Partier som Enhedslisten og Frie Grønne samt initiativet Stem Palæstina forsøger at mose den palæstinensiske sag ind i kommunalvalgkampen i København. Det er undergravende for det lokale demokrati.
I lighed med mange andre danskere følger jeg Israel-Palæstina-konflikten gennem nyhederne. Al den krig, død og ødelæggelse gør mig trist – men det fylder ikke meget i min hverdag som københavner.
Som kandidat til kommunalvalget er jeg langt mere optaget af de konkrete udfordringer, vi kan ændre på her: boliger, børnehaver og badezoner.
Alligevel oplever jeg et stigende pres for, at en udenrigspolitisk dagsorden skal fylde i valgkampen. Til lokale foreningsdage møder Enhedslisten op med »Anerkend Palæstina«-plakater, og Teknik- og Miljøborgmester Line Barfod har i nationale medier kritiseret overborgmesterkandidat Pernille Rosenkrantz-Theil fra Socialdemokratiet for ikke at stemme som Enhedslisten i Folketinget.
Frie Grønne står uden reel betydning i København, men deres strategi synes at være at mobilisere bestemte vælgergrupper gennem konflikten i Mellemøsten. Det kan man kalde kynisk, men vigtigere er, at det skubber fokus væk fra de beslutninger, der faktisk former københavnernes hverdag.
Senest er jeg blevet inviteret til at underskrive kampagnen Stem Palæstina, hvor jeg som kommunalvalgskandidat skulle forpligte mig til at arbejde for den palæstinensiske sag.
På engelsk kaldes det issue hijacking: når nogen forsøger at kapre en debat og skubbe deres mærkesag ind, selv om den ikke hører hjemme. Det er en afsporing af det, kommunalvalget handler om.
Der skal naturligvis være plads til engagement i internationale spørgsmål. Men hvis en konflikt i et fremmed land er den eneste politiske sag, man bringer med til en kommunalvalgkamp, kalder det på en demokratisk selvransagelse.
Charlotte Frejlev, kandidat til Københavns Borgerrepræsentation for Liberal Alliance
Ingen er for ung til rettigheder
Ungarbejdere i Danmark er officielt beskyttet af arbejdsmiljølovens regler. Man skulle derfor tro at dette medførte en retfærdig løn og ordentlige arbejdsforhold. Men nej!
I stedet skal vi unge finde os i urimelige arbejdstider, få pauser og et gråzonepræget sygemeldingssystem, alt sammen for knap en 50er i timen.
Dette gælder især private og selvstændige virksomheder uden tilknytning til en fagforening. Ofte er disse virksomheder pressede på medarbejdere, hvilket fører til yderligere overtrædelse af rettigheder.
Det kan måske lyde som en undskyldning for dovenskab eller en manglende vilje til at sige fra. Men sandheden er, at de fleste unge enten ikke kender deres rettigheder eller er blændet af pligtopfyldnings-tankegangen, man hurtigt bliver påduttet på arbejdspladsen.
Vi lærer hurtigt at sige ja- men ingen lærer os at sige fra. Der er selvfølgelig regler som skal forhindre overtrædelser af arbejdsvilkår, men der er næsten ingen praktiske reguleringer. Selvfølgelig skal unge mennesker lære at tage ansvar på jobbet men det hjælper, at der er voksne på arbejdspladsen, der gør det samme.
Karla Furbo Isbrand, 17 år, København
Manglende konkurrence
For fem år siden ringede jeg til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen for at gøre dem opmærksomme på, at der ikke så ud til at være nogen som helst konkurrence på diesel- og benzinpriserne på danske tankstationer.
Det var styrelsen fuldstændig ligeglad med. Sagen er, at der typisk er 10 øres forskel på priserne mellem bemandede og ubemandede stationer, ellers er priserne fuldstændig ens, og det giver jo ikke bilisterne indtryk af, at der findes nogen konkurrence på området. Jeg har haft kørekort i over 50 år, og før i tiden kunne man finde forskelle på omkring 20 øre pr. liter på forskellige benzintanke.
Berlingske interviewede 20. september transportminister Thomas Danielsen (V) og erhvervsminister Morten Bødskov (S) om emnet, men med vanlig politikersniksnak kom der ikke nogen klare svar ud af det.
Thomas Danielsen udtalte, »at danskerne skal betale den rigtige pris i et marked med konkurrence«. Mage til sludder skal man da lede længe efter, for hvad er »den rigtige pris«, når der tydeligvis ikke er nogen konkurrence på området?
Michael Falkendorf, Vipperød
Skolevægring og mistrivsel
Debatten om skolevægring og børn i mistrivsel raser. Nuancerne kommer til hen ad vejen og tegner et skamfuldt billede af børn og forældre i dyb krise, et magtesløst skolesystem, lærere og pædagoger, der flygter fra deres fag og nogle politikere, der holder vejret og forsøger at mene noget med stemmer i.
Det er ikke godt nok, og vi kan ikke være det bekendt.
Der er ingen tvivl om, at løsningerne koster penge, og kræver et endeligt opgør med en inklusionspolitik, der aldrig har fungeret. Ideen om, at vores almindelige skolesystem skal kunne rumme stort set alle børn uanset behov og vanskeligheder, er fin og smuk på papiret.
Men den fungerer ikke i virkeligheden!
Der er mange børn med særlige behov, der ikke kan eller skal rummes i et almindeligt skoletilbud, og konsekvenserne er tydelige for enhver, der færdes ude på skolerne. Vi presser alle børn i bestræbelserne på inklusion. Børn, der presses, reagerer. Jo mere pres des voldsommere reaktion. Det er helt naturligt.
Nogle af de reaktioner, som vi oplever ude på skolerne, er meget voldsomme, både for de børn, der reagerer, fordi det hele er alt for svært, men også for de børn, der ser på fra sidelinjen. Og også de voksne, der oplever ikke at løse opgaven. Børn, der råber, nægter, slår, sparker, truer og gør vold mod sig selv og andre er hverdagskost på rigtig mange skoler. Det er utrygt, og påvirker alle børn og voksne.
Der er ingen vindere, og børnenes eneste vej ud og væk er at blive hjemme.
Så, kære politikere – hvad med at bruge nogle milliarder på vores børn?
Thomas Skovbo, viceskoleleder
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk