I stedet for al den fokus på regeringsdannelse kan man starte med at se på mulighederne for politik.
Resultatet giver for eksempel mulighed for:

Der kan fortsat føres en ansvarlig økonomisk politik uden de værste vildskud som formueskat og for mange sat på pension. Blå blok, Moderaterne og evt. De Radikale burde kunne enes om det. Det er formentlig helt i tråd med flertallet af ønskerne i befolkningen.

Den hidtidige klimapolitik kan fortsætte nogenlunde uforandret, og der kan med rød blok og eksempelvis De Konservative findes flertal for begrænsning af sprøjtning og indgreb over for svineproduktionen. Det er måske også i tråd med befolkningens ønsker.

Der kan føres stram udlændingepolitik helt i overensstemmelse med ønskerne hos flertallet af befolkningen. Blå blok og Socialdemokratiet kan sikre det.

Den nuværende udenrigspolitik i bred forstand kan uden problemer fortsættes med mange partier bag – og sikkert også helt i overensstemmelse med befolkningsflertallet. Ligeledes med forsvars- og EU-politikken.

Alt dette er muligt, hvis det valgte folketing ser bort fra en regeringsdannelse, hvor regeringen som helhed skal stå bag politikken, og vi i stedet får en regering, der accepterer, at den kan lide noget af politikken, og andet kan den ikke lide. Men flertallet får sin vilje, helt som et folkestyre bør være.

Så for den sags skyld kan der dannes en regering med deltagelse af samtlige partier. Fordel ministerposternes antal efter størrelse.
Lad derefter politikken blive ført ud i livet, således som der i virkeligheden er flertal for, også i befolkningen. Lev med, at befolkningen og det valgte flertal på nogle områder vil noget andet, end man selv vil.

Utraditionelt, ja. Men måske bør der nu ses bort fra traditioner og konstant fokus på blokke og personer, så der i stedet kan komme fokus på, hvordan ønskerne hos flertallet føres ud i livet.

Anders Sørensen, Ålsgårde

TikTok-ficeringen af valgkampen var pinlig

Da Inger Støjberg dukkede op på min »Til dig«-side med en video, hvor hun vælter adskillige tomme coladåser med en hurtig version af en sang, der var trendy for cirka to-tre år siden, som underlægningsmusik, vidste jeg for alvor, at valgkampen var i gang.

Danske politikere befinder sig primært på sociale medier, der er målrettet unge, som TikTok nok i højeste grad er, når der er valgkamp.

Mange politikere stiller sig ellers enormt kritiske over for unges brug af sociale medier, i hvert fald resten af året. 

Jeg er 18 år, det er mit første folketingsvalg som myndig, og jeg er desuden en aktiv bruger af nogenlunde alle populære sociale medier. Derfor er jeg, som de fleste andre, stødt på adskillige politikere på TikTok.

Jeg burde være den ideelle målgruppe for politikernes gimmick-videoer, men det har aldrig været mig et glædeligt syn.

Det er nedladende og useriøst at antage, at unge vælgere hverken kan eller vil forholde sig til politik. Når politikere »cirkusificerer« deres indhold efter laveste fællesnævner, er det en fornærmelse af alle unge vælgere.

Unge vælgere har i højeste grad behov for politisk oplysning og pålidelig viden. Ikke reelt at forsøge at formidle den, men i stedet antage, at »sjove« videoer kan vinde stemmer, er useriøst og ukonstruktivt.

Så kære politikker, lad venligst være med at logge på din TikTok igen til næste valg.

Rosemarie Hessellund Wilther, Herning

Trump og Nobels Fredspris

Jeg ville ønske, at man havde givet præsident Trump Nobels Fredspris. Ikke fordi han fortjener den, men fordi han så kunne have siddet og pudset sin glorie og solet sig i verdens beundring, mens han forgyldte Det Hvide Hus fra gulv til loft.

Nu har han i stedet startet en krig i Mellemøsten og dermed kastet verden ud i en uoverskuelig økonomisk krise.

Hans handlinger minder om et forkælet barn, der ikke får, hvad han vil have, og derfor beslutter sig for at ødelægge så meget som muligt for alle andre.

Helle Marckmann, Dragør

Nu er valget afgjort – hvad så?

Valgkampen er slut. Debatterne forstummet og stemmerne talt op. Og alligevel kan man sidde tilbage med en tvivl, om valgkampen fik adresseret dét, der virkelig kommer til at betyde noget.

Der blev diskuteret flittigt, og nogle gange fornemmede man også en lidt forstilt uenighed. Men de store spørgsmål gik man behændigt udenom.

Kunstig intelligens og ais potentielle omvæltning af arbejdsliv, økonomi og magt. Krigen i Ukraine og hvad den kræver af os på lang sigt. Den tilspidsede konflikt mellem Iran og USA og de uforudsigelige konsekvenser for regional og global stabilitet. Energikrisen, der allerede mærkes ikke kun ved tankstationen og i køledisken, men også i danske virksomheder og i den globale økonomi. Klimaets accelererende og efterhånden ukontrollable forandringer. Og ikke mindst de cyber- og hybridtrusler, der dagligt udfordrer vores demokratiske institutioner – de emner fik ikke den plads, som de fortjener.

Kritikken er ikke møntet på enkelte kandidater eller partier, men hele det politiske spektrum og den iscenesættelse, som medierne placerede valget i. Vi fortjener en substantiel politisk debat, der er mere optaget af den næste generation end af forsimplede budskaber, der skal sikre stemmer ved næste valg.

Et kommende regeringsgrundlag bør løfte sig over valgkampens fabrikerede mærkesager og i stedet tage fat på de udfordringer, der virkelig venter os. Det kræver vilje til at inddrage de kompetencer, der findes i erhvervslivet, forskningen og civilsamfundet.

Kære valgte politikere – samarbejd om de reelle udfordringer. Det skylder I os og kommende generationer.

Per Hansen, Kastrup

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk

Lyt til Berlingskes podcast med tre af dagens bedste og mest aktuelle artikler hver eftermiddag:

Lyt til Berlingske

Syv mindeværdige citater samler op på valgkampen, mens der fortsat er stor uforudsigelighed i de kommende regeringsscenarier. I Iran har styret sigtet og ramt plet i Trumps akilleshæl.  Dagens historier er udvalgt af chefredaktør Pierre Collignon Oplæser og producer: Ida Skovsgaard