Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.
I sidste uge havde B.T. en yderst relevant historie. Avisen havde dokumentation for, at landets justitsminister mindst fire gange havde parkeret ulovligt, når han afleverede sine børn i børnehaven.
En yderst relevant historie, fordi Peter Hummelgaard som justitsminister er ansvarlig for blandt andet landets politi.
En moralsk stærk minister havde aldrig ment sig hævet over loven på denne måde. Og hvis det var sket, burde det eneste rigtige svar være en stor beklagelse med lovning om, at det ikke skulle ske igen.
Men det var ikke det, der skete. I stedet udfoldede der sig en mellemting mellem klamt kammerateri og kynisk kalkuleret masterkommunikation.
Hummelgaards svar lod nemlig forstå, at han ikke angrede, men tværtimod følte en vis ret til at bryde loven, fordi han som så mange andre er en presset familiefar. Og den slags er der identifikation og sympati i. Hvem har ikke stået en presset morgen og været irriteret over, at der ikke var en ledig plads foran børnehaven? Det kan enhver forstå. Og vupti, så var præmissen ændret. Fra at handle om, at justitsministeren brød loven, til at handle om hvor hårdt det er at være forældre.
»Jeg vil hverken beklage eller forklare mig over for B.T.,« lød det arrogante svar til B.T. fra Hummelgaard, der fortsatte:
»Det er vigtigt for mig at kunne aflevere mine børn i vuggestue og børnehave næsten hver morgen. Jeg bilder mig selv ind, at det er en – om end sølle – kompensation for alle de timer, jeg ellers er væk i deres liv.«
Det er den slags, man får ud af at opruste massivt på kommunikationsfolk i ministerierne: Hvis ikke vi kan lide historien, ændrer vi præmissen og får den til at handle om noget andet.
Hummelgaards partifælle retsordfører Bjørn Brandenborg fulgte trop:
»Jeg er selv far til to små børn og politiker. I den rækkefølge.«
Det andet snedige kommunikationsgreb var at gøre sig selv til offer og udpege medierne som de egentlige skyldige. B.T. brugte beskidte paparazzimetoder, der svarer til at rode i politikeres skraldespande, lød det med henvisning til dengang i 2010, da Ekstra Bladet fandt et batteri og plastikflasker i daværende miljøminister Karen Ellemanns skraldespand, der stod på privat grund.
Men sammenligningen er igen en stor gang spin. Optagelserne er lavet på offentlig vej. Privatlivets fred eller privat grund er på ingen måde krænket. Det eneste B.T. gjorde sig skyldig i, er at leve op til pressens forpligtelse om at være vagthund over for magten og afsløre snyd, svindel, dobbeltmoral – og ja, lovovertrædelser.
Det mest pinagtige var, hvordan andre politikere hoppede med på vognen, fordi de fleste har kigget mod USA og har set, hvor effektivt det kan være at udråbe medierne som lavpandede fjender.
Tag for eksempel Mette Abildgaard fra lov og orden-partiet De Konservative:
»Jeg bryder mig virkelig ikke om den type journalistik her. Uagtet fejl med parkering eller ej. At overvåge en minister på den måde, er ikke langt fra at rode i skraldespanden.«
Er det ikke en mindre forseelse at parkere ulovligt? Har vi ikke alle gjort det i skyndingen? Måske, og det er derfor spionmissionen lykkedes så godt.
Og hvad så næste gang, man har lidt travlt ved børnehaven?
Tja, hvis selv de ministre, der laver lovene og burde være rollemodeller, ikke gider overholde dem, hvorfor skulle jeg så …?
Man må håbe landets borgere har en bedre moral.
METTE ØSTERGAARD
