Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Israel kan ikke annektere sig til fred

Når Benjamin Netanyahu taler om at annektere dele af Vestbredden, spiller han et populistisk spil, som er både strategisk og moralsk forkert.

Foto1
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, siger, at han annektere bosættelser på den besatte Vestbred, hvis han bliver genvalgt. »Jeg vil udvide Israels suverænitet,« sagde han i et TV-interview lørdag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Coex / AFP / Ritzau Scanpix

Tirsdagens parlamentsvalg i Israel kan ses som en folkeafstemning for eller imod Benjamin Netanyahu: Er han den garant for sikkerhed og velstand, som mange ser i ham, eller er det tid til at lade den korruptionsanklagede Likud-leder gå på pension?

Netanyahus person symboliserer også et opgør om, hvordan der en dag måske kan skabes fred. Israels premierminister siden 2009 repræsenterer en kompromisløs linje i forhold til palæstinenserne, og han taler på vegne af mange israelere, som har mistet troen på, at der kommer andet end granatangreb og terror ud af fredsforhandlinger.

Den tabte tro på freden er forståelig, men den er også tragisk og ultimativt forkert. Før eller siden vil der blive brug for, at en israelsk leder atter tør forhandle med palæstinenserne, selv om det er forbundet med store risici. Desværre har Netanyahu kun bevæget sig længere og længere væk fra den ide.

Realistiske forslag til en fredsslutning er baseret på to grundtanker: En tostatsløsning skal se dagens lys med en selvstændig palæstinensisk stat side om side med Israel. Og når grænserne mellem de to stater skal drages, skal Israel trække sig fra nogle af de områder, der blev besat under Seksdageskrigen i juni 1967.

Det er de to principper, som USA og resten af det internationale samfund længe har holdt fast i – men som i dag udfordres.

Netanyahu har slået fast, at han ikke vil tillade en palæstinensisk statsdannelse, og lørdag forhøjede han indsatsen ved at åbne op for, at Israel skal annektere bosættelser, som er blevet opført på den besatte Vestbred. Dermed fisker Netanyahu stemmer på den ultranationalistiske fløj i Israel, hvor nogle af hans mulige regeringspartnere er parat til at gå endnu længere og annektere hele Vestbredden.

Den slags feberfantasier er farlige, og det må være en forpligtelse for Israels venner at minde om, at landets sikkerhed i sidste ende bedst garanteres ved en fredsslutning med palæstinenserne. Vi skal som demokrater også tale til israelernes demokratiske sindelag. Der er en værdimæssig konflikt i, at Israel både er Mellemøstens mest veletablerede demokrati og på samme tid bliver ved med at holde Vestbredden under militær kontrol og Gaza under blokade. Israel kan som demokrati ikke holde til at blive ved med at nægte palæstinenserne basale rettigheder.

»Israel kan som demokrati ikke holde til at blive ved med at nægte palæstinenserne basale rettigheder.«


USAs præsident, Donald Trump, spiller ikke nogen hjælpsom rolle i den henseende. Han har givet Netanyahu symbolske sejre som en beslutning om at flytte USAs Israel-ambassade til Jerusalem og senest amerikansk anerkendelse af Israels suverænitet over Golanhøjderne – et stykke syrisk land, der også blev invaderet i 1967.

Der var gode grunde til, at Israel gik i krig i 1967, og man man kan også levende sætte sig ind i, at kontrol over Golanhøjderne i dag må føles som en sikkerhedsmæssig fordel for israelerne, men USAs unilaterale skridt kortslutter logikken om fredsforhandlinger. Palæstinenserne siger allerede nu, at de ikke tror på det fredsudspil, som Trumps svigersøn, Jared Kushner, ventes at fremlægge om kort tid.

Dermed har Trump i virkeligheden ikke hjulpet Israel med sit dekret om Golanhøjderne. Israel har brug for USA som både allieret og fredsmægler. Og Israel har brug for politikere, der vil gribe chancen, hvis der en dag atter opstår mulighed for at føre realistiske forhandlinger med en palæstinensisk modpart.

PIERRE COLLIGNON