Jeg er en uansvarlig pårørende

Jeg er en af de flæbende, umodne og uansvarlige pårørende, der for nylig har fulgt min mor til plejehjemmet, hvor hun nu bor. Evnen til at klare en hverdag i egen bolig er der ikke mere efter en serie blodpropper i hjernen i starten af året.

Kathrine Lilleør (KL) giver en ordentlig omgang voksenskældud 11. august. Noget med en manglende evne til at blive vokse og en velfærdsstat, som, vi må forstå, opbevarer sine gamle borgere (hvoraf de fleste hverken kan se eller høre) i ildelugtende boliger.

At chokeres over en gammel dame uden tørklæde, mens hun går tur med en plejer, er at regne for en ubetydelighed i det, der formentlig har været og er en længere proces med tab af forskellig art i den sidste del af livet.

Lilleør skriver, »når den tid kommer«, for det er vel en af de helt centrale udfordringer (og ofte af den smertelige slags) ved denne livsfase, at vi ikke aner, hvordan den vil udvikle sig, og derfor har vi rigtig svært ved også at forberede os på den.

Er det et pludseligt hjertestop, en langvarig sygdom med lammelser og behov for hjælpemidler eller et stille, sidste suk, der venter?

Hvis Lilleør har håndbogen til den sidste livsfase, der som »Bogen om barnet« beskriver udviklingen fra lorteble, broccolimos på gulvet og blå mærker efter drabelige styrt til løsrivelse og fod under eget bord, håber jeg, den bliver delt. Man kan formentlig bare vende om på rækkefølgen.

Som pårørende aner jeg ikke, hvad det næste bliver i »livets gang«. At dømme efter flere i min omgangskreds, der lige som jeg har gamle i familien, bruger vi utroligt meget tid og energi på at være voksne – og vi flæber ikke, men indimellem fælder vi en tåre af kærlighed.

Lone Hansen, Nykøbing Sj.

Lemp reglerne for ungarbejde

Vi som liberale tror på livet, på håbet og på fremtiden. På at mennesker grundlæggende selv ved, hvad der er det bedste for dem selv, både unge og gamle. Den tillid har systemstaten ikke, når den begrænser 15-17-årige, der går i skole, til kun at måtte arbejde to timer på en hverdag og 12 timer på en uge.

Det giver god mening, at man gerne vil beskytte unge. Men at en 17-årig ikke må tage to syvtimersvagter i en weekend, fordi de ikke må arbejde over 12 timer på en uge, er for os helt uforståelig. Især når det giver mening i livet for unge at have et arbejde. De får mulighed for at tage ansvar og være noget for andre. Faktisk kan man sige, at man bliver almendannet af et fritidsarbejde. Og som samfund vil vi netop gerne have, at unge bliver dannet.

Det er også ulogisk for mange virksomheder, at man højst må have en 17-årig i arbejde to timer på en hverdag. Det er faktisk lige så ulogisk som kun at give en teenager to timers adgang til en buffet, men forvente at de stadig spiser sig mætte til resten af ugen. For virksomheder resulterer det i besvær med mange medarbejdere, som har korte arbejdstider, samt besvær for unge at transportere sig for blot at arbejde to timer for derefter at tage hjem igen.

Så vi tror ikke bare på, at unge skal kunne arbejde sølle to timer. De unge ved, hvad der er bedst for dem selv, og vi tror på, at de kan tage ansvar for deres eget liv, enten selv eller med hjælp fra deres forældre.

Erik Danskov Frederiksen, Sorø, og Marius Carlsen, begge Venstres Ungdom

Det kaldes »scholzing«

Den politiske cigarføring var høj, da man besluttede, at staten skulle genåbne ammunitionsfabrikken i Nordjylland for at kunne forsyne Ukraine med hårdt tiltrængte artillerigranater. Som alle ved, er mangel på artilleriammunition et enormt problem for Ukraine.

Lørdag 24. august kunne avisen imidlertid afsløre, at det var blevet besluttet at udsætte opstarten af granatproduktionen, så den første granat tidligst kan leveres i 2027. Staten kunne have udpeget en virksomhed til at gå i gang direkte. Men nu var det blevet besluttet i stedet at sende det i udbud, hvem der skal stå for driften. Deraf den betydelige og unødvendige forsinkelse.

