Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Farvel, Merkel. Nu håber vi på et modigere Tyskland

Det bliver svært at undvære Angela Merkel i spidsen for EU. Men en ny tysk kansler giver også en chance for at rette op på Tysklands historiske efterslæb på forsvarsområdet.

Angela Merkel har været en »samlende og stabiliserende kraft i EU« – men hun har også forsømt at bringe Tyskland helt ud af Anden Verdenskrigs skygger, skriver Pierre Collignon i denne leder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ritzau Scanpix / AFP
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vi ved ikke, hvem der vinder dagens valg i Tyskland, men europæerne har allerede afgjort, hvem de synes bedst om, når den tyske kansler gennem 16 år, Angela Merkel, stilles op mod Frankrigs præsident, Emmanuel Macron.

41 procent stemte for Merkel og 14 procent for Macron, da en måling for nylig blev gennemført på tværs af 12 EU-lande for at afgøre, hvilken af de to ledere europæerne ville foretrække som EU-præsident.

Målingen fra European Council on Foreign Relations viste også, at europæernes tillid til Merkel er højest på »økonomisk politik«. Når man tænker på, hvor hård kritik der var af Merkels lederskab under finanskrisen, er det påfaldende.

Dengang blev den tyske kansler fremstillet som en grum undertrykker af fattige grækere og andre sydeuropæere, men den forsigtige tyske holdning til gældsætning og fælles udgifter i EU har i sidste ende vakt tillid.

Der er i det hele taget noget betryggende over Angela Merkel. Mens den nyvalgte Macron for fire år siden blev fremstillet som Europas nye håb, fordi han holdt store taler om »europæisk renæssance« og vidtløftige reformplaner, holdt Merkel fast i sin diskrete stil. Ingen store taler her, men ofte en afgørende stemme for at få kompromiser til at falde på plads i EU.

Merkel har været en samlende og stabiliserende kraft i EU i sine år som kansler. Hun har ikke været lige så opofrende som kansler Helmut Kohl, der i 1980erne og 1990erne var berømt for at løse tilsyneladende uløselige konflikter i det europæiske samarbejde ved at lade Tyskland betale regningen.

Men Angela Merkel har ligesom Kohl været god til at passe på de små landes interesser i EU, og hun har forstået, at tyske grundholdninger nogle gange må ofres til fordel for fælles løsninger.

Det var tydeligt, da EU-landene i december indgik en historisk aftale om at oprette en fælles fond for at løfte de europæiske økonomier efter coronakrisen med 750 milliarder euro, som EU låner på vegne af medlemslandene. Fælles gæld, altså. Hvad tyske politikere i årevis havde forsvoret.

Angela Merkels største fejl som europæisk leder var hendes beslutning under flygtningekrisen i 2015 om at slå armene ud og erklære en tysk velkomst til flygtninge og migranter, der også satte andre lande under pres. Bagefter skabte Merkel dyb splittelse ved at forsøge at gennemtvinge en fordeling af asylansøgere med kvoter.

Det projekt var dømt til at mislykkes, og man må håbe, at den kommende tyske kansler vil have lært af historien.

Vi må også håbe, at den næste kansler vil gøre op med et historisk tysk efterslæb på forsvarsområdet, som Angela Merkel ikke formåede at rette op på. Det er på tide at bringe Tyskland helt ud af skyggerne fra Anden Verdenskrig og investere i tysk oprustning.

Alt for mange års sparekurs og elendig forvaltning af midlerne har efterladt tysk militær i en latterlig forfatning, og det har Europa ikke længere råd til, når vi er stillet over for trusler fra både islamistiske terrorregimer, en stadigt mere autokratisk Vladimir Putin og et Kina, der også spiller med musklerne. Samtidig skal vi vænne os til, at USA ikke længere prioriterer Europa så højt som før.

Udenrigspolitik har desværre ikke spillet en stor rolle i den tyske valgkamp, men så må vi andre forsøge at sige det udefra: Europa har brug for et modigere Tyskland, som vil løfte sin del af ansvaret for vores fælles sikkerhed – og stå stærkere imod truslerne fra Rusland og Kina.

Et stærkere Tyskland vil være lig med et stærkere Europa.

PIERRE COLLIGNON