Der er akut mangel på arbejdskraft, og kigger vi et par år ud i fremtiden, kommer vi til at opleve en (endnu) større mangel på faglært arbejdskraft. Særligt den grønne omstilling skal nemlig i høj grad realiseres af dygtige faglærte håndværkere.

Sådan har billedet i virkeligheden været i mange år. Når jeg tænker 20-30 år tilbage kan jeg huske, at vi på skift har manglet ingeniører, lærere, pædagoger, sygeplejersker, læger, it-professionelle og STEM-uddannede. Sjovt nok har vi aldrig manglet cand.mag.'er i historie eller litteratur, kommunikationsuddannede, designere eller folk, der gerne vil arbejde indenfor tv-branchen. Alligevel uddanner vi dem i hobetal. Det tegner et billede af en uddannelsespolitik, der er drevet af alt andet end at dække det behov, som arbejdsmarkedet har.

Flere taler om, at akademikere er forkælede, når de ikke vil tage et rengøringsjob. Men det er samfundet selv skyld i, fordi vi gennem 5-6-7-8 år har kastet millionvis af kroner efter at uddanne dem. Så selvfølgelig har akademikerne en forventning om, at de kan få arbejde inden for deres fagområde.

Svigtet starter på samfundsniveau, fordi vi er alt for ukritiske i vores tilgang til uddannelse. Derfor er vi nødt til at have en alvorlig samtale om, hvordan vi indretter vores uddannelsessystem, så det rent faktisk dækker arbejdsmarkedets behov.

Christoffer Susé, administrerende direktør i Håndværkerforeningen København

Sorg som diagnose

En kronik i søndagens avis, omhandlende sorg, er læseværdig. Den udspringer fra et speciale, forfattet af Josefine Rode Bæk (kandidat i Sundhedsfremme og Sundhedsstrategier) i samarbejde med Det Nationale Sorgcenter.

Rode Bæk blev som nybagt mor uventet ramt af sorgen over tabet af sin egen mor De store følelser, der kommer i spil ved for eksempel en fødsel, kan bringe gemte følelser op til overfladen og tydeliggøre vores evne til at lagre følelser og minder.

Ingen går igennem livet uden at møde sorgen, som er et livsvilkår. Sorg forsvinder ikke, det er en følelsesmæssig amputation, som kan give fantomsmerter længe, men sorgen kan integreres i livet, hvilket forfatterne også påpeger.

Den svære øvelse er at tale om sorgen og tabet og ikke mindst at lytte, være til stede, når vi bliver vist den tillid, det er at blive inkluderet i et andet menneskes sorg.

Nu er sorgen så blevet en diagnose, den bastante sorg altså, som rækker ud over seks måneder og gør den sorgramte indesluttet, deprimeret og ramt af håbløshed. Er der en manual, som tilskriver, at sorg indenfor seks måneder er normal og derefter bliver transformeret til en sygdom?

Mennesker reagerer ikke ens på sorg, hverken følelsesmæssigt eller tidsmæssigt. Jeg har svært ved at se, at det skal blive nemmere at forlige sig med sorgen, nu kaldet sorgdiagnose.

Diagnoser bliver stillet med en forventning om et behandlingsforslag, hvad mon behandlingen er her?

Irene Bjerrehuus, København

Knæfald for provins-Venstre?

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, indtager en markant position med sine skarpe udmeldinger til Socialdemokraterne i de igangværende landbrugs- og klimaforhandlinger. Rart »at mærke en nerve« fra en ellers ret udvisket profil.

Konstateres kan det også, at det udgør en markant støtte til den del af Venstre, som er forankret i provinsen. Samme modstandsiver blev ikke udvist, da man forhandlede og efterfølgende deltog i ændringerne af udligningsordningen, hvor »blå stemmer« reelt blev pantsat til Socialdemokratiet; men her er der jo også tale om en vælgerskare fra by-Venstre, som ofte er hjemmehørende i de rige storbyer, ikke mindst østover og i øvrigt, hvor Venstre ofte ikke indtager borgmesterposten.

Med andre ord: Venstres positionering i landbrugs- og klimaforhandlingerne ligner endnu et knæfald for fraktionen af provins-Venstre.

Lennart Jønsson, Hellerup