Underlig sundhedspolitik

Regeringen, der er helt vild med reformer og pressemøder, har i sit seneste udspil til en såkaldt »sundhedsreform« foreslået, at Region Hovedstaden og Region Sjælland slås sammen til en ny fælles region med navnet Østdanmark. Som bekendt er der en række store problemer i den nuværende sjællandske region, mens hovedstadsregionen fungerer nogenlunde tilfredsstillende.

Men regeringen tror altså, at problemerne på Sjælland løses ved at flytte en masse administrativ og sundhedspolitisk ekspertise fra Hillerød til Sorø. Denne manøvre må give anledning til stor undren og frustration.

Det er, som om regeringens medlemmer og tilhørende embedsværk ikke har gået i skole. Der var i hvert fald engang, hvor man i skolen lærte, at havde man to glas vand – et med rent vand og et andet med forurenet vand – og blandede dem sammen, så fik man to glas med forurenet vand.

Altså skulle man nok eksplicit se på problemerne i Region Sjælland og løse dem, før man lader andre betale prisen for en mærkbar svækkelse af sundhedsvæsenet for en stor del af den danske befolkning.

Mogens Nørgaard Olesen, Frederiksværk

Hvor mange kan holde til pensionsalderen?

Hvorfor så meget snak om pensionsalder, når de fleste af danskerne alligevel ikke kan holde til at være på arbejdsmarkedet så længe? Det spørgsmål kan man sidde tilbage med efter mandag at have læst Berlingskes artikel med Velliv-direktør Kim Kehlet Johansen med overskriften »Topdirektør frygter for danskernes holdbarhed på arbejdsmarkedet«.

Jeg deler hans bekymring. Selvom medlemmerne af Djøf er blandt de danskere, der arbejder allerlængst, kan vi også spotte en trist udvikling blandt dem: Flere må forlade arbejdsmarkedet og modtager invalidepension fra pensionskassen.

Det kalder på to vigtige pointer: For det første er det helt centralt for sammenhængskraften i Danmark, at alle oplever, at pensionssystemet er rimeligt og med ordentlige muligheder for tidlig udgang til dem, der enten er fysisk eller psykisk nedslidte.

For det andet skal og bør vi have en seriøs diskussion om, hvordan vi kan give flere mulighed for at holde hele vejen til folkepensionsalderen. Det er trist, urimeligt – og dyrt, at folk må forlade arbejdsmarkedet, inden de bliver folkepensionister. Tænk, hvis vi øgede ambitionerne for arbejdslivet og satsede benhårdt på at skabe arbejdsliv, som mange flere kan finde glæde og trivsel i – også gerne ud over pensionsalderen.

Sara Vergo, formand for Djøf

Autorisationer for sundhedspersonale

Den helt utroligt lange sagsbehandlingstid, som sundhedspersonale fra såkaldte tredjelande øjensynligt udsættes for (i gennemsnit 5,5 år, ifølge Berlingske 24. september), må kunne afkortes væsentligt med en række prøver i teoretisk og praktisk kunnen og dermed mere eller mindre frigøres fra det formentligt temmelig kaotiske og utroværdige papirarbejde, der danner basis for autorisationerne i dag.

Hvis ansøgerne enten ikke kan eller ikke vil lade sig underkaste en stribe prøver – formuleret på dansk naturligvis – er svaret jo givet på forhånd; men kaster de sig ud i det, eventuelt efter at have gennemført nogle passende forberedelseskurser med indbyggede evalueringer, kunne det være op til personalesøgende afdelingers ledere og fagfolk at vurdere, om kompetencerne rakte til en prøveansættelse.

Hasse Greiner, Bjæverskov

Græssende kvæg

Jeg bor i udkanten af Roskilde, og jeg har på mine gåture i år været privilegeret med usædvanligt mange arealer med græssende dyr. Marker med kvæg af flere forskellige racer og andre med får og geder. Det har været vildt hyggeligt.

Jeg håber, det er udtryk for en trend, at Roskilde ikke har været unik i denne henseende. Græssende dyr giver et løft til biodiversiteten og vederkvæger menneskets sjæl. Det er naturligvis landbrug, kultur og ikke natur, men det er alligevel en mulighed for at opleve dyrene i ustressede miljøer tilpasset deres behov.

Skal jeg og andre kunne glæde os over dyrene også i årene fremover, skal der penge i kassen. Det er nødvendigt, at vi som forbrugere finder og handler hos de landmænd og kogræsserforeninger, som bidrager med det fysiske arbejde. Da vi derved sparer supermarkedets avance og kan købe kvalitet til en fornuftig pris, er der også rent egoistiske motiver for at handle direkte hos landmanden.

Hans Peder From, Roskilde