Velfærdspolitik er klimapolitik. Investeringer i vores fælles goder er ikke blot foreneligt med klimahandling, det er en uomgængelig hjørnesten i vejen mod den grønne omstilling. Jeg er flere gange blevet forsøgt forklaret, hvorfor klimahandling og en udvidelse af velfærden står i vejen for hinanden. Det fremføres, at pengene ikke rækker til både klimahandling og velfærd, og at en seriøs indsats mod klimakrisen vil sænke levestandarden, fordi overforbruget er løbet løbsk.

Argumentationen, der kommer fra både højre- og venstrefløjen, er en grundlæggende fejlslutning, for velfærdspolitik er ikke bare forenelig med klimahandling – den grønne omstilling står og falder med viljen til velfærdspolitiske prioriteringer.

Hvad disse argumenter overser, det er, at de fleste velfærdsydelser er betydeligt mere klimavenlige end det skadelige ressourcespild, som samfundet står for. Når vi investerer i uddannelse, sundhedspleje og socialt arbejde, prioriterer vi sektorer, der har et lavere CO₂-aftryk sammenlignet med de fleste former for privatforbrug. Pædagogen, der passer barnet i børnehaven, eller den unge studerende, hvis uddannelse der investeres i, koster langt mindre i samfundets klimaregnskab end familien, der på grund af skattelettelser nu har råd til bil nummer tre.

Og samtidig; hvis vi i højere grad beskatter de rigestes indkomster og ejendom, kan vi mindske det skadelige overforbrug, der gør danskerne til ét af de mest klimasyndige folk på planeten. Denne omfordeling af samfundets ressourcer er klimapolitik, der ikke blot bevarer, men forbedrer livskvaliteten, fordi velfærden i sig selv er forudsætningen for det gode liv – et liv, hvor alle har lige adgang til mere tryghed, bedre sundhed og stærkere fællesskaber.

Det er uansvarligt og en fejl at tro, at statslig og privat investering i vindmøller og solceller alene kommer til at redde os fra klimakrisens konsekvenser. Hvis ikke vi får bugt med det uhæmmede forbrug, der karakteriserer vores samfund, vil den grønne teknologiske omstilling ultimativt vise sig forgæves.

Den socialt retfærdige grønne omstilling bliver derfor kun en realitet, hvis velfærdsstaten placeres som central aktør. Det så ofte omdiskuterede binære valg mellem velfærd og skattelettelser mangler en tilføjelse; i realiteten står valget mellem velfærd og klimahandling eller skattelettelser.

Sebastian Grobry, Frederiksberg, landsledelsesmedlem i SF Ungdom