Dette er et debatindlæg. Det er skribentens holdning, der kommer til udtryk. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Vestegnen er ikke en svaghed – det er min styrke
Da jeg var yngre, tænkte jeg ofte, at det måske var en ulempe at komme fra Vestegnen. I mange sammenhænge blev Vestegnen omtalt som noget lidt råt, lidt mindre fint. Ikke nødvendigvis stedet, hvor man forventede at møde folk fra direktionsgangene eller de finansielle miljøer.
Jeg troede derfor længe, at jeg måske startede et par skridt bagud.
At andre havde noget i rygsækken, jeg ikke havde.
Men jo længere jeg er kommet i min karriere, jo mere er det gået op for mig, at det i virkeligheden kan være det stik modsatte.
At komme fra Vestegnen giver noget andet med sig.
En sult.
En lyst til at skabe noget.
En vilje til at få ting til at ske.
Mange steder i erhvervslivet kan man nogle gange få indtryk af, at karriere i høj grad handler om den rigtige baggrund, de rigtige netværk eller de rigtige titler. Men i sidste ende handler langt de fleste karrierer om noget meget mere simpelt: at få ting gjort.
Og det er netop noget af det, jeg forbinder mest med Vestegnen.
Mange af os har måske ikke haft den største rygsæk med hjemmefra. Men til gengæld har vi lært at arbejde hårdt, tage ansvar og bygge ting op selv.
Det giver en form for drivkraft.
En lyst til at bevise noget.
Og måske også en vis robusthed.
Ser man på nogle af de mennesker, der virkelig har sat deres præg på Danmark, er der faktisk flere inspirerende profiler, der kommer fra Vestegnen.
De fleste kender komiker-geniet Anders Matthesen. Men også store økonomer og erhvervsfolk som Lars Rebien Sørensen, Kurt Kara og Lars Christensen, som jeg synes alle er seje.
Der er sikkert mange flere.
Men for mig er det mennesker, der illustrerer noget vigtigt: De siger tingene uden omsvøb. De arbejder hårdt. Og de skaber noget.
Fælles for mange af dem er ikke nødvendigvis, hvor de kommer fra.
Men hvordan de arbejder.
En praktisk tilgang.
En vilje til at bygge noget op fra bunden.
Og en tro på, at man kan skabe sin egen vej.
Når jeg i dag møder unge mennesker fra Vestegnen, ser jeg derfor ikke et handicap. Jeg ser et potentiale.
En energi.
En sult efter at lykkes.
Vestegnen er måske ikke altid blevet opfattet som Danmarks mest prestigefyldte adresse.
Men hvis man spørger mig, er det et sted, der skaber mennesker, der gerne vil noget.
Og i sidste ende er det måske netop det, der betyder mest i en karriere.
André Thormann, aktieanalytiker
Åh, at lytte til en solsort
Når verden er i udu som nu, så går livet videre. Jeg sidder lige nu og lytter til den første solsort i år, som er i parringshumør.
Den gør det, som den altid har gjort og giver os håb.
Tænk hvis verdens (u) ledere havde givet sig tid til at nyde verden i stedet for at ødelægge den uden reelt at opnå noget.
Kurt Ambo Nielsen. Holte
Spiseforstyrrelser blandt unge piger
Spiseforstyrrelser spreder sig som pesten på de danske gymnasier, mens pigekliker i stilhed faciliterer deres sygelige vaner.
»Skinny is back« – men var den nogensinde væk? Mens Wegovy og Ozempic skrumper flere og flere Hollywoodstjerner på den røde løber, ser alle unge teenagepiger med på TikTok hjemmefra i sengen.
Antallet af unge med spiseforstyrrelser er fordoblet indenfor de sidste 15 år, og det er til at mærke. På et helt normalt gymnasium er det som om, at pigerne i pausen pludselig ikke er sultne.
»Jeg springer frokost over«, »jeg er bare ikke sulten«, »jeg skal være god i dag«, er pludselig mere almene sætninger end at pakke sin frokost op fra tasken.
Og mens flere og flere får spiseforstyrrelser, ser vi blankt på.
Spiseforstyrrelser er konkurrenceprægede og forvrider en mentalitet om, at jo tyndere, jo bedre. Dermed må netop jeg være den tyndeste, og de andre må ikke opdage, at jeg i al hemmelighed bliver tyndere end dem.
Spiseforstyrrelser trives sjældent alene, men muliggøres i fællesskaber, hvor ingen er syge nok til at råbe op, men alle er syge nok til at holde hinanden fast i frygt for at falde udenfor fællesskabet.
Når vi unge piger spiser mindre og mindre, træner mere og mere og normaliserer det, opretholder vi den mest dødelige psykiske sygdom i Danmark.
Som et ekkokammer i en tunnel, aktiverer og muliggør unge piger hinandens sygdom via »what i eat in a day«-videoer, influenceres sygeligt tynde kroppe og den nye »gym-girl, cardio-bunny eller pilates-princess?«-kultur, der camoufleres som disciplin og sundhed, men i virkeligheden er vores nye, acceptable måde at være syge på.
Hvor vi før kaldte ting, hvad det var, pakkes spiseforstyrrelser som anoreksi og ortoreksi nu ind i proteinboller, 10.000 daglige skridt og winter-arc.
