De fleste danske jøder undslap den nazistiske klapjagt. Hvordan gik det til? Her er en forklaring

Langt de fleste jøder i Danmark undslap den nazityske klapjagt i 1943 – og de 490, der blev sendt til kz-lejren Theresienstadt, undgik dødslejren Auschwitz. Berlingske-journalist og historiker Bent Blüdnikow giver sit bud på, hvorfor det gik sådan.

Danske flygtninge i Sverige i oktober 1943. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ukendt

Redningen af jøder i oktober 1943 er en af Danmarks helt afgørende begivenheder. Der hersker bred enighed om, at redningsaktionen var en fantastisk gerning, som alle jøder er dybt taknemmelige for, og som skabte Danmark et godt navn i udlandet, hvor samarbejdspolitikken over for besættelsesmagten ellers gjorde det modsatte.

Det er for meget at påstå, at aktionen var unik – for i lande som Bulgarien og Albanien blev jøder også reddet, og selv i lande som Ungarn og Polen, hvor hovedparten af den jødiske befolkning blev myrdet, var der mange ikkejøder, der forsøgte at hjælpe jødiske landsmænd til overlevelse. Det særlige var, at langt den største del af jøderne i Danmark undgik den nazityske klapjagt.

Ca. 7.000 jøder, både danske statsborgere og udenlandske jøder, blev reddet til Sverige. Der var dog ikke så mange udenlandske jøder i landet, for Danmark havde ligesom andre europæiske lande ført en restriktiv fremmedpolitik, og de fleste var blevet udvist af Danmark, hvoraf 20 havnede i tyske kz-lejre og blev myrdet. Dette gav statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i 2005 en officiel undskyldning for.

Ca. 490 jøder blev fanget og deporteret til kz-lejren Theresienstadt, men her blev de behandlet bedre end jøder fra andre nationer og blev ikke deporteret til udryddelseslejren Auschwitz-Birkenau.

På den jødiske begravelsesplads er der et monument til minde om de 490 jøder, der blev fanget og deporteret til Theresienstadt. Ca. 50 kom aldrig hjem.  Fold sammen
Læs mere
Foto: ERIK REFNER.

Samarbejdspolitikken og dårlig samvittighed

Mens der er enighed om at prise den danske indsats, hersker der 75 år efter stadig dyb uenighed om årsagerne til, at aktionen kom og lykkedes. Det danske samarbejde med nazisterne var omfattende, og ca. ti procent af alle landbrugsvarer til det tyske hjemmemarked blev dækket af dansk eksport. Desuden blev der bygget cementfabrikker, broer, lufthavne og andet til tyskerne.

Dette samarbejde har givet anledning til moralske debatter og er blevet forsvaret med, at det var med til at redde jøderne i Danmark og tillige sørge for, at de ca. 490 jøder i Theresienstadt ikke blev deporteret til den sikre død i Auschwitz.

Argumentet var, at nazisterne – herunder den tyske diktator, Adolf Hitler, hans SS-leder, Heinrich Himmler, og den øverste nazistiske leder i Danmark, Werner Best – ønskede fortsat eksport og et roligt Danmark, hvor man ikke behøvede at ofre soldater.

Skruppelløse nazister

Selv om man godt kan argumentere for det synspunkt, så er det min vurdering, at andre forhold spillede ind, og det er nødvendigt at se på hændelsesforløbet i et internationalt perspektiv og ikke nøjes med det danske.

De nazistiske ledere i Danmark, anført af Werner Best, var en samling skruppelløse mænd, der havde været med til morderiske og antisemitiske ugerninger i andre dele af Europa. I Danmark forvandlede de sig til pæne forhandlere og endda i et par tilfælde humanister. Der var – ifølge min vurdering – tale om et dobbeltspil, hvor de forsøgte at redde deres eget skind ved at lade jøderne flygte og sørge for gode forhold i Theresienstadt.