Der findes et ord for den slags, nemlig »scholzing«. Udtrykket er opkaldt efter den tyske forbundskansler Olaf Scholz og betegner, at man først proklamerer sin støtte til Ukraine for derefter under forskellige påskud og udflugter at trække det hele i langdrag. Udtrykket blev første gang brugt, da Scholz i 2022 lovede Ukraine Leopard-kampvogne og derefter forhalede det. Senere gentog han det med Taurus-missilerne.

Steen Gimsing, Esbjerg

Færre ministre er bedre end flere

Regeringen vil have flere ministre. Så er der jo også flere poster at fordele blandt regeringspartierne. Det gør det lettere at stille alle tilfreds ved en regeringsomdannelse. Så er der vist heller ikke mere positivt at sige om det.

Problemet er, at vi allerede har mange ministre, flere end vi behøver. I hvert fald hvis ministrene passer deres arbejde og ikke spilder for megen tid på politiske manøvrer i regeringen og uden for. Der er allerede en beredskabsminister, det er forsvarsministeren. Der er allerede en grøn minister, det er miljøministeren osv.

Hvis regeringen mener, at vi skal have en grøn minister, så må de omdøbe en af de eksisterende, for eksempel miljøministeren. Eller også må man nedlægge et eksisterende ministerium for hvert nyt, man opretter. Helst nedlægge to, så vi kommer ned på et rimeligt antal.

Hans Christensen, Dragør

Den nye standard

Pernille Vermund er en af vor tids største politiske hyklere og en stor del af grunden til, at rygradsløse politikere hænger de fleste danskere langt ud af halsen.

Pernille Vermund, der i sin tid som grundlægger og formand for Nye Borgerlige, kaldte udlændingepolitikken det vigtigste i Danmark, kom med det ene mere vanvittige citat efter det andet, og retorikken over for udlændinge blev hårdere og hårdere igennem årene. Og én ting slog hun fast gennem det hele: Hun var ikke som de andre, og hun var ikke en levebrødspolitiker.

Nu er Pernille Vermund blevet medlem af Liberal Alliance. Holdningerne om alt andet end lige økonomi er blevet skiftet ud. Hun fortryder Nye Borgerliges skarpt vinklede tilgang til udlændingepolitikken, den vinkel hun selv satte og kørte hele sit parti over. Nu er udlændingepolitikken slet ikke vigtig længere. Det vigtigste for hende nu er at sidde på Christiansborg og holde fast i sit mandat for enhver pris.

Har Pernille Vermund sat den nye standard for, hvor lavt en dansk politiker kan synke? For selvom hun før er blevet sammenlignet med en Barbie-dukke, er det da ret vildt, at hun rent faktisk er helt tom indeni.

Jonas Schmidt, Brobyværk

Hvor grønt er det med 17-årige bilister?

Torsdag 22. august præsenterede regeringen deres nye landdistriktsudspil. Blandt andet foreslog regeringen, at 17-årige må køre bil selv med visse forbehold dog. Deres argument lyder, at det skal være nemmere for unge at transportere sig til og fra deres arbejde, læreplads, skole eller fritidsaktiviteter.

Som en ung på knap 17 år lyder alt dette rigtig godt. Hvem vil ikke gerne kunne køre selv og undgå offentlig transport?

Men når jeg så samtidig tænker på, at vi i dagens Danmark sætter utrolig meget fokus på den grønne omstilling – noget, som vi alle udmærket godt ved, hvad betyder, bekymrer det mig, at vores regering, som netop sætter alt ind på grøn energi, vælger at sætte flere bilister på vejene. Jo flere der har kørekort og kan køre selv, jo flere biler vil der dukke op.

Dette er en direkte modsætning af et af regeringens store mærkesager, nemlig klima. Regeringen skal selvfølgelig have ros for deres andre initiativer i deres landdistriktsudspil som støtter klimadagsordenen.

Om dette udspil vil gavne klimaet eller de kommende vælgere mest, må kun tiden vise.

Mads Jensen, efterskoleelev, Otterup