Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

En langsom britisk tragedie

Ingen kan lige nu forudsige, hvordan Brexit ender, men man kan konstatere, at man har valgt den åbenbart mest politisk tonedøve og forunderligt stædige politiker, man kunne finde, Theresa May, til at løse den vanskelige situation.

BELGIUM-EU-SUMMIT
Ansvaret for, at det er kommet så vidt med Brexit-forhandlingerne, kan ikke placeres ét sted, men dden britiske premierminister, Theresa May, er alt andet end uskyldig i den sammenhæng. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emmanuel Dunand / EPA / Ritzau scanpix

Er Theresa May den mest tonedøve regeringschef i et vestligt land i mands minde? Det kan være svært at gøre den slags dokumenterbart op, men hør blot her:

I opløbssvinget før Brexit, i den fase hvor det skulle afgøres, om Storbritannien kan forlade EU i god ro og orden med en aftale, eller trimle kaotisk ud i et No Deal-scenario, havde premierministeren især brug for hjælp fra to sider: Underhuset i det britiske parlament. Og de 27 øvrige EU-lande.

Underhuset skulle hjælpe hende med at undgå No Deal-scenariet ved på en eller anden måde at få hendes aftale med EU igennem. Og EU skulle hjælpe hende med en udsættelse af Brexit-datoen på en måde, som samtidig kunne sætte maksimalt pres på Underhuset: It is my deal or no deal, som May talrige gange har formuleret det.

Hvordan valgte Theresa May så at forvalte den situation? Jo, først gik hun onsdag aften ud i en TV-transmitteret tale til den britiske nation og lod forstå, at hun er allieret med den britiske befolkning - mod Underhuset, som hun gav hele skylden for, at Brexit-processen endnu er uløst. Resultatet var forudsigeligt nok vrede og raseri hos parlamentarikerne. Selv britiske politikere fra både Konservative og Labour, hvis støtte May ellers havde kunnet håbe på, lod forstå, at risikoen nu var vokset for, at de fortsat ville blokere premierministerens Brexit-aftale.

Aftenen efter var Theresa May så i Bruxelles til EU-topmøde. Her skulle hun bruge de øvrige 27 stats- og regeringschefers opbakning til sit ønske om at få udsat Brexit-datoen i en kort periode, så hun i næste uge kunne lægge maksimalt pres på Underhuset for at få sin aftale vedtaget - og undgå et No Deal 29. marts.

Hvordan varetog May så den rolle? Hun lod åbenbart på topmødet forstå, at ender det i et No Deal, vil det være de øvrige EU-landes ansvar. Reaktionen fra stats- og regeringscheferne var stærk forundring - og et flere timer langt møde, hvor May ikke fik det, hun kom for. Derimod fik man designet en forlængelse, der gør det helt og aldeles til Mays ansvar, hvis Brexit-processen løber af sporet og ender i et No Deal.

Ingen kan lige nu forudsige, hvordan Brexit ender. Alt er stadig i luften, og selv med en kort formel udsættelse af udtrædelsesdagen til 12. april er det naturligvis en kritisk situation. Ansvaret for, at det er kommet dertil, kan ikke placeres ét sted.

Det man imidlertid kan konstatere er, at den mest horribelt ansvarsløse generation i britisk politik måske nogensinde - med folk som David Cameron, Nigel Farage, Boris Johnson og såmænd også Jeremy Corbyn i ganske uklædelige roller - efter 23. juni 2016 efterlod Storbritannien i en særdeles vanskelig situation. Den tilkaldte man så den åbenbart mest politisk tonedøve og forunderligt stædige politiker, man kunne finde, til at løse: Theresa May.

Man kan ikke anklage hende for ikke at have arbejdet hårdt for sagen. Og politikerne i det britiske underhus må også se sig selv i spejlet for at finde forklaringen på, hvor kaotisk det hele er blevet. Uanset hvordan det ender, ligner det en langsom, britisk tragedie. Det er umådeligt trist og foruroligende at betragte.

TOM JENSEN