Det fremgår af Berlingskes leder 13. maj, at udbyttet af den overvågning der finder sted af finansielle transaktioner, ikke står i forhold til den byrde, det er for bankerne, hvor alene Nordea og Danske Bank har måttet ansætte flere end 6.000 medarbejdere til at udføre overvågning og indberetning. 

Finansverdenen er dog ikke den eneste, der må stå for skud for centraladministrationens kontrolhysteri.

I et udkast til en bekendtgørelse, der har til formål at sikre, at vandselskaberne opfører sig »markedsmæssigt«, skal Vandsektortilsynet have fuld indsigt i vandselskabernes bogholderi. 

Det enkelte vandselskab skal derfor efter kalenderårets udløb indsende alle bogførte posteringer i året, herunder angivelse af, hvem beløbet er modtaget fra eller betalt til, og hvad betalingen vedrører, i det omfang dette fremgår af vandselskabets bogføring. Undtaget fra indsendelsen er alene de betalinger, der er modtaget fra forbrugerne.

For at håndtere disse indberetninger skal Vandsektortilsynet etablere et system, der kan modtage og rumme 227 vandselskabers mere eller mindre detaljerede bogholderiposteringer fra forskellige erp-systemer m.fl., som man så kan kigge i, for at se om selskabet har ageret markedsmæssigt. 

Dette, selvom vandselskabet i samme bekendtgørelse pålægges at indsende en oversigt over aftaler med koncern- eller interesseforbundne virksomheder, samt en oversigt over vandselskabets øvrige væsentlige aftaler. Disse oversigter skal for hver aftale indeholde oplysninger om aftalens parter, aftalens genstand og kontraktsummen.

Vandselskaberne arbejder under »hvile i sig selv« princippet, de er underlagt en økonomisk regulering, og alle større anlægsopgaver udbydes. Derudover har de en ansvarlig bestyrelse med indvalgte forbrugerrepræsentanter, ligesom de er underlagt revisionspligt. Endelig påser revisor også, at der ikke er sket udlodninger til en ejerkommune.

Udkastet til bekendtgørelsen rejser derfor spørgsmålet om, hvad baggrunden for dette voldsomme tiltag er? Det, der mest har bragt vandselskaberne i medierne, er forhold omkring vandkvaliteten, ikke om økonomisk uredelighed.

Og hvad forventer Vandsektortilsynet at kunne finde i bogholderitransaktioner, der skal påvise, at vandselskabet ikke har opført sig »markedsmæssigt«, nu selskabet ikke må tjene penge? I givet fald kan der kun være tale om ubetydelige forhold, som ikke kan begrunde et nyt kontrolsystem. Som i finanssektoren vil udbytte ikke stå i forhold til indsats.

Hvorfor så? Min tese er, at Energistyrelsen helt ukritisk og unuanceret har fået lov at gå »kontrol-amok«. Men jeg hører gerne, hvilket udbytte der forventes af kontrollen med »markedsmæssighed«, for der er vel en analyse heraf?

Vagn Bech, forbrugerrepræsentant, Glostrup Vand og Spildevand