Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Den mest erhvervsfjendske regering siden Anker Jørgensen?

Op til Mette Frederiksens jomfrutale ser det ud til, at der er lige så stor usikkerhed om, hvor regeringsprojektet ender, som under Lars Løkke Rasmussen. De politiske signaler i Forståelsespapiret og i de forskellige signaler op til finansloven peger desværre i den forkerte retning.

Mette Frederiksen talte sidste år som oppositionsleder, men holder i morgen jomfrutale ved Folketingets åbning. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Hvedebrødsdagene er forbi for statsminister Mette Frederiksen (S), når hun tirsdag holder sin jomfrutale ved åbningen af Folketinget.

Der findes kun én jomfrutale i karrieren, så man kan kun råde statsministeren til at nyde minutterne på Folketingets talerstol. Hvem ved, hvordan det bliver næste år?

Mette Frederiksens stålsatte løfte om en ret til tidlig tilbagetrækning for Arne vil opsluge de politiske kommentatorer i mange måneder frem, fordi statsministeren har bundet så stor politisk kapital i forslaget.

Derfor var det sært, da Morten Bødskov fredag koblede regeringens ønske - men stadig helt ukonkrete - forslag til tidlig folkepension med forslaget om at hæve kapitalskatterne. Det ligner noget politisk taktik, som kun Christiansborg forstår.

For erhvervslivet er det opløftende, at forslaget om at hæve aktieskatten fra 42 pct. til 45 pct. er udsat eller - må man  forstå - måske droppet, hvis Socialdemokratiet ikke får held med deres pensionsforslag. Omvendt må man sige til Bødskov, at det er direkte erhvervsfjendsk at fastholde usikkerheden om aktieskatten.

Selvsagt vælter en begrænset ret til tidlig pension eller lidt højere kapitalskat ikke dansk økonomi hen over natten, men retningen er gal og svækker velstanden.

De to store spørgsmål til Mette Frederiksens regering er derfor for det første, hvordan den tager fat på klimatilpasningen, når et  formentlig næsten enigt folketing inden jul vedtager en klimalov med en bindende målsætning om at reducere udledningen af CO2 med 70 pct. frem mod 2030.

Og for det andet hvordan konjunkturerne udvikler sig og hvordan det former regeringens økonomiske politik.

En kraftig nedtur i verdensøkonomien vil vælte præmisserne for Mette Frederiksens regeringsprojekt. Så bliver opgaven at vise økonomisk lederskab.

Klimapolitikken er, hvad man på moderne dansk kunne kalde en »game changer«. Gribes den grønne omstilling forkert an, ligger her den største trussel mod den lange stabilitet i dansk økonomi siden indførelsen af fastkurspolitikken i 1982. Det er en reel - men farlig - debat, hvorvidt klima er vigtigere end fastkurspolitik og sunde offentlige finanser.

»Det er næsten 40 år siden, at Danmark havde en socialdemokratisk regering, og nu har vi det igen,« sagde statsministeren, da hun præsenterede sin regering i juni, og trak dermed tråde tilbage til tidl. statsminister Anker Jørgensens kriseregeringer i 1970erne. Problemet indtil 1982 var imidlertid, at skiftende regeringer jagtede for mange mål på én gang. Debatten om klima rummer et kim til at gentage fortidens fejl.

Her op til Mette Frederiksens jomfrutale ser det ud til, at der er lige så stor usikkerhed om, hvor regeringsprojektet ender, som under Lars Løkke Rasmussen (V), omend det parlamentariske grundlag fremstår mere robust.

De politiske signaler i Forståelsespapiret og i de forskellige signaler op til finansloven peger desværre på, at Danmark får den mest erhvervsfjendske regering siden Anker.

Signalerne fra de Radikale skaber omvendt det indtryk, at Frederiksen-regeringen bliver en lidt mere lyserød udgave af Thorning-regeringen. På DIs topmøde rullede statsministeren til overflod den røde løber ud til erhvervslivet i forhold til både klima og Brexit, så man næsten kom til at tænke på Blå Bjarne.

Her op til Folketingets festdag, fristes man til at krydse fingre for en del trafik hen over midten.

THOMAS BERNT HENRIKSEN