Jeg husker stadig min fars ophidsede stemme i telefonen: »Jeg står her med en dreng, der er ked af det.«
Jeg spillede i et børne- og ungdomsorkester i starten af 90erne, og orkesterlederne var meget glade for folkedans. Det bed jeg modvilligt i mig, men jeg satte foden ned, da vi blev tvunget til at iføre os hvide kjoler og gå luciaoptog i forbindelse med en koncert i december.
Del:
