I en tid, hvor teknologi og digitalisering ofte hyldes som løsningen på mange af samfundets udfordringer, er det afgørende at anlægge en sund skepsis over for den ukritiske udbredelse af nye teknologier.

Som uddannet civilingeniør og med ti års erfaring fra et af verdens største it-rådgivningshuse har jeg været vidne til, hvordan teknologisk fremskridt kan skabe betydelige forandringer. Men forandring bør ikke omfavnes blindt, især når dens konsekvenser strider mod vores grundlæggende værdier om menneskeligt samvær og fællesskab.

Vi ser i dag, hvordan medie- og teknologigiganter får stigende politisk indflydelse. Elon Musks indblanding i det amerikanske valg er et skræmmende eksempel på, hvordan teknologiledere kan påvirke demokratiske processer. Ligeledes bliver it-direktører ofte betragtet som eksperter i samfundsudvikling, hvilket giver dem en platform og magt, der rækker ud over deres egentlige kompetenceområder.

Vi må også anlægge et mere kritisk blik på, hvor nye teknologier anvendes. Den ukritiske digitalisering i folkeskolen og udbredelsen af sociale medier har over de seneste fem-ti år vist sig at have skadelige virkninger på børns udvikling, trivsel og sociale interaktioner. Det er derfor essentielt, at vi som samfund formår at implementere teknologi, hvor den gavner, men samtidig sætter grænser, hvor den volder skade.

Kunstig intelligens (ai) er som ånden i Aladdins lampe – sluppet ud af flasken og umulig at stoppe. Men det betyder ikke, at vi som samfund skal lade udviklingen løbe løbsk. Tværtimod er der behov for skarp regulering. Selvom global regulering kan synes urealistisk, har vi i EU muligheden for at sætte klare rammer. EUs kommende ai-forordning, der træder i kraft i 2026, er et skridt i den rigtige retning, da den opdeler ai-brug i forskellige risikokategorier og stiller specifikke krav til højrisikoanvendelser.

Mit opråb til medborgere og politikere ved indgangen til det nye år er klart: Vi må naturligvis investere i teknologisk innovation og undgå, at USA og Kina tager førerskab, men det behøves ikke at være i modstrid med, at vi som borgere og samfund blindt og ustyret omfavner al ny teknologi.

Lad os i stedet forholde os kritisk, værne om vores værdier og sikre, at teknologisk udvikling sker på en måde, der fremmer menneskelig trivsel, gavner vores samfund og styrker vores fællesskaber. Godt Nytår.

Claus Maron, partner, Blue Note Consultants

Gastronomi

I Berlingske 30. december var der en tilsyneladende interessant beskrivelse af diverse gode restauranter/kokke og deres fortræffelige retter, som jeg straks gik i gang med at læse. Men da jeg halvvejs igennem læste om en ret, der blev omtalt således: den »rammer den helt rigtige italienske vibe lige i røven«, så mistede jeg simpelthen appetitten og lysten til at læse videre!

Jette Pagh Stenbjerre, Gentofte

Du skyder dig selv i foden, Pernille

Pernille Rosenkrantz-Theil, der er kandidat til overborgmester i København, skyder sig selv i foden, når hun vil indføre et ekstra gebyr på 50 kroner for pendlere til Københavns Lufthavn.

I stedet for burde Rosenkrantz-Theil og Socialdemokratiet gå målrettet efter at få indført en betalingsring rundt omkring København samt få annulleret kvalitetstillægget i metroen for kørsel på Cityringen.

Sidst, men ikke mindst, vil disse tiltag sende et klart signal om, at Socialdemokratiet er et grøn parti, som prioriterer den kollektive transport over bilerne, og at partiet er klar til at tage kampen op mod Enhedslisten i København.

Jacob Vest, København

Arbejdspligten er sund fornuft

1. januar trådte den såkaldte »arbejdspligt« i kraft. En lov, der er designet til at aktivere indvandrere, der har været på kontanthjælp i mange år, så de fremadrettet som udgangspunkt skal arbejde 37 timer om ugen for at gøre sig fortjent til deres offentlige ydelser.

