USAs sammenbrud er Europas mulighed
I disse dage bruger medierne spaltekilometer på at analysere noget, som umuligt kan analyseres - Trump og hans forskellige påfund.
Derfor en stort tak til Søren Pind, som i Berlingske for nylig løfter blikket for os allesammen og peger på det indlysende: Det tragiske sammenbrud i USA – økonomisk, demokratisk, moralsk – udgør selvfølgelig en unik mulighed for Europa for at indtage den ledige plads som »the shining city on the hill«.
Når Trump angriber universiteter og mishandler forskere og videnskabsmænd, skal Europa byde dem velkommen og bygge universiteter i verdensklasse. Når ingen længere kan stole på USA, skal Europa bygge alliancer og handle på en måde, så vores partnere ved præcis, hvor de har os.
Vi skal fortælle om de unikke kvaliteter, som Europa har, hvad angår kultur, historie, mangfoldighed samt respekt for demokratiet. Og – ikke mindst – så skal vi opbygge et militært forsvar, som gør os uafhængige af USAs farligt almægtige præsident, hvem han i fremtiden end måtte være.
Men først må vi rydde op i eget hus med alt det, som hæmmer vækst og udvikling i Europa: overregulering, bureaukrati og højt skattetryk.
Nils Sjoegren, Rungsted Kyst
Skal vi virkelig filme alt?
I disse dage er der mange holdninger til popstjernen Sabrina Carpenter og hendes koncerter. For nylig blev min kommentar om netop Carpenter og hendes meget unge publikum udgivet i Berlingske. Her pegede jeg på, at forældre måske bør tænke sig en ekstra gang om, før de sender deres otteårige afsted til koncert i en lårkort pailletnederdel.
Sidste uge udgav TV 2 en artikel, hvor den 24-årige Amalie Ambjørn kommer med et opråb om en bekymrende kultur. Hun påpeger, hvordan unge kvinder bliver filmet i uheldige eller seksualiserede situationer – ofte uden deres samtykke – og derefter får videoerne delt på sociale medier.
Det er en vigtig debat. For på den ene side er det dybt alvorligt, at nogen udstilles og udnyttes på den måde. På den anden side rejser det spørgsmålet: Skal det nu ikke længere være tilladt at filme til koncerter? Hvor går grænsen? Er en koncert et offentligt rum, hvor man bør »forvente« at kunne blive filmet, især hvis man dukker op i et opsigtsvækkende outfit? Eller er det helt uacceptabelt at filme og dele optagelser af andre uden samtykke, særligt når det sker i en seksualiseret kontekst?
Selvfølgelig vil mange gerne fange et klip af den smukke Sabrina Carpenter, hendes fængende sange og hendes sjove dialog med publikum. Men behøver kameraet rettes mod publikum – mod helt almindelige koncertgæster, der ikke har skrevet under på at blive filmet, delt, liket og gemt?
Det er fuldt forståeligt, at kvinder, der er blevet filmet og eksponeret uden samtykke, føler sig krænket. Det viser, at vi langt fra lever i en utopisk verden. Nogle mennesker ser desværre ikke ud til at have skrupler, når det gælder om at udnytte andre for likes og opmærksomhed.
Netop derfor kan man argumentere for, at forældre til mindre børn skal være ekstra påpasselige. Tænk jer om, før I sender lille Emilie på otte år afsted til koncert i en lårkort pailletnederdel for at skråle med på »I’m so fucking horny«. For hvem ved, måske står der en med et kamera og nul moral lige bag hende.
Isabella Flach, Vejle
Når Forsvaret opererer som politi i civilklæder
Et aktuelt jobopslag fra Jægerkorpset, et ud af tre, bør få alarmklokkerne til at ringe. Forsvaret søger nu en efterretningsbefalingsmand med speciale i overvågning, signaldata og missioner både »nationalt og internationalt«. Det lyder harmløst, men det er alt andet.
Vi ser her endnu et skridt mod udviskningen af grænserne mellem politi og militær. Hvorfor skal en specialstyrkeenhed, kendt for lukkede kredsløb og tidligere præget af nepotisme, nu også arbejde med civil, indenlandsk efterretning? Hvad er det for opgaver, der udføres »nationalt«? Og mod hvem?
Det handler næppe kun om ekstremister i glemte miljøer. Når der tales om »normal« dansk virkelighed, må vi spørge: Overvåges helt almindelige borgere nu af Forsvaret, uden at det kaldes ved sit navn?
Dobbeltarbejdet mellem Politiets Efterretningstjeneste og militære aktører skaber ikke blot risiko for misbrug. Det underminerer den demokratiske kontrol, vi burde insistere på. Vi har tidligere set problemer med intern loyalitet og skjulte dagsordener i Jægerkorpset. Skal den kultur nu brede sig til efterretningsarbejdet i vores eget land?
Hvis overvågning, cyberanalyse og missionsledelse flytter ind på hjemmefronten under militært regi, er vi ikke længere i et åbent demokrati, men i en skyggezone.
Det er på tide, at nogen siger stop.
Gunnar Hellmund Laier, Nørresundby
Sæt de oversøiske områder fri
Fillippa Gottlieb skriver 17. april om det dybt forkastelige i, at tre nordatlantiske folketingsmedlemmer ved en vigtig afstemning om klimaministerens (manglende) troværdighed stemte sammen med regeringen for at redde ministerens fortsatte politiske eksistens.
Jeg er helt enig i kritikken: Færøerne og Grønland frabeder sig kraftigt Danmarks indblanding i deres interne affærer, og de bør derfor naturligvis heller ikke blande sig i Danmarks interne anliggender.
Det fører mig i lighed med Gottlieb frem til konklusionen, at de nordatlantiske områder er en belastning for Danmark, og at de derfor bør have fuld selvstændighed, hellere i dag end i morgen. Områderne er på mange måder belastninger for kongeriget, og store dele af områdernes befolkninger ønsker jo løsrivelse, så lad det dog ske.
Niels B. Larsen, Randers
Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk
