Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

I disse dage for 75 år siden gik en dansk redningsoperation i gang, som er gået over i verdenshistorien.

Adolf Hitler havde udstedt ordre til, at alle jøder i Danmark skulle deporteres. Samme befaling havde i andre besatte lande udløst en særdeles aktiv medvirken til den nazistiske “Endlösung”, men sådan gik det ikke i Danmark.

På få uger lykkedes det for cirka 7.000 jøder at flygte fra Danmark til Sverige, hjulpet på vej af modstandsfolk og frivillige fra alle mulige samfundslag. Læger, sygeplejersker, præster, landmænd, fiskere, mænd og kvinder, unge og gamle, var med til at sikre, at stort set alle danske jøder undgik døden i kz-lejre.

Historien om redningen af de danske jøder står som et lys i mørket for jøder fra hele Europa, som havde oplevet deres landsmænd svigte dem og deres familier, når det virkelig gjaldt. En fiskerbåd fra Gilleleje står den dag i dag udstillet i Holocaust-museet Yad Vashem i Jerusalem.

I den danske historieskrivning og selvforståelse står oktober 1943 også som et lys i mørket, men her mest i forhold til vores egen samvittighed. Hvor det kan være svært at føle sig moralsk hjemme i fortællingen om den danske samarbejdspolitik med den tyske besættelsesmagt, kan vi trøste os med den demonstration af mod og humanisme, som evakueringen af de danske jøder repræsenterer.

Heri ligger den eksistentielle inspiration, som hver enkelt kan fundere over: Hvordan ville jeg selv have ageret i situationen?

Lige siden Anden Verdenskrigs slutning er der forsket i, hvad der gjorde den danske redningsaktion mulig. Advarsler fra den tyske rigsbefuldmægtigede Werner Best og folk omkring ham var naturligvis en del af forklaringen, og det er tydeligt, at der ikke var samme ildhu i den tyske jødeaktion i Danmark, som man så det i andre lande.

Vi kan også slå fast, at beskyttelse af danske jøder indgik som en vigtig brik i det komplicerede forhold mellem danske samarbejdspolitikere og besættelsesmagten. Danske jøder blev skærmet, så længe tyskerne så en interesse i at lade en dansk regering blive siddende i København, men man skal ikke strække argumenterne for vidt. Redningen af danske jøder kan ikke bruges som moralsk legitimering af en samarbejdspolitik, som ultimativt understøttede den tyske krigsindsats og dermed også jødeudryddelser i resten af Europa.

Når vi i dag mindes redningen af de danske jøder, bør vi derfor betone, hvad vi ved med sikkerhed: Den civile redningsaktion bekræftede, at jøderne blev opfattet som ligeværdige medmennesker af andre danskere. Og vi ved også, at et stort antal danskere under svære forhold valgte at gøre en indsats for at redde andre mennesker. Nogle tog penge for det, men alle løb en risiko, da de gjorde det.

Heri ligger den eksistentielle inspiration, som hver enkelt kan fundere over: Hvordan ville jeg selv have ageret i situationen? Og er jeg i dag selv parat til at ofre mig for andre mennesker?

De største helte bag redningen af jøderne i Danmark var derfor hverken tyske topnazister, som forsøgte at redde deres eget skind, eller danske samarbejdspolitikere. De største helte var de almindelige danskere, som handlede rigtigt i situationen.

Lad os mindes dem i dag, ligesom vi mindes de mennesker, der ikke blev reddet. Omkring 500 danske jøder blev deporteret til Theresienstadt - omkring 100 døde. Dem mindes vi også, ligesom vi mindes de over seks millioner andre ofre for Holocaust.

PIERRE COLLIGNON