Vi er nødt til at styrke børnepsykiatrien – for børnenes skyld

»Den seneste nationale sundhedsprofil viste tydeligt, at det går den forkerte vej med danskernes mentale helbred. Og kigger vi mod de unge, kæmper alt for mange også med det psykiske,« skriver indlæggets forfattere. Modelfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Vores børnepsykiatri er for presset. Og det sætter i dag sit tydelig præg på vores børn og unge, der alt for tit oplever, at de bliver mødt af lange ventetider til behandling og udredning, når de bliver ramt af en psykisk lidelse. Det er ikke kun et alvorligt problem for den enkelte familie. For vores samfund og vores sundhedsvæsen får kun ophobet et endnu større pres, når vi ikke får behandlet i tide.

Vi har ikke råd til at vente på en stærkere børnepsykiatri. Den seneste nationale sundhedsprofil viste tydeligt, at det går den forkerte vej med danskernes mentale helbred. Og kigger vi mod de unge, kæmper alt for mange også med det psykiske. På ti år er antallet af børn med psykiatriske diagnoser steget med over 19.000. På trods af at 8.000 børn alene sidste år ikke fik overholdt deres udredningsgaranti. Tallene taler deres eget sprog. Og al den psykiske lidelse, vi ikke får behandlet i de yngste år, vokser sig kun større og større.

I dag er der kun få hundrede børnepsykiatere i Danmark. Og blandt dem bliver forholdene værre og værre. En tidligere analyse fra Lægeforeningen viser, at hele 78 procent af børne- og ungdomspsykiatere siger, at deres vilkår er blevet forværret eller væsentligt forværret i løbet af de seneste to år. Det kalder på handling. For når vores børnepsykiatere får dårligere arbejdsvilkår, så rammer det i sidste ende børnene.

Det handler ikke kun om, at vi skal sikre bedre behandling. Det handler også om, hvordan vi undgår, at så mange børn og unge ender i børnepsykiatrien. Derfor er der blandt andet brug for forpligtende målsætninger på forebyggelsesområdet, så færre børn vokser op med psykiske lidelser. For det andet er der behov for, at vi laver en bedre tværfaglig behandling, som tager højde for hele familien. Når psykisk sygdom rammer børnene, påvirker det hele familien. Og for det tredje må vi kigge på, hvilke andre sundhedsfunktioner, som kan aflaste opgaver i psykiatrien.

Derfor er vores fælles opfordring til regeringen og aftalepartierne i 10-års-planen for psykiatrien, at der sættes handling bag ordene, så vi opfylder målene for, at børn og unge oplever rettidig, tilfredsstillende og inddragende hjælp. For det er ikke tilfældet i dag. Målsætningerne skal være forpligtende. Og børnepsykiatrien kommer til at kræve investeringer. Det skal vi gøre – for børnenes skyld.

Camilla Thind Sunesen, Udviklingsdirektør for koncept- og sundhedsudvikling, Danica Pension, Laila Walther, direktør, Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade, Søren R. Segel, konstitueret formand, OCD-foreningen, og Thomas Alexander Hoelgaard, direktør, SIND Ungdom