Den hårde realitet er, at flere og flere unge på arbejdsmarkedet bliver ramt af stress. Det skal vi have gjort noget ved, for det truer vores samfunds sammenhængskraft.

Arbejdsrelateret stress spreder sig som en folkesygdom. Og de unge er særligt hårdt ramt. Blandt de 15-30-årige har 28 procent haft så alvorlige stresssymptomer, at de har opsøgt læge.

Det er jo absurd. For hvis en så stor del af de unge bliver kørt i sænk, allerede inden deres arbejdsliv for alvor er begyndt, er det ikke længere kun et individuelt problem. Det truer også vores samfund. Især i en tid hvor vi mere end nogensinde mangler hænder og arbejdskraft.

Lad os lige prøve at stoppe op et øjeblik. Kan vi kigge os selv i øjnene, når vi tænker på de menneskelige og samfundsmæssige konsekvenser? Unge, der på stribe går ned med arbejdsrelateret stress og et arbejdsmarked, der ikke kan hænge sammen.

Jeg kan ikke.

Vi skal have politiske tiltag. Og vi skal have dem nu! Meget af Danmarks arbejdsmiljølovgivning er baseret på EU-direktiver. I EU har vi længe fokuseret på regler for det fysiske arbejdsmiljø. Men nu er tiden altså kommet til, at vi også fokuserer på det psykiske arbejdsmiljø. Vi skal sætte regler for det psykiske arbejdspres og sætte krav om et bæredygtigt arbejdsmiljø.

For der er uendeligt meget at vinde ved at sætte en stopper for den arbejdsrelaterede stress blandt unge. Både for de unge, arbejdspladserne og samfundet som helhed.

Marianne Vind, MEP (S)

Fordømmelse kan antage mange former

Ligesom nogen ikke ønsker at gæste Jensens Bøfhus, fordi man af mere eller mindre gennemtænkte årsager vil lægge afstand til Torben Østergaard-Nielsen, kan jeg blot sige, at jeg ikke ønsker at være kunde i Coop, hvis man vælger Pernille Skipper som formand. Sådan er vi så forskellige.

Nils Thygesen, Nivå

Kystbanen anno 2024

En sædvanlig morgen på Kystbanen. Det er myldretid. Klokken er 7.41, og morgentoget til Holbæk ruller stort set til tiden ind på perronen i Humlebæk. 

Perronen er fyldt med folk. De fleste er håbefulde, men hårdt prøvede pendlere på vej til København eller videre mod Holbæk. Toget er kort og allerede godt proppet. Kun på 1. klasse er der ledige pladser. Jeg satser og går straks derind, mens jeg forbereder min forsvarstale til, når konduktøren kommer forbi. 

Men allerede på Nivå station bliver det klart, at den får jeg ikke brug for i dag. Toget er nu helt proppet, også på alle gangarealer står passagererne stuvet sammen som sild i en tønde. Heldigvis er det et af de få tilbageværende hurtigtog, der ikke skal stoppe på alle stationer hele vejen ind til København. Toget hakker afsted, det larmer, og det lyder, som om bremsen er trukket, når togføreren forsøger at accelerere. 

Vi kigger på hinanden, og det er tydeligt, at alle tænker; »gad vide, hvor langt vi når i dag?« Det minder mig om et tog, jeg kørte med i Jugoslavien i starten af 80erne. Det er kun høns og geder, vi mangler. Lettere forsinket ankommer jeg til Nørreport 40 minutter senere. Jeg tjekker ud, og når lige at se, at turen har kostet 64 kroner! Men o.k., jeg har siddet ned i dag og endda på 1. klasse, så er det måske meget rimeligt?

Lotte Kau Andersen, Humlebæk

Fra Anna Castberg til Katherine Diez

Mange kan endnu huske, at kunstmuseet Arkens første direktør i 1996 blev afsløret i ikke at have bestået de akademiske eksamener, som hun havde påstået. Det var en alvorlig sag, og hun måtte fratræde sin stilling. Nu er der opstået en lignende sag. Katherine Diez, der en overgang for et par år siden havde en særdeles høj stjerne som litteraturanmelder på Berlingske, er blevet afsløret i plagiat. Denne sag viser sig så at gribe om sig, så den ikke længere primært drejer sig om plagiat, men derimod om, hvorvidt Katherine Diez har en bachelorgrad fra Københavns Universitet. 

I flere dage har vi i Berlingske kunnet læse, at hun hævder at have en sådan akademisk grad, men at Københavns Universitet ikke kan se, at hun har været immatrikuleret på universitetet og gået til eksamen. Så er der også opstået et problem angående hendes navn? Har hun tidligere heddet noget helt andet, og hvad skulle det så have været?

Nu er det imidlertid kun i matematikken, at der eksisterer »uafgørlige problemer«, og Katherine Diez har næppe erhvervet en bachelorgrad i matematik. Hendes sag kan afgøres med sikkerhed, men hvordan?

En mulighed var, at Katherine Diez fremviste sit eksamensbevis fra Københavns Universitet for offentligheden herunder pressen og Københavns Universitet, og at universitetet derefter fandt ud af, om det var forfalsket. Det burde være muligt, og udfaldet af en sådan undersøgelse ville kunne afslutte sagen.

Mogens Nørgaard Olesen, Frederiksværk