Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Københavns Politi har et demokratisk problem

Foto: Dennis Lehmann

For borgere er det svært at tro, at en ledende politimand ikke lige bemærker noget usædvanligt, når en operationsbefaling indeholder grundlovsstridige ordrer. Men det var ifølge den pågældende politimand, hvad der skete, da han tilbage i 2012 læste i den, som han selv havde ansvaret for. Operationsbefalingen gjaldt ikke en hvilken som helst lille opgave i København, men handlede om det første statsbesøg i Danmark af en kinesisk præsident. Altså en opgave, som selv en travl politimand ellers må forventes at læse med mere end almindelig interesse.

Derfor tror Tibetkommissionen heller ikke denne politimand over en dørtærskel. Sammen med den politimand, der gav ordren til at »tage flagene fra dem«, tillægger Tibetkommissionen i sin afsluttende beretning mandag disse ledende politimænd hovedansvaret for de grundlovsstridige indgreb mod demonstranter med tibetanske flag, som havde taget opstilling, hvor den kinesiske præsident kunne få øje på dem under sin køretur i København. Parallelt er de to politifolk sigtet for falsk forklaring i retten i 2013 i en sag, som Tibet-aktivister havde anlagt mod Københavns Politi.

Udover de to centrale politifolk nævner Tibetkommissionen en række andre politifolk, som kendte til operationsordren med de grundlovsstridige instrukser. Åbenbart politifolk, som lukkede øjnene.

Kommissionen har ikke fundet tegn på, at politikere eller topembedsmænd i Udenrigsministeriet eller for den sags skyld ved hoffet skulle have bedt Københavns Politi gribe ind mod demonstranter. Men man gjorde noget andet, som meget vel kan være forklaringen på, at politifolk i København gik fra snøvsen og glemte, at de er ansat i en retsstat.

Tibetkommissionen bemærker, at Udenrigsministeriet og PET over for Københavns Politi understregede kinesernes store bekymring for, at deres præsident skulle »tabe ansigt« ved eventuelle møder med Tibet-demonstranter i København. Men hverken Udenrigsministeriet eller PET præciserede, hvad denne oplysning egentlig skulle føre til. Det er nærliggende at tro, at de højere magters bekymringer for tabte kinesiske ansigter kan have fået ambitiøse og lidt for loyale politifolk til at konkludere, at tibetanske flag ikke under nogen omstændigheder skulle indgå i præsidentens sightseeing i wonderful Copenhagen. Og efterfølgende, da sagen eksploderede, forsøgte man at lyve sig fra sit ansvar både over for offentligheden og Folketinget. I stedet skulle skylden lægges på de menige betjente, som havde udført ordren om at beslaglægge flag og andre lovovertrædelser.

Selv om Tibetkommissionen frikender topembedsmænd og politikere for et direkte ansvar, bærer de altså alligevel – gennem deres højlydte bekymringer over mulige demonstranter – et indirekte ansvar. Og som borger må man spørge, hvorfra ledende politifolk kunne få den opfattelse, at grundlovssikrede flag er noget, man bare tager ud af hænderne på folk, når der er kinesere i byen. Københavns Politi har til tider et problem med sin demokratiforståelse, der næppe kan klares med lidt bureaukratiske opstramninger.