Fredag den 27. oktober fremlagde regeringen den reviderede religionslov. En lovgivning, som sætter religiøse skrifter på en piedestal. Skrifter, der også anvendes som belæg for undertrykkelse af kvinder, religiøse og seksuelle minoriteter.
En sådan lov vil kun bekræfte ideen om bøgernes hellige kvalitet, selvom Bibelen jo trykkes i oplag af flere millioner. Skulle man indvende, at det handler om det indre, ikke det ydre, kunne man fristes til at henvise til Første Timotheusbrev, hvor det lyder:
Udover næstekærlighed er denne slags passager, der lyder som noget Andrew Tate kunne have sagt, ligeledes det, man vil frede. Og det kan godt være, at man ikke skal tro på alt, hvad der står i hellige skrifter, men det er der nogen, der gør. Sådanne hellige argumenter skal kunne udfordres, også hvis det indebærer et kunstværk.
For efter massiv kritik af det første udspils fokus på kunsten, mener man nu, at kunsten er fri, så længe kritikken er en mindre del af et større værk. Men hvad er definitionen på et »større værk« og »mindre del«?
Det lader til, at regeringen forsøger at undvige kunsten, men regeringen begår den fejl overhovedet at definere kunsten. For kunsten lader sig ikke kue af definitioner og især ikke fra dem med magt.
Man kunne frygte, at vi med denne lovgivning vil skabe en berøringsangst over for religion. Hvilket intet progressivt trossamfund vel ønsker sig? For hvis man virkelig mener, at de omtalte religiøse skrifter er hellige og burde beskyttes, er det så ikke bedre at nå frem til den overbevisning gennem fri tanke end tvang?
Vi kan tage afstand til de mennesker, hvis intentioner, vi er uenige i. Eller anvende de juridiske redskaber, vi allerede har. Men retten til at udfordre bøgerne gennem kunstværker bør stadig være fri. Ytringsfriheden er borgernes værn mod magten, så når regeringen vil indskrænke denne frihed må vi være kritiske.
Albert Thylstrup, retorikstuderende, København
