Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Borgerlige bør melde sig ind i kampen mod øget overvågning

Både staten og private virksomheder overvåger os som aldrig før. Retten til privatliv er truet, og det er oprørende, at overvågning ikke fylder mere på den politiske dagsorden.

Overvågning af borgerne er i dag meget mere end blot kameraer..Vi bør være særdeles påpasselige, og store dele af den eksisterende overvågning bør rulles tilbage. Dels fordi retten til privatliv er altafgørende i et frit samfund, dels fordi risikoen for fejl, lækager og misbrug er meget stor. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lea Meilandt Mathiesen

Hvor stor er din private elregning? Ja, det kommer vel ikke nogen ved, skulle man mene. Alligevel foreslog regeringen i sommer at udvide Udbetaling Danmarks beføjelser til at samkøre oplysninger om elforbrug med oplysninger om bopæl, så de offentlige myndigheder netop kunne overvåge størrelsen på din elregning. Formålet var at finde frem til borgere, som snyder med sociale ydelser ved at angive forkert bopæl.

Forslaget mødte dog massiv kritik, og beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen endte med at trække det tilbage. Men nu er det så boligminister Ole Birk Olesen, som med en ny lov gør en undtagelse fra persondatalovgivningen og giver kommunerne mulighed for at indhente oplysninger fra forsyningsselskaber om en husstands vand-, varme- og elforbrug og samkøre oplysningerne med blandt andet CPR-registret og BBR-registret. Formålet er at opdage overtrædelser af bopælspligten.

Private virksomheder kan skam også deres Orwell. Den seneste tid har budt på adskillige sager om især de store tech-virksomheders indsamling, opbevaring og salg af private kunders data – ofte uden at folk er opmærksomme på det eller har reel mulighed for at sige fra.

Det var ligeledes i denne måned, at debatten om den kinesiske it- og telegigant Huawei tog fart: På trods af advarsler fra Forsvarets Efterretningstjeneste er virksomheden dybt involveret i TDCs forehavender. Her er det ikke bare overvågning af borgerne, der er på spil – det er statens sikkerhed også, idet kinesiske virksomheder er forpligtet til at bistå det kommunistiske overvågningsdiktatur med spionage.

Det er de færreste overvågningstiltag, som får så stor opmærksomhed som ovennævnte. Langt det meste af den øgede overvågning sker umærkeligt og med små dryp og giver derfor ikke anledning til politisk debat. Det gør kun udviklingen endnu farligere, fordi vi risikerer at ende med meget mere overvågning, end vi egentlig har lyst til.

De politiske vinde blæser i retning af øget overvågning, fordi ny teknologi gør det til et billigt og effektivt redskab til for eksempel at forebygge og opklare kriminalitet og terror, opdage snyd og gøre hverdagen lettere.

Men vi bør være særdeles påpasselige, og store dele af den eksisterende overvågning bør rulles tilbage. Dels fordi retten til privatliv er altafgørende i et frit samfund, dels fordi risikoen for fejl, lækager og misbrug er meget stor. Vi har allerede set adskillige skræmmende eksempler på det: For nogle år siden havnede sundhedsdata og personnumre på over fem millioner danskere ved en fejl hos en privat kinesisk virksomhed i København, heriblandt oplysninger om navngivne personers psykiske sygdomme. Oplysningerne kom fra Statens Serum Institut og var ikke krypterede.

Tidligere på året kom det frem, at Undervisningsministeriet og flere kommuner ulovligt har indsamlet og gemt besvarelser fra elevers trivselsmålinger, så et barns oplysninger om for eksempel mobning bliver gemt sammen med barnets CPR-nr, selvom forældrene har fået oplyst, at besvarelsen er anonym.

Kampen for den enkelte borgers ret til privatliv bør fylde mere i den politiske debat, og flere spillere bør melde sig på banen – ikke mindst i borgerlige rækker, hvor frihedsrettighederne burde have høj prioritet.

AMALIE LYHNE