Ifølge Trumps seneste udmeldinger er niveauet af »acceptable« forsvarsudgifter, for at kunne blive »beskyttet« af USA i NATO-regi, fem procent af BNP. USA nærmer sig selv den størrelsesorden af penge på forsvar (cirka 3.5 procent af landets betydelige BNP), men de skal jo også passe på hele verden og kunne bedrive flere samtidige krige – direkte eller indirekte (eksempelvis Israel). Det skal Europa ikke.

Samtidig truer Trump med annektering af et dansk territorium – med økonomisk eller militær tvang. 

Endelig ved vi, at en meget stor del af vores forsvarsudgifter lander i lommen på amerikanske virksomheder, som er ejet af mange af de milliardærer, som så ivrigt støtter Trump. Og mens tidligere administrationer i USA bekymrede sig om interessekonflikter, så rører det ikke den nye administration.

Så jo højere forsvarsudgifter i Europa, jo bedre, da de alligevel ikke vil garantere vores sikkerhed.

Det minder altså lidt om afpresning. De danske politikere bør omgående omprioritere Forsvarets indkøbsplaner, så indkøb i USA er lavprioritet, mens indkøb i Europa har højeste prioritet.

At tro, at vi kan »please« os til medvind fra USA ved at sige, at de er vores vigtigste allierede eller give dem penge, er tydeligvis en illusion. Og så skal udenrigstjenesten tænke over, hvordan en reel EU-forsvarsenhed kan etableres hurtigst muligt.

Morten Sølling, Klampenborg

Trafik versus natur

Skal man være trafikhistoriker for som Mogens Nørgaard Olesen 5. januar i Berlingske at kunne udtale sig om fremtidens stigende antal køretøjer? Vil der komme flere og flere biler på vejene, som der vil komme flere og flere mennesker i Danmark – og dermed også flere motorveje og broer?

Man troede, at med den ekstra storstrømsbro, som er en forlængelse af Femern-tunnelen, var mætningspunktet nu nået for skændingen af den sidste istids mesterværk med stilstandslinje og morænelandskaber, som man kalder Danmark – men nej!

Fandeme om ikke idylliske og samtidig storslåede Asnæs foreslås tværet ud af indbildt travle og betydningsfulde mennesker og chauffører, og den befriende udsigt over Kattegat fra Røsnæs til Samsø skal overskygges og overdøves af grotesk motorlarm fra en endeløs række af både geskæftige erhvervsbiler og privatbilisme, der ikke tidsnok kan komme på besøg hos mormor og morfar med flødeskumskager til eftermiddagskaffen.

Storebæltsforbindelsen er rigeligt stor, som den er – hvis den er trang, er det befolkningens egne trafikale fejlgreb. Det kan ikke være meningen, at naturen skal indrettes på indbyggernes præmisser, og at Danmark skal smadres, fordi folk synes, at det haster med at komme til hovedlandet eller hovedstaden.

Og værst af alt er tilhængernes påstand om, at Jylland og Sjælland får en STÆRK sammenknytning! Gu' skal de da ej »knyttes sammen«. Jylland ligger dér, og Sjælland ligger hér (og omvendt – tænk en gang), hvorfor skal de »knyttes sammen«? Hvorfor må de ikke blive liggende, hvor de er?

Og så med den sindssvagt meningsløse og påståelige kliché: »Tid er penge«, som afsluttede sidste efterårs høring på Christiansborg.

Ulrik Jensen, København

Grønland

Det er utroligt, hvad en person er parat til at gøre for at promovere sig selv.

Jeg håber, at grønlænderne tænker sig godt om, før de giver sig i kast med USA.

Jeg håber, at Aaja Chemnitz (grønlandsk medlem af Folketinget for Inuit Ataqatigiit) kan fortælle sine landsmænd, om hvordan det amerikanske samfund fungerer – at det ikke er landet, der flyder med honning.

Det, der tæller allermest, er kolde kontanter. Hvis du ikke har det, er du på herrens mark. Og hvis du heller ikke har forsikringer på alt, så kan du ikke bare sådan komme til læge, tandlæge, på hospitalet eller købe medicin. Dine børn kan ikke få en uddannelse, medmindre du kan betale for den. Der er ingen velfærd, som grønlænderne kender den.

Jeg håber for grønlænderne, at de finder en vej, der er deres, til selvstændighed.

Karen Newlove, Farum

Det offentliges sygefravær

I en leder 5. januar revser Ole P. Kristensen »det offentlige« for deres arbejde med sygefravær.

Jeg har efter 40 år som HR-leder i det private siddet tre år i et borgerudvalg, der skal understøtte forvaltningen i min kommune med at nedbringe sygefraværet.

Udvalget blev nedsat efter sidste valg i 2021, da kommunen – i lighed med andre kommuner – har et stort ønske om at nedbringe sygefraværet. Højt sygefravær påvirker trivsel, personaleomsætning, borgeroplevelse og kommunens økonomi. Så jeg genkender ikke påstanden om, at nedbringelse af sygefravær ikke er et anerkendt problem. Det største problem er at finde ressourcer til at løse udfordringen.

Lederen påstår, at sygefraværet er gået op, men ved at bruge gamle tal fra 2018 og 2019 læser han tal, som fanden læser Biblen. Fakta er, at der er sket en bedring i sygefraværet siden 2022.

Kan og skal det længere ned? – Absolut! Er der grund til, at det offentlige er højere end det private? – Nej. Er løsningen bedre ledelse? – Ja, synlig ledelse, der baserer sig på data og har konsekvens for lederne og medarbejdere, er uden tvivl den mest effektfulde medicin. Er løsningen at privatisere? – Det vil forudsætte, at en privat leder pr. definition er bedre end en offentlig. Det ser jeg ikke. I min kommune viser tal tværtimod, at frisatte enheder har højere sygefravær end øvrige.

Så Ole Kristensen, længere ned i substansen, før du konkluderer.

Michael Kiaby, Holte

Svar fra redaktionen

Det er rigtigt, at der er sket et lille fald i sygefraværet i det offentlige fra 2022 til 2023, men det har konstant været højt og i stigende grad højere end i det private, og det er stadig markant højere end det offentlige sygefravær de første 15 år efter 2000.