Vi elsker Københavns natteliv. Der er så mange små og store barer i brokvartererne og Indre By, hvor man kan mødes med venner og få et par øl eller drinks. Og lige nu savner vi det helt vanvittigt.

Derfor er det trist, at Alternativet nu snakker varmt for en plan, som vil være dødsstødet til mange af barerne og begrænse festen til nogle få områder. Og at Enhedslisten bakkede op om planen, indtil den begyndte at fylde i medierne.

Planen går blandt andet ud på at begrænse antallet af natbevillinger, så flere barer skal lukke til midnat, og den vil nærmest helt sætte en prop i muligheden for nye bevillinger i store dele af byen, mens der skal være enkelte særlige områder, hvor man kan få lov at feste.

Men det er et misforstået hensyn til naboerne at tro, at man redder deres nattesøvn ved at tvinge barerne til at lukke til midnat. For hvad gør de unge så? Går de bare hjem i seng, eller flytter de festen til de få områder, hvor Enhedslisten og Alternativet vil give københavnerne lov til at få et par øl efter midnat? Måske. Eller også skruer de op for musikken hjemme i lejligheden eller ude på gaden, og så er natteroen i hvert fald aflyst for naboerne.

Alle os, der bor i lejligheder i København, kender nok oplevelsen af, at naboerne holder fest, og man ligger i sengen og glæder sig til klokken bliver tolv, hvor de har lovet at slukke musikken og flytte festen ud i byen. Den situation skal vi ikke vende om, så de kommer hjem og fortsætter festen efter midnat i stedet.

Nattelivet er med til at gøre vores København til noget særligt. Vi har ikke bare en enkelt gade eller nogle få områder, hvor man kan søge hen, når man vil ud. Hvert brokvarter har sit eget liv, og i Indre By vrimler det både med festglade københavnere og turister. Det er fantastisk, og det skal vi værne om.

Men ja, selvfølgelig er der problemer, og der er masser af naboklager, som er velbegrundede. Derfor skal der være styr på, at barerne overholder deres bevillinger, og der skal selvfølgelig også være mulighed for at diskutere, hvor barer og diskoteker kan få lov at åbne. Og meget mere.

Men forbudshammeren skal pakkes væk!

København er en levende storby, hvor vi bor tæt sammen og tager hensyn til hinanden. Det kan vi godt håndtere uden forbudspolitik, som vil dræbe det natteliv, vi kender og elsker.

Astrid Aller, medlem af borgerrepræsentationen, SF, Carl Valentin, medlem af Folketinget, SF, Kira Marie Peter-Hansen, medlem af Europa-Parlamentet, SF

Test alene er ikke nok

Test er helt tydeligt ikke nok, hvis det ikke sikres, at personer, som er smittet med corona, og i særdeleshed med en af de farlige varianter, overholder anbefalingerne om at gå i selvisolation.

Med det vedvarende høje smittetal i blandt andet Ishøj tyder meget på, at en del smittede lader hånt om anbefalingen. Derfor undrer det mig, at vi ikke hører om, hvilke konsekvenser det får, hvis en person, der er testet positiv, alligevel bevæger sig ud blandt andre.

3. marts kunne man høre, at der er fundet en person, som er smittet med den brasilianske variant P.1. På spørgsmålet om, hvorvidt vedkommende er gået i karantæne, svarer den spurgte myndighed iflg. BT: »Vedkommende skulle gerne have fulgt anbefalingerne om test og isolation.«

I betragtning af at P. 1 er både mere smitsom og har stærke undvigelsesmekanismer overfor antistoffer, forstår jeg ikke det svar. Her burde de myndigheder, der har fundet frem til personen, sikre, at vedkommende er gået i isolation. Omkostningerne ved pandemien er nu så høje, at det må undre, at en anbefaling ikke for længst er blevet erstattet af et ansvarspådragende påbud. Efterkommes det ikke, bør det have konsekvenser, så kære Magnus Heunicke, her venter en opgave på din øjeblikkelige indsats.

Johannes Lundstrøm, Glostrup

Badehotellet og rigstelefonsamtaler

I »Badehotellets« episoder fra 1941-42 forbinder telefonen let og smertefrit København med det nordjyske. Det giver fortællingen en fin bredde, men samtidig et fejlagtigt indtryk af en del af vores historie. For indtil adskillige år efter Anden Verdenskrig var telefonsamtaler over lange afstande ensbetydende med lange ventetider, ofte på flere timer.

