Når Tom Jensen får en idé, bliver den idé som regel til en kommentar her i avisen. Uanset, hvor dårlig eller urealistisk den idé så måtte være.

Det seneste skud på stammen over Berlingske feberdrømme er Tom Jensens drøm om, at regeringen må dø og en anden må komme til. Og det skal ske »nu«, tilføjer Jensen for at skabe dramatisk effekt.

Hvad er det så for en regering, som Jensen ønsker i stedet for den nuværende? Det sætter chefredaktøren ikke ord på, men et hurtigt kig på virkeligheden kan give et kvalificeret gæt.

Det ville blive en regering, hvor skattepolitikken ville blive forfattet af folk, der har Marx liggende på natbordet. Det ville blive en regering, hvor socialister i islandske sweatre skulle beslutte, hvordan en Co₂-afgift på landbruget skulle se ud. Er det, hvad Berlingskes chefredaktør drømmer om? For den notorisk rationelle Tom Jensen ved selvfølgelig godt, hvad virkeligheden bliver, hvis SVM-regeringen går af nu.

Der kan ske én af to ting:

Enten bliver der dannet en ny regering uden et forudgående valg. Fordi der i dag er rødt flertal, vil det i så fald blive en socialdemokratisk ledet regering, som henter sit parlamentariske grundlag i Enhedslisten, Alternativet og et løsgående missil i Theresa Scavenius.

Alternativt bliver der udskrevet valg. I det tilfælde ville vi, som det står lige nu, risikere at få »det rødeste folketing nogensinde«, som valgforsker Kasper Møller bemærkede i netop Berlingske.

Hvad er det så, vi har i stedet?

Vi har ikke en perfekt regering, nej.

Men til gengæld har vi en regering, der på helt centrale områder trækker i en borgerlig retning. På trods af et rødt flertal har vi fået de største skattelettelser i ti år. På trods af et rødt flertal har vi afsat historisk mange penge til Forsvaret. På trods af et rødt flertal bliver folkeskolen nu sat fri af systemstatens lænker. 

Alt sammen solid borgerlig politik, der aldrig var blevet til noget, hvis ikke Venstre sad med ved bordet.

Politikken er endda så borgerlig, at chefredaktørens kæledægger i Liberal Alliance har stemt for regeringens politik i hele 77 procent af tilfældene. Så er der vist grænser for, hvor forfærdelig politikken kan være fra et borgerligt synspunkt.

Men sådanne borgerlige synspunkter finder man sjældent i Berlingskes lederspalter efterhånden. I stedet finder vi en chefredaktør, der er så forhippet på at være kontrafaktisk, at han ender med at påvirke landet i en mere venstreorienteret retning.

Helt ærligt; ved Tom Jensen godt selv, hvor røde hans feberdrømme egentlig er, når det kommer til stykket?

Torsten Schack Pedersen, politisk ordfører, MF (V)