Problemet er, at det ikke ligner sygdom. Tværtimod, ligner det succes og rammer alle de 12-talspiger, der i forvejen skal leve op til umulige, selvstillede krav.
Spørgsmålet er, hvordan i alverden tusindvis af unge skal bryde ud af en sygdom, der fremstår som idealet for dansk ungdom?
Carla Camille Flensburg Petersen, gymnasieelev, Aarhus
Grådighed eller samfundssind?
Det uklædelige Venstre-slogan »Gør Danmark rigere« må være inspireret af Trumps »Make America Great Again«.
Er det virkelig det vigtigste mål for et af verdens rigeste lande?
Måske skal man minde Venstres formand om N.F.S. Grundtvigs ord fra »Langt højere bjerge«: »Og da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget, og færre for lidt.«
Svend Algren, Helsingør
Socialdemokratiet og Venstres nedtur
Socialdemokratiet og Venstre har svigtet danskerne i forhold til Udrejsecenter Kærshovedgård.
De afviste kriminelle udlændinge på tålt ophold burde for længst været tvangsudvist af Danmark eller i de mindste låst inde på Udrejsecenter Kærshovedgård, så de ikke kan begå ny kriminalitet eller chikane mod lokalbefolkningen.
Jeg er overbevist om, at det er grunden til, at nogle vælgere stemte på Dansk Folkeparti i stedet for Socialdemokratiet eller Venstre.
Jacob Vest, København
Boligejerne vandt valget
Selvom valget især vil blive husket som et svine- og drikkevandsvalg, kan en af de største vindere meget vel vise sig at være boligejerne.
Med Mette Frederiksens nytårstale kom boligbeskatning pludselig på den politiske dagsorden.
Siden da har partierne haft travlt med at præsentere deres bud på fremtidens boligskattesystem.
Der tales blandt andet om at flytte en del af skattebyrden fra den løbende ejendomsværdiskat til beskatning af gevinster ved boligsalg.
Fælles for udspillene er dog noget bemærkelsesværdigt: Ingen partier ønsker at stå på mål for en samlet højere beskatning af boliger.
Tværtimod vil flere borgerlige partier gentage fortidens politik og indføre et nyt skattestop på boliger – en manøvre, der på længere sigt risikerer at forværre de problemer, vi allerede ser i dag.
Ifølge flere økonomer er boligbeskatningen i Danmark relativt lempelig sammenlignet med andre former for kapitalbeskatning.
Det skævvrider incitamenterne og får opsparere til at placere en uforholdsmæssig stor del af deres formue i mursten frem for i mere produktive investeringer.
Resultatet er ikke bare et ineffektivt skattesystem, men også et boligmarked, der i stigende grad favoriserer dem, der allerede er inde på markedet.
Tilhængere af lav boligbeskatning fremhæver ofte behovet for stabilitet og forudsigelighed for boligejerne.
Det er et legitimt hensyn. Men når stabilitet i praksis betyder vedvarende skattefordele til en bestemt gruppe, er det værd at spørge, hvem der betaler prisen.
De borgerlige partier fremhæver ofte, at »det skal kunne betale sig at arbejde« og taler for en ansvarlig økonomisk politik.
Alligevel prioriterer de boligejerne over de arbejdende danskere – særligt de unge, som endnu ikke har fået fodfæste på boligmarkedet.
For dem betyder skattefordelene til boligejerne enten højere skatter andre steder eller endnu højere adgangsbarrierer til boligmarkedet.
Det er svært at se som andet end en skæv prioritering. Og i værste fald ligner det et generationstyveri.
Boligejerne vandt valget. Spørgsmålet er, hvem der ender med at betale regningen.
Erik Pilemand, kandidatstuderende ved Copenhagen Business School, Frederiksberg
En socialdemokratisk mindretalsregering?
Det er ret bemærkelsesværdigt, at tilsyneladende alle medier og alle politikere er enige om, at spørgsmålet er: Hvordan kan en regering sikre sig at få et flertal for sig? Og ikke: Hvordan kan en regering sikre sig, at den ikke får et flertal imod sig?
Hvis det var det sidste spørgsmål, man var optaget af, kunne en socialdemokratisk mindretalsregering føre en strammere indvandringspolitik med partier fra blå blok.
SF skulle blot have løfte om, at der ville blive ført en gedigen, socialdemokratisk økonomisk politik, og partierne fra blå blok skulle love ikke at modsætte sig dette, hvis SF til gengæld ikke ville modsætte sig den strammere indvandringspolitik.
Det er selvfølgelig lidt mere indviklet, men hvis man ville begynde at overveje, hvordan en regering kunne undgå at få et flertal imod sig i stedet for kun at være optaget af, hvordan den kunne få et flertal for sig, ville det være en god begyndelse på de foranstående svære forhandlinger.
Ricardt Riis, Horsens
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
Lyt til Berlingskes podcast med tre af dagens bedste og mest aktuelle artikler hver eftermiddag:
Troels Lund Poulsen holder døren på klem for Mette Frederiksen. Samtidig får statsministeren kritik for sin selvforståelse, og Donald Trump bliver ydmyget i egen baghave.
Dagens historier er udvalgt af chefredaktør Pierre Collignon
Oplæser og producer: Ida Skovsgaard
Del:
