Der arbejder i dag hele 12.500 fuldtidsansatte i de 94 jobcentre. Det er faktisk en stigning på 2.000 mere end for ti år siden, på trods af at ledighedsprocenten ellers er faldet til historisk lavt på 2,5 procent, hvilket defineres som mere end fuld beskæftigelse. Samtidig med væksten i jobcentrene har vi set eksempler på, at de ikke formår at iværksætte folk. For eksempel havde de tre københavnske jobcentre ikke henvist en eneste person til et job.
Dog skal vi ikke negligere jobcentrenes hidtidige indsats. Ifølge undersøgelser fra KL har mange af dem, der har været forbi jobcentrene, haft en delvist positiv oplevelse. Desværre er der også nogle historier, der stikker negativt ud.
Der var for eksempel en hjerteskærende historie om, at næsten blinde Carol fra Næstved blev tvunget ud i en brugs, hvor hun skulle tjekke datomærker. Carol blev psykisk ødelagt af i otte måneder at gå rundt i en brugs og føle sig til grin. For brugsen betød det, at der lå mug på hylderne, da hun ikke kunne se datomærkerne, selvom hun brugte en lup. Mennesker som Carol skal selvfølgelig direkte på en førtidspension uden også at blive ødelagt psykisk.
Det er næsten ikke til at fatte, at staten bruger arbejdskraft til at koste rundt med andre og i visse tilfælde ikke lave noget, når vi er i en tid, hvor der som aldrig før er brug for arbejdsudbudsreformer. Vi står over for en stigende ældrebyrde, lav ledighedsprocent og høj efterspørgsel efter arbejdskraft fra erhvervslivet, sygeplejersker, læger, lærere, m.fl.
Da Claus Hjort Frederiksen i 2007 indførte jobcentrene, var det ellers med begrundelsen, at der skulle etableres et samlet, forenklet beskæftigelsestilbud. Men i dag vil jeg snarere argumentere for, at det har været præget af mere administration og svingende resultater.
Erik Danskov Frederiksen, arbejdsmarkeds- og erhvervsordfører, Venstres Ungdom
New Denglish ordbog
En ny opdateret udgave af den danske ordbog er netop udgivet. Den burde måske hellere hedde Denglish ordbog, eftersom der er et stigende antal tillempede engelsk/amerikanske ord, som der faktisk findes gode danske ord for. Det gode danske vokabularium risikerer en dag at komme i mindretal.
Man kunne for eksempel lave et kapitel med de nye Dengler, eller hvad man vil kalde dem, så resten af ordbogen beholder sin oprindelse i det danske sprog.
En del af »denglerne« er ofte engelsk eller amerikansk slang, så man kunne også bare medtage dem i den danske slangordbog.
Jeg ved godt, at modargumentet er, at sproget jo forandrer sig hele tiden, og man skal ikke være en gammel surmule, der ikke vil følge med tiden. Holberg havde fat i det, da han lod Jeppe sige: »tal dansk, din sorte hund« til advokaten i »Jeppe på Bjerget«.
Men lidt mere respekt for vores gode, gamle danske sprog, har man da lov at ha’.
Carl Dawids, København
Dialogmusik
Tak til Palle Armstrong for at bringe problemet op med musik til debatter osv. på tv. Det er distraherende og unødvendigt. Efterhånden er vores liv ledsaget af musik, ude som inde. Mere eller mindre. Vi er mange, der gerne vil have mindre, meget mindre, som i intet.
Lotte Sass, København
Historisk fejl
Det er altid ærgerligt, når uddannede historikere afslører, at de selv har problemer med historiske facts. Historikeren Nina Søndergaard har i Berlingske skrevet en kronik om kvinder, der hædres med kongelige medaljer.
Men når hun begynder at skrive om dronning Margrethe som nyfødt prinsesse i 1940, går det galt. Kronikøren skriver, at prinsesse Margrethe var kronprinsesse i 1940. Det antydes hermed, at hun i 1940 indgik i arvefølgen til den danske trone. Men det gjorde hun ikke. Først i 1953, da vi fik en ny arvefølgelov, blev hun tronarving. Men hun har aldrig været kronprinsesse. I Danmark er en kronprinsesse en prinsesse, som er gift med en kronprins. Derfor omtalte man fra 1953 prinsesse Margrethe som tronfølgeren prinsesse Margrethe. At det i Sverige er anderledes, er en helt anden sag.
Desværre kommer man meget ofte ud for, at der i aviserne – og også i visse fagbøger – er alvorlige historiske fejl, og nogle af disse irriterende fejl skyldes endda historikere.
Mogens Nørgaard Olesen, Frederiksværk
Nordens forsvar
Det burde indgå i vores overvejelser at danne en nordisk union med Sverige, Finland, Norge og Island.
Fordelene er store. Med 27 millioner indbyggere og et forsvarsbudget (ved tre procent af BNP) på 380 milliarder danske kroner ville vi være en hård nød at knække for Rusland. Andre stormagter ville tænke sig om to gange, inden de overvejede at angribe Norden.
Man kunne måske overveje resten af landende omkring Østersøen, Letland, Estland, Litauen, Polen og Tyskland som en del af et forsvarssamarbejde. Det ville give et forsvarsbudget på 1.550 milliarder kroner. Det vil gøre det håbløst for Rusland at angribe os.
Godt nok brugte Rusland sidste år 3.300 milliarder kroner på forsvaret, men det er ved at rive deres land i stykker. De kan ikke blive ved med det. Det er godt, at næsten hele EU vil være med i et større forsvarssamarbejde, men man kan ikke være helt sikker på den sydlige del af EU. Hvad gør Italien og Spanien, når det kommer til stykket. Frankrig tænker først og fremmest på sig selv. Vil de udstrække deres atomparaply til også at dække over os?
Men først og fremmest: Mette Frederiksen, fortsæt dit gode arbejde.
Henning Bastian, Gentofte
Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk
