Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Ung studerende: Den nedslidte arbejder er uansvarlig

Foto: Linda Kastrup

I Danmark er der en mentalitet. Vi er hjælpeløst uansvarlige, og vi føler os helt og aldeles berettiget til det. Så snart det er synd for nogen, forventes det, at politikerne tildeler det givne område en pose penge. Og det næste område. Og det næste. Vi udbygger velfærdsstaten og lægger ansvaret fra os.

Det nyeste skud på stammen er, at det er synd for de ældre borgere, som gennem mange års hårdt arbejde er blevet nedslidt. De skal derfor på offentlig forsørgelse før tid. Jeg forstår, at man efter en årrække kan være så fysisk eller psykisk nedslidt, man kan blive nødt til – helt eller delvis – at forlade arbejdsmarkedet før tid. Til gengæld mener jeg, at det i mange tilfælde er grundet egen uansvarlighed.

Befinder man sig i et hverv, hvor man ikke vil være i stand til at udføre sit arbejde til den dag, folkepensionen indtræder, må man planlægge sin karriere anderledes. Man kan træde tilbage og undervise i det fag, som man er erfaren i, eller sideløbende tilegne sig viden eller uddannelse, der kræves i en anden branche. Mulighederne er endeløse – det kræver bare ansvarlighed.

Synes man, at det lyder urimeligt at skulle arbejde indtil man er 70, er det da også muligt at stoppe før da – og spare op på egen hånd. Intet står til hinder for, at man sparer ekstra op til alderdommen. Det handler blot om, hvad man vægter højest: Den større familiebil og udenlandsferier eller at kunne gå tidligere på pension.

At leve på offentlig forsørgelse skal være sidste udvej, og man bør forsøge at undgå det i respekt for andre borgeres penge. Arbejder man hovedløst i 30 år for dernæst at være afhængig af statskassen er uansvarligt. Er man afhængig af overførselsindkomst, hvor det kunne have været undgået, er det egoistisk.

Det kan sagtens være, at vi har en for høj og urimelig pensionsalder. Men lad os lige huske på, at det jo skyldes, at vi har en af verdens største velfærdsmodeller, hvor knap halvdelen af alle voksne er på overførselsindkomst. Det kræver et enormt økonomisk fundament – eller en mindre stat. Johan Kragbæk, ingeniørstuderende, bestyrelsesmedlem i LAU Aalborg