I foråret 1943 var de tyske tropper begyndt at lide nederlag, og Werner Best og hans folk var begavede mænd, der havde fremragende forbindelser i det nazistiske netværk. De vidste i løbet af 1943, at Tyskland sandsynligvis ville tabe Anden Verdenskrig, og at de selv kunne risikere døden for deres ugerninger.

Den danske strategi lykkedes, og næsten alle de nu forhenværende nazistiske ledere i Danmark slap med milde domme efter krigen ved bl.a. at pege på jødernes redning. Werner Best slap således hurtigt ud af fængslet, og hans højre hånd i disse spørgsmål, Georg Duckwitz, blev endda prist for sin indsats.

Duckwitz var tyskeren, der advarede danske politikere om den forestående jødeaktion, og de advarede derefter jødiske ledere i Danmark. Efter krigen blev Georg Duckwitz ligefrem ambassadør i Danmark og siden chef i det tyske udenrigsministerium – selv om han havde været medlem af nazipartiet.

Den befuldmægtigede minister, SS-Obergruppeführer dr. Werner Best. Best var en yderst skarpsindig jurist og var den egentlige arkitekt bag redningen af de danske jøder. Men hvorfor gjorde han det? For at redde sit eget skind? Og for at give SS-lederen Heinrich Himmler flere kort på hånden i forhandlinger med vestmagterne? Det var næppe af humanistiske årsager. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix Denmark.

Som bevis for Duckwitz' humanistiske sindelag har bl.a. den danske historiker Hans Kirchhoff i sin bog »Den gode tysker« (2013) brugt Duckwitz' dagbog fra besættelsestiden. Men dagbogen er efter al sandsynlig skrevet for at sikre hans eget skind, for mens Duckwitz heri udviste stor omsorg for danske jøder, er der ingen medfølelse med jøder uden for Danmarks grænser – selv om Georg Duckwitz udmærket vidste, hvad der foregik af massakrer i de besatte områder i Østeuropa. Duckwitz handlede i tæt samarbejde med Werner Best, og sandt er det, at deres dobbeltspil sandsynligvis reddede jøderne. Det gjorde han dog ikke ud fra humanistiske motiver, men for at redde sig selv.

Foto fra 1958: Georg Ferdinand Duckwitz (th.), Vesttysklands ambassadør i Danmark, i samtale med statsminister H.C. Hansen (tv.). Duckwitz blev kaldt jødernes redningsmand, men var han andet end en tro nazist, der smart sørgede for at redde sig selv?    Fold sammen
Læs mere
Foto: VITTUS NIELSEN.

Himmlers hemmelige forhandlinger

Den anden årsag til hændelsesforløbet var, at SS-leder Heinrich Himmler fra begyndelsen af 1943, da krigslykken langsomt vendte, ønskede at indgå aftaler med vestmagterne. Han udnyttede jøderne i en række kun delvist vellykkede forhandlingsforsøg, som han holdt hemmelige for Hitler.

Mest kendt er den såkaldte Kasztner-sag, hvor jøder udveksledes for lastbiler, men Himmlers endemål var en egentlig fredsaftale. Til det formål brugte han jøder, og i en storstilet plan sendte han den ungarske jøde Joel Brand af sted for at forhandle om løsladelse af over en million jøder mod en form for fredsaftale. De Allierede ville imidlertid ikke være med til denne handel, og Joel Brand blev arresteret i Egypten.

Men under alle disse forsøg var også danske jøder en byttemulighed og et propagandamiddel. Derfor fremstillede Himmler og hans SS-netværk, herunder Werner Best, jødernes forhold som fine. I Theresienstadt blev de danske jøder vist frem i 1944 for en Røde Kors-delegation, hvor to danskere deltog.

