Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Det røde parnas har tabt monopolet på ordentlighed i Falcksagen

Det socialdemokratiske parnas kastede alle deres politiske værdier og ordentligheden over styr i jagten på penge og markedsandele i Falckskandalen.

falck
En simpel oplistning af persongalleriet i Falcksagen, fortæller en tydelig historie om et netværk af højtplacerede socialdemokratiske medlemmer og sympatisører. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Når man betragter den offentlige, danske debat virker den ofte trættende stereotyp. Venstrefløjen forsøger ihærdigt at tage patent på ordentligheden og den gode moral, hver gang erhvervslivet diskuteres, mens de borgerlige rubriceres som dem, der kun handler for egen vindings skyld.

Ikke alene er billedet forkert, det er også mere nuanceret. Og med skandalesagen i Falck er det tydeligt, at røde aktører kan fejle fælt i forsøget på at tage patent på ordentligheden.

I sagen om Falck er det således opsigtsvækkende, hvor langt magtfulde topfolk med en rød partibog har været villige til at gå for at beholde markedsandele. De er gået langt ud over grænserne for egen vindings skyld, og de har taget yderst kritisable metoder i brug for at hindre den frie konkurrence. Det er ikke alene kritisabelt og potentielt ulovligt. Det slår også store sprækker i den røde hellighed, hvor bevæggrunde normalt må bæres af at gøre noget for de svageste – og da slet ikke af kapitalistiske grunde.

Sort på hvidt er det beskrevet, at man var villig til at etablere en kampagne, der nu er meldt til bagmandspolitiet, for at beholde sine 3F-medlemmer i en virksomhed, som var ledet af personer, der sympatiserede med socialdemokraterne, og som intet ønske havde om, at konkurrencen skulle ødelægge virksomhedens monopol.

En simpel oplistning af persongalleriet i Falcksagen fortæller en tydelig historie om et netværk af højtplacerede socialdemokratiske medlemmer og sympatisører.

I toppen af Falck sad koncerndirektør Allan Søgaard Larsen, som er kendt for sit politiske engagement og som tidligere har omtalt Thorning-regeringen som »mine røde venner«.

Hjernen bag kampagnen i Falck var Peter Goll. Han begyndte sin karriere som rådgiver for daværende SF-formand Holger K. Nielsen og blev siden spindoktor for Morten Bødskov (S) i Justitsministeriet.

Også i Advice, der udførte opgaven, var det en socialdemokrat, der tog imod bestillingen om at føre negativ kampagne mod Bios, nemlig den tidligere partisekretær i Socialdemokratiet og tidligere DSU-formand, Jens Christiansen, som var blevet partner i Advice. Han arbejdede sammen med en ekstern konsulent, Palle Smed, der er tidligere chefredaktør på fagbladet 3F, nu direktør for faglige seniorer og som udgav sig for at være journalist fra Fagbladet 3F for at få hollandske journalister til at grave smuds frem om Bios ledelse. I stedet arbejdede han for Falck.

Også fagbevægelsen var en klar aktør. I kritikken fra Konkurrencestyrelsen kan man læse, at kampagnesmedene så fagforeningen 3F som en vigtig ambassadør, der skulle bakke op om og videregive budskaberne i den negative kampagne.

Taberne blev ikke alene Bios. Det blev også redderne, der via kampagnen og deres fagforening reelt blev frataget deres ret til frit at vælge arbejdsgiver. Det blev – måske, for det får vi aldrig at vide – også patienter, der aldrig reelt fik mulighed for at afprøve et alternativ til Falck.

I dag ved vi, at taberne også blev Falck og de røde svende, der lod sig leje til potentielle ulovligheder. Det må bagmandspolitiet nu afgøre. Sikkert er det, at de som minimum må undskylde og erkende, at det ikke er partifarve, der afgør, om man har patent på ordentlig og god moral i erhvervslivet. Det afgør kun ens handlinger og hensigter.

METTE ØSTERGAARD