Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Kviklånsrenter og virkelighedsflugt forlænger statens gældsskandale

Hvis der skal styr på statslige gældsinddrivelser, må Skat få styr på organisation og IT-systemer, men staten skal også ophøre med at opkræve ågerrenter og etablere en realistisk værdisætning af gælden.

»Gælden i de statslige regnskaber bør nedskrives til dens virkelige og realistiske værdi. Det gør man i private virksomheder, og hvis de ikke gør det, risikerer de både straf og erstatningskrav,« skriver Ole P. Kristensen. Her skatteminister Morten Bødskov. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Gæld til det offentlige, der er under inddrivelse i Gældsstyrelsen, vokser og vokser. Med udgangen af 2019 udgjorde gælden 123 mia. kr. Der er tale om et gammelt problem, hvis oprindelse ofte føres tilbage til centraliseringen af den offentlige gældsinddrivelse i 2005. Miseren er endnu ældre. Ændringerne i 2005 havde baggrund i Rigsrevisionens kritik af den offentlige gældsinddrivelse fra 2003. De nostalgiske ønsker om at løse problemet ved at føre dele af gældsinddrivelsen tilbage til kommunerne bunder i et romantiseret og forkert billede af tilstanden før 2005.

Problemerne med inddrivelse af gæld til det offentlige svækker naturligt nok tilliden til Skat. Manglende tillid til den myndighed, der årligt påligner borgere og virksomheder i omegnen af 1.100 mia. kr. i skat, er selvsagt et problem. Borgernes manglende tillid udspringer af en naturlig og fornuftig holdning om, at folk skal betale deres skat, om ikke med glæde, så i hvert fald betale den, og folk, der forsøger at unddrage sig, skal ikke kunne slippe af sted med det.

Problemet med det stadigt stigende milliardbeløb under inddrivelse opfattes af borgerne og tilsyneladende også af mange politikere som et resultat af, at skatteunddragere er sluppet godt fra deres fifleri på grund af Skats inkompetence. Virkeligheden er noget mere kompliceret.

Ved udgangen af 2018 udgjorde tilskrevne renter hele 28,2 mia. kr. eller næsten 24 pct. af den samlede gæld. Det lyder og er helt vildt. Renter fylder så meget, fordi staten forrenter ubetalt gæld med godt otte pct. Det er en uanstændig og urealistisk høj rente i tidens lavrentemiljø. Det er også en forhindring for en nedbringelse af gælden til staten, fordi en stor del af væksten i gælden ikke skyldes ubetalte regninger, men tilskrivning af renter på gammel gæld.

»Man kan ikke plukke håret af en skaldet, og det er ikke umoralsk at undlade at forsøge.«


En anden del af det voksende gældsproblem består i, at politikerne og borgerne tilsyneladende har den virkelighedsfjerne forventning, at hele gælden kan inddrives. Som en stribe eksperter har forklaret, er det umuligt blandt andet på grund af sociale hensyn at inddrive al gæld. Det er det også for andre landes skattemyndigheder, og det er det for private virksomheder. Skat vurderer selv, at kun omkring en fjerdedel af gælden kan inddrives.

Derfor bør gælden i de statslige regnskaber nedskrives til dens virkelige og realistiske værdi. Det gør man i private virksomheder, og hvis de ikke gør det, risikerer de både straf og erstatningskrav. Det betyder ikke, at man skal eftergive gælden. Der er forskel på at nedskrive værdien af gælden og eftergive gælden. Det er en sondring, som mange politikere tilsyneladende ikke har forstået. Selv om værdien af gælden er nedskrevet, skal og kan man naturligvis komme efter skyldnere, der mod forventning på et tidspunkt får betalingsevne. Derfor var det også dumt, at Skat på et tidspunkt skrev ud til et antal skyldnere om, at deres gæld var eftergivet.

Skat skal få styr på organisation og IT-systemer. Men et nødvendigt bidrag til løsningen af gældskrisen er, at staten ophører med at forrente gæld med ågerrenter, og at værdien af de udestående fordringer fastlægges realistisk. Det er der ikke grund til at blive moralsk forarget over. Hvis skyldnere kommer til penge, skal gælden inddrives, men man kan ikke plukke håret af en skaldet, og det er ikke umoralsk at undlade at forsøge.

OLE P. KRISTENSEN