De skrev bagefter rapporter, hvori de roste forholdene for jøderne i Theresienstadt, men de havde ikke skænket andre landes jøder en tanke eller blik. Det var en væsentlig propagandasejr for Himmlers planer, og Best var med hele vejen. I danske historiebøger fremgår det, at disse løgnagtige rapporter blot var til et dansk publikum, men nyeste forskning viser, at de blev formidlet videre til amerikanske beslutningstagere, der derfor kunne tro, at jøderne havde det fint.

Senere deltog danske jøder i en propagandafilm om de gode forhold i lejren, der også var en del af Himmlers strategi. I sidste ende kom der ikke meget ud af Himmlers forhandlingsstrategi, men det var ikke til at sige dengang, og efter min vurdering var nazisternes ønske om aftaler med vestmagterne en væsentlig faktor for at forstå forløbet i både Danmark og Theresienstadt. I Danmark kan nazisternes mærkelige og ulogiske beslutninger kun forklares, hvis vi tager de argumenter, som jeg har nævnt, med.

Det var Best, der egentlig udløste selve jødeaktionen, men det var også Best og Duckwitz, der forhindrede, at den blev en succes. De sørgede for at advare jøderne – de sikrede, at nazisterne ikke måtte bryde ind til jødiske lejligheder, og at der ikke var tyske fartøjer i Øresund, der kunne forhindre flugten. Denne krogede vej til jødeaktionen skyldtes de hensyn, Werner Best måtte tage. Han skulle imødekomme Hitlers ønske om en aktion, men samtidig følge Himmlers ønske om at bruge jøderne, og endelig skulle resultatet gerne sikre hans og hans medarbejderes skind og bevare samarbejdspolitikken. Derfor fik man først hans initiativ til at sætte en aktion i gang, så Adolf Hitler var tilfreds – og dernæst alle krumspring for at sørge for, at den ikke lykkedes.

SS-lederen Heinrich Himmler var manden bag jødeudryddelserne. Men han førte også forhandlinger med vestmagterne, hvor han brugte jøderne til at opnå fordele og måske en fredsaftale. Jødernes skæbne i Danmark og kz-lejren Theresienstadt skal ses i dette perspektiv. Fold sammen
Læs mere
Foto: STR.

Denne strategi sikrede, at hovedparten af jøderne kunne flygte, og derved havde Best og hans topfolk sørget for et jøderent Danmark og bortskaffet et problem, der kunne have generet samarbejdspolitikken. Samtidig havde de sikret sig gode kort på hånden til retsopgøret, og endelig havde de både i Danmark og i Theresienstadt givet Himmler gode kort til yderligere forhandlinger med vestmagterne om aftaler.

Moralsk omdrejningspunkt

Dermed udelukker jeg altså ikke de danske historikeres vurdering, at nazisterne ønskede et fortsat samarbejde og eksport og et fredeligt Danmark, hvor man ikke behøvede store troppekoncentrationer, og at dette var en faktor i forløbet. Men man må også se på forholdene internationalt, hvad de fleste danske historikere desværre har undladt. I bøger af bl.a. historikeren Bo Lidegaard fremlægges en naiv og konsensuspræget beskrivelse, hvor dansk samarbejdspolitik prises og gives al æren for jødernes redning. Hvis man vil bruge redningen som et moralsk modstykke til samarbejdet, så må det også med i vurderingen, at det tætte danske samarbejde sandsynlig styrkede tyskerne og i sidste ende kostede menneskeliv uden for den danske grænse, fordi krigen forlængedes og kostede liv i den sidste desperate tid.

Derfor er det min vurdering, at vi skal se hændelser både i Theresienstadt og under flugten i dette lys. Disse synspunkter fratager ikke den danske indsats vor respekt og hæder. Det er min vurdering, at de mange danskere deltog i redningen uden at kende nazisternes reaktion, og at de derved ydede deres indsats til en gerning, der stadig er et moralsk omdrejningspunkt i vor historie.

Bent Blüdnikow er journalist på Berlingske og historiker. Han har skrevet flere bøger og artikler om emnet.