Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Berlingske mener: Michael Dyrby gjorde det rigtige ved at gå

Medier lever af deres troværdighed og af at kunne udøve magtkritik, og som ansvarlig mediechef er det svært at holde til, hvis man bliver set som forhindringen for, at det kan ske.

Michael Dyrbys egen håndtering, herunder hans tavshed, kostede for meget for en chefredaktør, der som alle mediefolk skal kunne forlange af andre, at de stiller op, når der er kritik, skriver Tom Jensen i denne leder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

På rekordtid blev TV 2-sagen om sexisme til ‘Dyrby-sagen’ efter offentliggørelsen af dokumentaren på Discovery+ om nogle af de forhold, der sidste år førte til en advokatundersøgelse på TV 2.

Dokumentaren afslørede en dybt kritisabel ledelseskultur på TV 2, som Michael Dyrby, der fredag trak sig som B.T.s chefredaktør, i sin tid var både en del af og ansvarlig for. Formålet med dokumentaren var dog ikke at navngive de ansvarlige, men at gøre op med en ‘kultur’, som det blev formuleret af flere af de kvinder, der med et beundringsværdigt mod stillede sig frem i dokumentaren og fortalte.

Men den blev til ‘Dyrby-sagen’ og siden har han været efterstræbt ikke blot af de fleste medier, men ikke mindst på de sociale medier. Det er en af de hårde sider ved #metoo. Selv for de, der har begået fejl og krænkelser, er det forståeligt, at det kan opleves voldsomt, når folkedomstolen voterer live, 24 timer i døgnet, uden nåde. Uagtet at de ikke er ofrene.

Alligevel må Michael Dyrby tage den væsentligste del af årsagen til, at TV 2-sagen blev til ‘Dyrby-sagen’, på sin egen kappe. Og derfor gør han rigtigt i at trække sig som chefredaktør.

I et interview med Berlingske i denne uge erkendte Dyrby ikke alene, at han har krænket, været magtfuldkommen og har haft upassende forhold i sin fortid som absolut topfigur i TV 2s nyhedsafdeling. Og han undskyldte for det.

Men Michael Dyrby gav også udtryk for, at han i et år havde fornægtet dokumentaren og bare ønsket, at det gik væk. Da den så kom, og enhver der så den kunne mærke helt ned i maven, hvor rædselsfuld dele af TV 2-kulturen har været, og hvilke rystende beretninger, der kom frem, blev han ifølge eget udsagn så chokeret, at han i dagene derefter nærmest ikke kunne »sige fire sammenhængende sætninger«. Derfor gik han i flyverskjul i omkring en uge, før han trådte frem og lod sig konfrontere i flere interviews.

Det er ikke rimeligt at betvivle, at sådan var forløbet. Eller at Michael Dyrby har arbejdet dybt med sig selv og nu er en anden chef, der har ledet B.T. respektabelt og ekstremt dygtigt og genrejst avisen, så den i dag er Danmarks største digitale udgivelse. Det er samtidig sandt, at Michael Dyrbys sager vedrører en tidligere arbejdsplads, som han ifølge tidligere TV 2-direktør Merete Eldrup måtte forlade også netop på grund af sine handlinger som leder på stationen. Og at en fyring på grund af TV 2-fortiden derfor ville være en slags dobbeltreaktion på noget, der intet har med B.T. eller Berlingske Media at gøre.

Men det er sådan i lederjob, at ansvar både kan række tilbage i tiden og angår de forpligtelser, man har for fremtiden på den arbejdsplads – i dette tilfælde en avis – man leder. Her kostede Dyrbys egen håndtering, herunder hans tavshed, for meget for en chefredaktør, der som alle mediefolk skal kunne forlange af andre, at de stiller op, når der er kritik. Medier lever af deres troværdighed og at de kan udøve magtkritik, og som ansvarlig mediechef er det umuligt at holde til, hvis man bliver set som forhindringen for, at det kan ske.

Det var derfor uundgåeligt, at Michael Dyrby til sidst måtte erkende, at han ikke længere kunne løfte det ansvar til gavn for sin avis, for sig selv, for det mediehus B.T. er en del af, og for den mediebranche, hvis omdømme også har lidt under denne sag. Han gjorde det rette ved at gå.

TOM JENSEN