring bliver genstand for en langt større interesse.

»Når NATO påpeger, at vi har en række mangler i vores forsvar, som alliancen gjorde for nylig, og når NATO samtidig konstaterer, at Arktis bliver vigtigere og vigtigere, har vi en enestående mulighed for at udtænke en strategi, der passer ind i den nye virkelighed,« skriver Kristian Mouritzen i denne leder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Udenrigsminister Jeppe Kofod vil i løbet af det tidlige forår komme med en udenrigspolitisk strategi.

I den strategi er det nødvendigt at inddrage Arktis, Grønland og ikke mindst USA i overvejelserne. For kravene til Danmark både i spørgsmålet om at yde to procent af vores bruttonationalprodukt til forsvaret og i forholdet til USA i det arktiske område bliver mere og mere påtrængende.

Arktis er på NATOs ønskeliste over områder, hvor forsvarsalliancen skal træde mere offensivt ind, på grund af russernes optrapning af basekapacitet i området. Den seneste rapport fra Forsvarets Efterretningstjeneste opridser da også et forøget trusselsbillede med russiske kampfly, der kan true danske overvågningsfly og i det hele taget skærpe konflikten i dette område.

En rapport, der udkom i sidste uge – skrevet af eksperter på NATOs foranledning – taler direkte om at øge »situationsbevidstheden« i området. På klart dansk betyder det, at alliancen vil vide præcis, hvad der foregår, via overvågning til lands, til vands og i luften. Det kommer til at stille store krav til dansk forsvar.

Danmark skal op på to procent af BNP i bidrag til NATO som lovet. Samtidig tæller vores indsats i Grønland ikke med, når det drejer sig om de styrkemål, som Danmark bliver målt på af NATO.

Her kan vi slå to fluer med et smæk. Vi kan både gå op på de to procent ved simpelthen at bruge langt flere penge på den arktiske overvågning og samtidig gøre Arktis til en del af NATOs styrkemål. Derfor bør vi tage den politiske kamp for at få Arktis med i styrkemålene.

Vi bør udvide landingsbanerne i Grønland, så vi ikke behøver at ombygge de dyre F-35-fly til overhovedet at kunne lande der.

Vi kan satse på en stor flådebase som den i Grønnedal i Sydgrønland og anskaffe flere skibe til Grønland – skibe, som opfylder NATOs mål for sådanne aktioner. Begge ting i et tæt samarbejde med den grønlandske regering. Naturligvis.

Flådebaser

Sidst, men ikke mindst, bør Danmark satse på at lave en mere omfattende USA-strategi, som klart definerer, hvad vi vil med USA, og hvor grænserne går for vores samarbejde, også i det arktiske område. Som det er nu, virker det, som om vi overlader alt til amerikanerne.

Den strategiske samarbejdsaftale, som amerikanerne ønsker at indgå med Danmark om det arktiske område, kan meget let gå hen og blive til større gavn for USA end for Grønland og Danmark.

Alt det er selvfølgelig risikabelt. Men når NATO påpeger, at vi har en række mangler i vores forsvar, som alliancen gjorde for nylig, og når NATO samtidig konstaterer, at Arktis bliver vigtigere og vigtigere, har vi en enestående mulighed for at udtænke en strategi, der passer ind i den nye virkelighed. Samtidig skal vi også finde noget at bruge de 10-15 milliarder kroner ekstra på, der skal findes for at nå op på de to procent af BNP.

Risikoen er selvfølgelig, at Grønland ikke vil være med til en »militarisering« af det arktiske område. Det kan man godt forstå. Vi risikerer også, at USA vil se den nye strategi som et brud på det monopol, USA reelt har haft i Arktis. Og vi risikerer, at situationen alvorligt optrappes i området.

Alt det skal selvfølgelig med ind i overvejelserne. Men tilbage står en række fakta. Arktis bliver med isens smeltning vigtigere og vigtigere som en stormagtskampzone. Danmark kan sammen med Grønland vælge enten at sætte sig permanent på sidelinjen eller udtænke en offensiv strategi. For hvis vi ikke gør det, gør andre det for os.

KRISTIAN MOURITZEN