Medlem af Høje Taastrup Kommunes Integrationsråd Ibrahim El-Khatib byder ind i ytringsfrihedsdebatten med dels en opfordring til åben dialog og debat, så vi kan berige vores samfund med forskellige perspektiver, og dels en pointe om at ytringsfrihed skal anvendes respektfuldt og inkluderende.
Det kan lyde tilforladeligt. Reelt et det et grundlæggende knæfald for truslen om vold fra en blandet skare af religiøse fanatikere og en række mellemøstlige tyranner og despoter, som insisterer på, at ytringsfriheden har vigepligt for religionen – deres egen vel at mærke!
I ingen af de lande, hvorfra protesterne lyder mest højlydt, udviser man den respekt for andre religioner, flag og nationale symboler, som man selv påberåber sig på Koranens vegne. Det fremgår jo tydeligt, at modstanden ikke er motiveret af en principiel holdning til at beskytte religiøse følelser, men primært af ønsket om at friholde én bestemt religion – islam – fra kritik.
Afbrænding af koraner eller bibler er et voldsomt provokerende, men trods alt ikke-voldeligt statement. Derfor må det meningsfuldt være omfattet af ytringsfriheden. Afbrændingerne forstyrrer ikke i sig selv den offentlige orden. Det forstyrrende element vokser derimod ud af truslen om vold fra modstanderne og fundamentalistiske kræfters ønske om at smide benzin på bålet. Skal vi på den baggrund virkelig bøje nakken i dialogens og forsoningens navn og lade de mest voldsparate definere, hvor meget ytringsfriheden skal indskrænkes?
For mig er sagen enkel. Det handler nemlig ikke om hverken fetaeksporten, debatpli eller dialog for dialogens egen skyld. I bund og grund handler det om, hvorvidt vi er villige til at forsvare ytringsfriheden – også når det koster noget, og også når vi misbilliger den konkrete ytring.
Det handler om det sekulariserede liberale demokratis forrang for religiøse dogmer. Både Ibrahim El-Khatib og andre kæmper tilsyneladende fortsat med at forstå, at med ytringsfrihed følger naturligt retten til på ikke-voldelig vis at krænke og udvise foragt uden at skulle frygte for liv og lemmer.
Som radikal er det mig magtpåliggende at kæmpe for religionens ubetingede vigepligt. Det gælder i øvrigt en reaktionær islamisme såvel som en fundamentalistisk kristendom.
Forudsætningen for en vellykket politisk-religiøs samfærdsel i et liberalt demokrati er nemlig, at vigepligten overholdes. Så er det i øvrigt græsk-katolsk om chaufføren er kristen, muslim eller hindu! David Munis Zepernick, kandidat til Europa-Parlamentet (R)
