Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Berlingske mener: Kontanthjælpen skal være markant lavere end en kassedames løncheck

Regeringen og dens støttepartier minimerer den økonomiske forskel mellem at være på kontanthjælp og tage et lavtlønsjob. Det er både i et rationelt og i et moralsk perspektiv forkert.

Når størrelsen på kontanthjælpen nærmer sig størrelsen på de laveste lønchecks, er det en hån mod de mange danskere, der hver dag knokler i ufaglærte og lavt lønnede jobs. De kan så sidde bag kassen i Netto og bippe varerne ind for en kontanthjælpsmodtager på vej hjem fra sit ti-timers-job og med rette føle sig til grin, mener Amalie Lyhne i denne leder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Signe Goldmann
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Børnetillæg, fritidstillæg og fribeløbordning. Regeringens aftale om et nyt kontanthjælpssystem, som blev indgået med de røde partier for et par uger siden, indeholder mange smarte påfund. Men lægger man det hele sammen og regner efter – og det har den borgerlig-liberale tænketank CEPOS gjort i en ny analyse  – er det knap så smart en aftale: For kontanthjælpsmodtagere med børn kan det økonomiske incitament til at komme i arbejde svinde ind til få hundrede kroner om måneden.

Da aftalen blev indgået, advarede vi her på lederplads om, at den ikke vil løse problemet med børnefattigdom, sådan som beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard ellers bryster sig af. Alle vil gerne løse de problemer, som fattige børn oplever, men det gøres ikke ved at kalde kontanthjælpsloftet for noget andet og indføre bureaukratiske tillæg. I et rigt velfærdssamfund som det danske handler problemerne med fattigdom mere bredt om ressourcemangel og ikke kun om mangel på økonomiske ressourcer.

Nu har vi så en ny analyse, som gør aftalens uduelighed endnu mere åbenlys.

Det handler især om de nye tillæg og den nye fribeløbordning. Ordningen skal få kontanthjælpsmodtagere ud i småjob på for eksempel ti timer om ugen: Her er tanken, at de få timer med tiden kan føre til et rigtigt fuldtidsjob. Det bliver ganske rigtigt også langt mere attraktivt at arbejde få timer ved siden af kontanthjælpen, men forskellen mellem ti timers arbejde og et fuldtidsarbejde på 37 timer bliver til gengæld ganske lille for en stor gruppe kontanthjælpsmodtagere. For eksempel vil en enlig kontanthjælpsmodtager med to børn, som arbejder ti timer om ugen ved siden af kontanthjælpen, have en disponibel indkomst på 23.500 kroner om måneden, mens hun i et lavtlønsjob på 37 timer om ugen vil have 24.000 kroner om måneden.

Gevinsten er endnu mindre, hvis en enlig forsørger har tre eller fire børn – så kommer man ned på henholdsvis 200 og 100 kroner ekstra om måneden i disponibel indkomst. For par med børn, hvor begge forældre er på kontanthjælp, er billedet det samme.

Med så lille en økonomisk gevinst er det svært at forestille sig, at ordningen vil virke efter hensigten. Det er naturligvis i sig selv tåbeligt at indføre virkningsløs politik, men det er også stærkt kritisabelt i en situation, hvor Danmark desperat mangler arbejdskraft. Kontanthjælpen må og skal være markant lavere end den løncheck, som kassedamen, lagermedarbejderen eller rengøringsassistenten får. Det er blevet sagt mange gange, men det er også både sandt og vigtigt: Det skal kunne betale sig at arbejde.

Det er der stærke rationelle argumenter for, ligesom det også er et moralsk spørgsmål. Når størrelsen på kontanthjælpen nærmer sig størrelsen på de laveste lønchecks, er det en hån mod de mange danskere, der hver dag knokler i ufaglærte og lavt lønnede job. De kan så sidde bag kassen i Netto og bippe varerne ind for en kontanthjælpsmodtager på vej hjem fra sit ti-timers-job og med rette føle sig til grin: De to vil have stort set samme rådighedsbeløb.

De borgerlige partier er naturligvis stærkt kritiske. For jo – der er stadig forskel på rød og blå i dansk politik, og det bliver næppe tydeligere end i debatten om fattigdom og overførselsindkomster.

AMALIE LYHNE