Der er noget i mig, der har svært ved at se en tiårig i en lårkort pailletkjole skrige med på teksten »I'm so fucking horny«

At kalde Sabrina Carpenters show for sexet er en underdrivelse, så bør man som forælder stoppe op og se sig selv i spejlet en ekstra gang, før man giver sin otteårige lov til at tage til en af popprinsessens koncerter?

For en uge siden gav den amerikanske popstjerne Sabrina Carpenter to udsolgte koncerter i Royal Arena. Blandt publikum stod også forældre med små børn, selvom Sabrina Carpenters sangkatalog er spækket med eksplicitte sange om sex. Billederne er ikke fra Royal Arena. Isabel Infantes/Reuters/Ritzau Scanpix

Den glitrende, sexede popprinsesse Sabrina Carpenter har netop spillet sine to udsolgte koncerter i Royal Arena. Tusinder af fans stimlede sammen i korte pailletoutfits, dækket af kysmunde og iført deres høje, hvide lakstøvler.

Men iblandt de mange begejstrede tilskuere var det tydeligt at se, at nogle af dem faldt i kategorien under ti år gammel. Om det er mig, der er krænkelsesparat, ved jeg ikke.