Ved bestilling af en »rigssamtale« blev man af telefonisten på den lokale central stillet om til en telefonist på den nærmeste af landets godt 50 rigstelefon-centraler, hvor bestillingen blev noteret; men da antallet af fjernledninger var meget begrænset, kunne der gå lang tid, inden der var en ledig forbindelse til en telefonist på den rigstelefon-central, der lå tættest ved abonnenten med det bestilte nummer. Når ledningsforbindelsen var klar, blev samtalen anmeldt hos modtagerabonnenten og klarmeldt hos bestilleren af telefonister på de respektive to centraler.

Søren Nielsen, Virum

Nu må støttepartierne kræve klimahandling

Nu starter forhandlingerne om et delmål for 2025 mod de magiske 70 procent i 2030, som klimaloven foreskriver.

Regeringens »plan« for omstillingen er at vente til sidste øjeblik, hvor umodne og ukendte teknologier skal komme dumpende og redde os. Derfor har de spillet ud med et delmål på 46-50 procent i 2025, som vil udskyde klart størstedelen af reduktionerne til årene lige før 2030. Men »vent og se«-strategien virker ikke og kommer ikke til det. Klimatruslen er nu så akut, at vi er nødt til at sætte ind i dag med alt, hvad vi har.

Regeringens egne eksperter i Klimarådet kritiserede da også i sidste uge regeringens strategi i skarpe vendinger. Situationen er »kritisk«, står der i Klimarådets opsummering.

Derfor bliver forhandlingerne af 2025-målet nu den ultimative test af støttepartierne – for det er nu, de må kræve den nødvendige klimahandling af en tonedøv regering. Det er nu, at de må trække en stor, fed streg i sandet.

Hvis vi ikke får et reelt 2025-mål, behøver regeringen dybest set ikke løfte en finger resten af regeringsperioden. At udskyde klimahandlingen til efter 2025 svarer til at opgive 70 procentmålet.

Socialdemokratiet er tonedøv. Så kære støttepartier: Kan vi regne med jer?

Christian Fromberg, aktivist I Den Grønne Studenterbevægelse, København

Lad de ledige komme i gang ude på virksomhederne

Rigtig mange, både arbejdsgivere og lønmodtagere, sidder i disse dage derhjemme og ønsker, at virksomhederne må komme i gang igen med at producere, sælge og handle.

Og nogle af dem, der savner at høre virksomhederne lukke dørene op igen allermest, er de ledige, som higer efter at komme ud og vise deres værd.

Dele af Danmark er genåbnet, og nu skal vi til at diskutere, hvordan og hvornår Danmark gradvist skal genåbne. I de diskussioner skal der også være tanke og blik for de ledige, som i meget lang tid ikke har haft mulighed for at komme i for eksempel virksomhedspraktik eller løntilskud.

I meget lang tid har netop denne gruppe ledige måtte undvære gode veje ind til arbejdsmarkedet. Både virksomhedspraktik og løntilskud giver ledige muligheden og chancen for at vise virksomhederne, hvad de duer til. Men vejene har været corona-lukkede i lang tid.

Vi ved, at jo længere tid, man går ledig, jo sværere er det at finde vej tilbage til arbejdsmarkedet, og når vi netop har en aktiv og virksomhedsrettet beskæftigelsesindsats, er det for at undgå, at dygtige folk sidder derhjemme uden at bidrage til samfundet længere end højest nødvendigt.

Vi skal have de ledige i sving til gavn for dem selv, virksomhederne og samfundet.

For Danmark er et lille land, og både under og efter pandemien har vi brug for, at alle bidrager. Der er på flere måder en stor coronaregning foran os. Vi skal gøre, hvad vi kan, for at få den gjort mindre. Meget skal prioriteres, det ved vi godt, men beskæftigelsesindsatsen skal med i overvejelserne.

Og selvfølgelig skal der være godt med sprit, afstand, test og den sundhedsmæssige fornuft, som det seneste år har lært os. For de ramte ledige bør altså ikke vente helt til hverken sommer eller efterår for at komme videre.

Brian Mikkelsen, administrerende direktør, Dansk Erhverv og Cecilia Lonning-Skovgaard, beskæftigelses- og integrationsborgmester, København, Venstre