Vær stolt over, at du kan klare dig selv

»Vi glemmer, at kontrakten lyder: 'Hvis du kan selv, så skal du selv'. Set i det lys har medarbejderen i jobcenteret gjort sit arbejde godt.« Mathias Eis

Nanna Bernth harcelererede lørdag 22. april i Berlingske Opinion over jobcentrene og bruger sin egen oplevelse som eksempel.

Det er en useriøs kritik og unødig overdrivelse at kritisere jobcentermedarbejderen for 117 formålsløse møder. Formålet med mødet burde have været klart for Nanna Bernth selv, siden hun søger hjælp som ledig – nemlig at blive selvforsørgende så hurtigt som muligt. 117 møder har der næppe været tale om, da jobcenterets medarbejdere har det vanskeligt nok ved at overholde kravet om de møder, de ifølge lovgivningen er forpligtet til at afholde.

Som leverandør til jobcentrene møder man dagligt mennesker, der er udfordret af sygdom og sociale problemer og har brug for støtte til at finde tilbage til arbejdsmarkedet eller blive afklaret, så de kan få den offentlige forsørgelse, der passer til dem. Hvis alle os, der kan selv, møder op i jobcenteret, belaster vi systemet unødigt og står i vejen for dem, som har behov for hjælp.

Derfor bliver Nanna Bernths indlæg et lysende eksempel på den udbredte misforståelse, at velfærd er et nulsumsspil, og at man har krav på hjælp, fordi man har betalt skat. Vi glemmer, at kontrakten lyder: »Hvis du kan selv, så skal du selv«. Set i det lys har medarbejderen i jobcenteret gjort sit arbejde godt, fordi lovgivningen har til formål at sørge for, at man kommer tilbage i arbejde så hurtigt som muligt. Det er øjensynligt sket i Nanna Bernths sag.

Der er ingen tvivl om, at der er mange procedurer og regler, som med fordel kan gentænkes i jobcentrene - ikke mindst for at sikre en meningsfyldt indsats, et godt arbejdsmiljø og et meningsfyldt arbejde. Akkurat som i mange andre offentlige tilbud. Derfor er opfordringen, at vi skal huske på, at velfærd ikke er et nulsumsspil, og at vi skal være stolte, når vi kan klare os selv.

Jeg foreslår, at fremtidige indlæg om jobcentrene bliver konstruktive og indsigtsfulde ud over individniveau, og at der kommer bud på, hvordan indsatsen skal prioriteres og finansieres. Det kan forhåbentlig sende den vigtige debat over i et positivt spor, så vi hjælper politikere og udvalg med at prioritere så godt som muligt. Det vil i øvrigt også være væsentligt for debatten om sundhedsvæsenet, men hvem tør tage den? Mette Kilsgaard, Charlottenlund