Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Berlingske mener: Mette Frederiksen på bizar flugt fra ansvaret

Statsministerens pressemøde fredag var et teaterstykke om spin, hvor alle muligheder for at drage konsekvenser blev fejet af bordet. Nøglen til at tage ansvar for retsstaten ligger nu hos De Radikale.

»At gøre spørgsmålet til et for eller imod folkesundheden svarer til at gøre Instrukskommissionen til et spørgsmål om for eller imod barnebrude,« skriver Mette Østergaard i denne leder om statsministerens pressemøde fredag efter Minkkommissionens beretning torsdag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Statsministerens pressemøde om Minkkommissionens beretning vil gå over i historien som et pressemøde, hvor alle kunne se, at spin og storytelling har taget overhånd i dansk politik.

Flankeret af fire loyale ministre indledte statsministeren med at skubbe sagens kerne til side for at tage os tilbage til de skæbnesvangre dage i november 2020, hvor regeringen traf den ulovlige beslutning om at aflive alle mink i Danmark.

Det var ikke alene et tåkrummende show, hvor regeringens topministre ikke bare følelsesmæssigt, men også faktuelt forsøgte at manipulere tilhørerne. Patos var rullet ud for at give os følelsen af, at det var forståeligt, at man havde begået fejl og brudt loven, fordi alle havde kæmpet for Danmark. Fakta blev også vredet til lejligheden. For eksempel sagde landbrugs- og fødevareminister Rasmus Prehn (S), at da det stod værst til, var 60 procent af de smittede nordjyder smittet med en minkvariant.

Det er korrekt, men han undgik at nævne, at da regeringen udstedte den ulovlige ordre om aflivning af mink, var andelen allerede faldet til 18 procent.

Ministrene undgik også at tale om cluster 5-varianten, der var central for beslutningen, som siden viste sig ikke at have potentiale til at underminere det globale vaccineprogram.

Men i denne sammenhæng er det groft sagt ligegyldigt.

At gøre spørgsmålet til et for eller imod folkesundheden, svarer til at gøre Instrukskommissionen til et spørgsmål om for eller imod barnebrude. Det er uvæsentligt i denne sammenhæng. Retsstaten og borgernes retssikkerhed – også i en krisesituation – er det centrale.

Mette Frederiksen beklagede, men gjorde reelt intet. Ikke engang de ti embedsmænd, som kommissionen mener kan drages til ansvar, vil hun sende hjem. Det var ellers metoden over for hele toppen i Forsvarets Efterretningstjeneste. Nej, det ansvar kan statsministeren ikke påtage sig – det må Medarbejder- og Kompetencestyrelsen tage sig af. En suspension, mens sagen undersøges nærmere, ville have været på sin plads.

Mette Frederiksen understregede gang på gang, at rapporten konkluderer, at hun ikke kendte til, at beslutningen var ulovlig.

Hvorvidt hun har handlet groft uagtsomt, tager kommissionen ikke stilling til, og Socialdemokratiet mener på ingen måde, at der er grund til at iværksætte en advokatundersøgelse, som kunne få afklaret spørgsmålet, om statsministeren har handlet ulovligt.

Statsministerens handling begrænsede sig til fire initiativer. Demokratiet skal sendes i en kommission, som skal se på blandt andet samspillet mellem politikere og embedsmænd. Regeringen foreslår en udvidet forretningsorden for regeringens koordinerende arbejde, og der bør indføres en rådføringspligt over for Folketinget i krisesituationer. Endelig åbnede statsministeren for en revision af offentlighedsloven, så regeringens arbejde skal være mindre lukket. Hvis det sker, er der bestemt grund til at glæde sig.

Det er samtidig initiativer, der afspejler, at regeringen reelt ikke tager kritikken alvorligt og i hvert fald ikke er interesseret i at drage nogen konsekvenser på baggrund af den.

Håbet er nu, at De Radikale, som normalt kerer sig om retsstaten, kan se igennem showet af spin og bortforklaringer og kræver en advokatundersøgelse, der kan afklare politikernes ansvar. Statsministeren har skubbet en meget vigtig demokratisk beslutning over på Sofie Carsten Nielsens skuldre.

 

METTE ØSTERGAARD