Nyt kontanthjælpssystem løser ikke problemet med børnefattigdom

Det nye kontanthjælpssystem lapper kun på problemerne med børnefattigdom. Den gode løsning er at få forældrene i arbejde. Det modvirker det nye system mere, end det bidrager til.

»Aftalen løfter 9.200 børn i kontanthjælpsfamilier op over lavindkomstgrænsen. Det er godt – ingen ønsker, at børn skal vokse op i fattigdom. Men det løser ikke alle problemer med fattige børn,« skriver Ole P. Kristensen i denne leder. Mads Claus Rasmussen

Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Regeringens har fået løst et stort politisk problem med aftalen om et nyt kontanthjælpssystem. Problemet udspringer af VLAK-regeringens kontanthjælpsloft, som skulle sikre, at det kan betale sig at arbejde. Kontanthjælpsloftet blev et hadeobjekt for venstrefløjen, det skulle afskaffes. Helt så enkelt var det ikke for Socialdemokratiet, fordi partiet i et vist omfang mener, at det skal kunne betale sig at arbejde, men især fordi kontanthjælpspolitik også er udlændingepolitik. Der er mange indvandrere på kontanthjælp, og udlændingepolitikken kan efter Socialdemokratiets omvendelse ikke blive stram nok.