Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.
Målt på volumen bliver den nye »Kræftplan V« den største, der til dato er lavet. Det forklarede udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen tirsdag, da han sammen med statsministeren og sundhedsministeren præsenterede regeringens nye og fem milliarder kroner dyre sundhedspakke, som blandt andet indeholder en ny plan for kræftområdet.
Det lyder jo både ambitiøst og tiltrængt, eftersom vi i den senere tid har set historier om brudte patientrettigheder, fejlinformation og alt for lange ventetider. Sidste år fik mere end hver fjerde patient i et kræftpakkeforløb ikke behandling inden for den fastsatte tid, hvilket er den højeste andel, siden de årlige rapporteringer begyndte i 2014.
Men for det første forholder den nye sundhedspakke sig overhovedet ikke til sundhedsvæsenets ubetinget største problem: Manglen på hænder. Hvad hjælper flere penge, hvis der ikke er sygeplejersker at ansætte? Det er en helt uforståelig udeladelse.
For det andet præsenterede regeringen så sent som i marts – for kun to måneder siden – en såkaldt »genopretningsplan for kræftområdet«. At man allerede nu lancerer endnu en storstilet plan, vidner nærmere om famlen og rådvildhed end om rettidig omhu og handlekraft.
For første gang i årtier har vi ellers en flertalsregering, som i hvert fald på papiret burde være meget handlekraftig. Modsat hvad vi er vant til i dansk politik, har Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne på forhånd flertallet i hus og kan – fraregnet de forligsbundne områder – gøre, hvad der passer dem.
Men her knapt et halvt år efter regeringens tiltrædelse er der grund til at være skeptisk over for fortællingen om den særligt effektive regering. For i virkelighedens verden kræver reel handlekraft mere end et flertal – det kræver også både mod og intern enighed.
Begge dele kniber det tilsyneladende med.
Naturligvis er det både vanskeligt og tidskrævende at løse store samfundsproblemer, og man kan ikke nå alting på bare et halvt år. Hvis der var tale om helt nye politiske mål og helt nye politiske frontpersoner, ville kritikken da også være unfair.
Men sandheden er, at Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen på skift har været ved magten i de seneste otte år – Løkkes indflydelse går endda helt tilbage til hans første regering 2009-2011. I alle de år har kræftbehandlingen ligget højt på både vælgernes og politikernes dagsorden.
Det har klima i øvrigt også, og her ser vi mønsteret gentage sig: Der bliver snakket en masse, der bliver afholdt pressemøder, der bliver sat ambitiøse mål. Men egentlig handling er der ikke meget af. Eksperter kritiserer regeringen for at bruge alt for meget energi på at sætte flotte mål og alt for lidt på rent faktisk at indfri dem. Mange af de afgørende CO₂-reduktioner eksisterer kun på papiret, mener forskerne, og det bliver svært at nå ikke bare 2025-målet, men også 2030-målet.
Eksemplerne på den slags manglende handling er legio:
Mette Frederiksen lovede i 2021 at gøre noget ved det alt for høje lovtempo, men problemet er blot vokset. De forskellige demokratiske tiltag, som statsministeren præsenterede i forbindelse med Minkkommissionens rapport, ligger stadig i syltekrukken og hygger sig. Og frisættelsen af den offentlige sektor – regeringens største og vigtigste projekt – har vi end ikke set konturerne af endnu.
Summa summarum: Regeringen snakker for meget og handler for lidt.
Det er danskerne ikke tjent med.
AMALIE LYHNE
