Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Umuligt at teste 11-årige tilstrækkeligt

»Selvfølig er vi kun opfordret til at lade børnene blive testet, men det er praktisk talt umuligt med de de bedste intentioner og velvilje at kunne imødekomme opfordringen,« skriver Marie-Louise Lunn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne Bæk

Hvor går man hen med et ønske til regeringen om straks at sænke aldersbegrænsningen til kviktest til at inkludere de 11-årige, dvs. 5. klasserne?

Det er skønt at 5.-8. klasserne, der så længe har været overset, nu endelig er kommet med i genåbningsplanen og kan starte i skole 6. april. De opfordres rimeligt nok til at blive testet. Men at skulle møde med en negativ testdokumentation, der højst er 72 timer gammel, er uholdbart for de af 5. klasserne, der stadig er under 12 år. Og det er vel at mærke over halvdelen af dem.

De kan ikke testes med kviktest, og kan derfor ikke blive testet på skolen. Men også hele det nuværende PCR-testsetup er slet ikke fleksibelt nok til det øgede testningsbehov af de 11-årige 5. klasser. For at kunne møde op i en femdages mandag til fredag skoleuge med en maks. 72-timers gammel test skal de PCRtestes lørdag, mandag og onsdag, dvs. hver anden dag i skoleugen. Dette fordi der går 24 timer, inden de har et testresultat. Og disse tre test skal der bookes tid til, men man kan kun have en booking ad gangen i systemet. Derudover er der ikke mange tider at få. Du skal være heldig at få en tid. Og at booke en tid med under to dages varsel er så godt som umuligt. Tiden skal jo heller ikke ligge, mens barnet er i skole. Nogle gange er testcenteret i dit nærområde ikke åbent den pågældende dag uden for barnets skoletid. Det er meget omstændigt og uholdbart. Selvfølgelig er vi kun opfordret til at lade børnene blive testet, men det er praktisk talt umuligt med de bedste intentioner og velvilje at kunne imødekomme opfordringen. Hvad gør en enlig mor uden bil?

Med venlig hilsen (en frustreret enlig mor dog med bil)

Marie-Louise Lunn, Virum