Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Giv Brexit mere tid og briterne en ny afstemning

Vi skal væk fra Theresa Mays rullende Brexit-afgrund. Lad os få en lang udskydelse af Storbritanniens udtræden af EU, så der både bliver tid til seriøse forhandlinger og en ny folkeafstemning.

Den britiske premierministers taktik har været at true med en hård Brexit og et følgende kaos af aflyste fly, medicinmangel og økonomiske tab. Her er Theresa May på vej over til det britiske parlament 27. februar for at meddele, at hun er parat til en kort udskydelse af Storbritanniens afsked med EU. En lille sejr for fornuften. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ritzau / Scanpix / AFP / Daniel Leal-Olivas

Nigel Farage, ikon for den britiske EU-modstand, sagde noget interessant i maj 2016. Der var en måned til den historiske Brexit-afstemning, og Farage bebudede, at han ville kæmpe for en ny afstemning, hvis EU-tilhængerne vandt med en tæt margen.

»Et 52-48 resultat ville et langt stykke hen ad vejen være ufærdigt arbejde,« forklarede Farage. Der måtte en sejr til EU-siden på mindst »to tredjedele« for at lukke debatten én gang for alle. Farages prognose var både forkert, forudseende – og afslørende for britiske EU-modstanderes demokratiske hykleri.

Resultatet af afstemningen 23. juni 2016 blev på 52-48 – men med sejr til Leave-kampagnen – og lige siden har britiske politikere udkæmpet uendelige slag om, hvad Brexit egentlig skal betyde. I dag hersker usikkerheden stadig.

Premierminister Theresa May har efter armlægninger med EU fået en skilsmisseaftale på plads, som sikrer en bodeling og en overgangsordning med tid til at forhandle om fremtidens forhold mellem EU og Storbritannien, men det har vist sig umuligt at samle flertal for den aftale i det britiske parlament.

Derfor er det en lille sejr for den sunde fornuft, at Theresa May tirsdag erklærede sig parat til at bede om en udskydelse af Storbritanniens udtræden af EU, hvis hun ikke kan samle flertal for sin aftale.

Datoen 29. marts 2019 er defineret af en tidsramme, som følger af EUs artikel 50-procedure for at forlade fællesskabet. Når man trykker på art. 50-knappen, starter en nedtælling på to år, og Theresa May har hidtil nægtet at sætte nedtællingen på pause. Hele 108 gange har hun slået fast i det britiske parlament, at datoen var hugget i granit, fordi hun ville opretholde et psykologisk pres på både EU og sine konservative partifæller i det britiske parlament. Mays taktik har været at true med at vælte ud af EU uden aftale 29. marts – med et følgende kaos af aflyste fly, medicinmangel og voldsomme økonomiske tab. Budskabet har været: Det er min skilsmisseaftale eller afgrunden.

»Desværre lægger May kun op til »kort, begrænset forlængelse«. Dermed ruller hun blot truslen om kaos et par måneder frem.«


Den gambling er farlig og urimelig over for alle parter. Desværre lægger May kun op til »kort, begrænset forlængelse«. Dermed ruller hun blot truslen om kaos et par måneder frem, men vi har i virkeligheden brug for mindst et år eller to, så EU og Storbritannien kunne realitetsforhandle om det vigtigste stridsemne, som står tilbage: den fremtidige grænse mellem Nordirland og Irland.

Spørgsmålet om Nordirland er den gordiske knude, som skal løses, før der kan skabes ro om en skilsmisseaftale i Storbritannien. Man må derfor opfordre både britiske parlamentarikere og EU-ledere til at signalere, at en længere udsættelse end blot nogle måneder ville være at foretrække.

Med mere tid bliver der også mulighed for at holde en ny folkeafstemning, som Labour nu er åben for. EU-modstanderen Nigel Farage er i dag imod at holde en ny afstemning, hvis der på stemmesedlen bliver en mulighed for at blive i EU, men de britiske vælgere fortjener at få lov til at få lov til at udtale sig på ny.

Kampagnen i 2016 var fyldt med løgne og misinformation, og først nu er det ved at stå klart, hvordan ordningen for Storbritanniens afsked med EU kan blive. Det vil kun være demokratisk fair at give de britiske vælgere lov til at bestemme, om de foretrækker den aftale, politikerne præsenterer for dem – eller om de vil blive i EU.

PIERRE COLLIGNON