DR-dokumentaren om »Skolens tabte børn« har fået en lang række fagfolk, politikere og forældre til tasterne. Det forstår jeg godt. Dokumentaren er godt skruet sammen og et ærligt vidnesbyrd om, hvor svært det er at stå i en situation, hvor skolen ikke længere er et sted, man kan være.
Vi kan ikke undgå at blive berørte. Den rammer alle forældre på usikkerheden – gør vi det rigtige? Gør vi det godt nok? Vi bliver alle rystede over den umenneskelige ventetid på afgørelser. Der bliver kaldt på handling NU.
For mig er intet af det, som vi ser, nyt. Familierne i dokumentaren ligner de familier, som vi arbejder med på MIR. Vi, der er fagprofessionelle på området, har i en lang årrække forsøgt at råbe op om problemerne. Forældre, forskere, foreninger, skolefolk og pædagoger har igen og igen forsøgt at adressere de stigende udfordringer på området. På sidste års folkemøde tror jeg, at »mistrivsel« og »skolevægring« var de mest gennemgående ord i overskrifterne på debatterne. Men det har været som at slå i en dyne.
Det, der gør mest indtryk på mig i dokumentaren, er, at vi er nået så langt ud, at der er brug for, at forældre udstiller deres – og ikke mindst deres børns – allermest sårbare sider. At vi skal se børnenes nedsmeltninger og forældrenes tårer på nationalt tv, før politikerne vågner op til handling.
Kan det være rigtigt, at politik efterhånden udelukkende er reaktioner på subjektive historier? Det ender i bedste fald med symptombehandling for at tilfredsstille de kritiske røster.
Hvem tør tage fat om nældens rod og lave det store arbejde med at forstå, hvorfor børn ender i så voldsom mistrivsel? Hvis nogen med reel magt bliver modig nok til at undersøge både hvorfor, og hvad der skal til, så er jeg klar på at byde ind. I ringer bare.
Katrine Nordvig, direktør på MIR Skolerne
Satire i Berlingske
I anledning af tyveåret for Muhammed-tegningerne bragte Berlingske en hyldest til satiren som en vigtig del af ytringsfriheden.
Det er dog paradoksalt, at det netop er Berlingske, som betoner vigtigheden af satire.
Samme Berlingske, der selv har lukket for satire i egne spalter.
Tidligere var der morsomme og satiriske indlæg som »Groft sagt«, »RokkoPosten«, »Sværtegade« og – ikke mindst – en daglig satiretegning af Jens Hage, Lars Andersen, m.fl. Tegninger, der i sig selv næsten kunne retfærdiggøre abonnementet.
Nu er der til gengæld næsten dagligt adskillige sider med omtale og anmeldelse af vinbarer, restauranter, kokke, gourmetmad og dyre vine. Ofte skrevet i en krukket opblæst stil, der – ironisk nok – kunne lede tanken hen på ufrivillig satire.
Mogens Olsen, Allerød
Stem Palæstina – det er kommunalt
Charlotte Frejlev (LA) kalder vores kampagne Stem Palæstina for »issue hijacking« og påstår, at Palæstina ikke hører hjemme i en kommunalvalgkamp.
Men en ny undersøgelse fra Wilke for Radio4 viser noget helt andet: Næsten hver fjerde dansker foretrækker at stemme på en kandidat, der er mere positiv over for Palæstina end Israel. 22 procent stiller sig altså aktivt på palæstinensernes side.
Det betyder, at Palæstina faktisk er en vælgerprioritet – også i Danmark. Når så mange danskere siger, at de vil stemme på kandidater, der tager stilling, er det ikke en afsporing af kommunalvalget. Det er en demokratisk realitet.
Lad os være helt klare: Vores krav er ikke udenrigspolitik. Vores krav er kommunalpolitik.
Og i København er sagen helt konkret: Kommunen har investeringer for 1,2 milliarder kroner i virksomheder, der ifølge FNs særrapportør Francesca Albanese er direkte medskyldige i folkedrab, apartheid og ulovlige bosættelser. Det er københavnernes egne skattekroner, der bruges til at finansiere overgreb. At stille krav om at trække de penge ud er ikke udenrigspolitik – det er lokalpolitik.
Når vi desuden kræver, at kommunen tager ansvar for at bekæmpe racisme og beskytte ytringsfriheden for propalæstinensiske stemmer, så taler vi om hverdagen i København. Om hvordan vi skaber en tryg, retfærdig og demokratisk by for alle.
Derfor er Stem Palæstina ikke et forsøg på at »mose« en sag ind i valgkampen. Det er et svar på dét, som vælgerne efterspørger, og på de konkrete beslutninger, som kommunalpolitikerne træffer med vores penge.
Stem Palæstina er partipolitisk uafhængig, og vi har kun ét formål: at give københavnerne mulighed for at stemme på kandidater, der tager menneskerettigheder alvorligt – også når det gælder vores bys investeringer, vores borgeres tryghed og vores kulturinstitutioner.
Hvis det ikke er lokalpolitik, hvad er så?
Hvis næsten hver fjerde dansker vil stemme propalæstinensisk, er spørgsmålet ikke, om det hører hjemme i kommunalvalget. Spørgsmålet er, om kandidaterne tør lytte til vælgerne.
Muhanad Al Hasan og Huda Al Kabani, talspersoner for »Stem Palæstina«
Kultur?
Berlingske har 3. oktober under overskriften »Kultur« en hel side – endda forsiden af kultursektionen – om tv-programmet »Gift ved første blik«.
Det må vist siges at være en total vildførelse af læserne. Hvad er der dog sket med »Tantens« opfattelse af begrebet »kultur«?
»Gift ved første blik« – et såkaldt realityprogram – er den absolutte antitese af kultur: plat, blasfemisk, fordummende, nedværdigende tomgangsunderholdning, som burde være bandlyst i vores public service-DR.
Jeg ville forvente, at Tanten ville holde sig for næsen og totalt ignorere dette patetiske produkt.
Men i stedet udbasuneres det som »kultur« med store typer.
Hvor dybt kan man synke, Tante dog!
Peter I. Hinstrup, Nærum
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