Arbejdspligten er blevet kraftigt kritiseret af venstrefløjen både på Christiansborg og på Københavns Rådhus. Men det er en sund grundværdi, at man skal yde, før man kan nyde. Ligesom vi med arbejdspligten viser, at vi faktisk tror på, at alle kan bidrage positivt til samfundet.

Hvis man kan, så skal man!

For selvfølgelig skal man ikke sidde derhjemme bag nedrullede gardiner, hvis helbredet er godt. Så skal man bidrage til det samfund, man er en del af.

For nogle er det ikke så enkelt, som det lyder. For eksempel for de kvinder, der er underlagt negativ social kontrol. Men her er det min påstand, at arbejdspligten kan være med til at lirke låsen til omverdenen op. Fordi de netop skal møde op ude i den virkelige verden for at få udbetalt deres ydelse.

Det er ikke kun vigtigt for kvinderne selv og deres liv, men også for fremtidige generationer. Så sønner og døtre i alle områder i København vokser op med en hverdag, hvor både mor og far enten går i skole eller på arbejde.

Når arbejdspligten er fuldt implementeret i slutningen af 2025, vil den i Københavns Kommune omfatte cirka 2.300 borgere. Mange af dem, formoder vi, vil aftjene noget af deres arbejdspligt i et kommunalt nyttejob.

Og der er ingen tvivl om, at det er en udfordring at finde så mange nyttejob. Det skal nemlig være arbejde, som ikke må fortrænge folk fra lønnede job, der allerede findes i dag. Samtidig skal det naturligvis give mening for den enkelte at udføre, så ingen føler, at arbejdet er ligegyldigt, men at det rent faktisk gør en forskel. Ofte nævnes ukrudtsbekæmpelse som et eksempel på et nyttejob, der sætter flueben i alle bokse. Derfra bliver det hurtigt svært.

Men vi må ikke være så frustrerede over det lavpraktiske, at vi glemmer, hvad formålet med loven er. For ideen med arbejdspligten fejler ingenting! Derfor er der også brug for en konstruktiv fagbevægelse, så vi sammen kan finde meningsfulde opgaver til de københavnere, der omfattes af arbejdspligten.

For alt i alt er arbejdspligten et udtryk for ren og skær sund fornuft.

Louise Theilade Thomsen, beskæftigelses- og integrationsborgmester (V) i Københavns Kommune

Jeg er stolt over at være mand og maskulin

Jeg var stolt af mit køn, da jeg var dreng, og jeg er stolt af mit køn i dag som mand. Og sådan har langt de fleste af Danmarks hankønsvæsener det også her i midten af 2020erne. Nok med undtagelse af et lille mindretal af mænd fordelt over hele landet, men koncentreret om en mindre navlepillende elite omkring hovedstaden, som massivt dominerer kønsdebatten i avisen.

Debatten om det at være mand er efter min og andres mening ved at løbe helt af sporet. Berlingske løber også af sporet i sin leder 26. december under overskriften: »Vi mangler en positiv vision for det maskuline«. Jeg måtte læse de afsluttende tre linjer i lederen flere gange for at være sikker på, at det var avisens holdning. Der stod: »Maskulinitet bør ikke betragtes som et negativt ord, og drenge og mænd skal igen kunne være stolte af deres køn.«

Jamen, Berlingske, det store flertal af os hankønsvæsener, uden for det navlepillende københavnske caffe latte-segment (undskyld min fordom), føler det ikke som negativt at være mænd, vi er glade og stolte over vores køn, både da vi var drenge og nu som voksne.

Og heldigvis er det min erfaring – fra blandt andet tre søstre og to døtre – at det samme gælder for det modsatte køn. Langt de fleste piger og kvinder er, ligesom mænd, stolte over deres køn. Lykkeligvis.

Helge Adam Møller, major, medlem af Regionsråd Sjælland (K), Næstved

Meningsmålingers troværdighed

Jeg har ofte undret mig over resultatet af diverse meningsmålinger. Mener »folk« virkelig det?

Nu har jeg selv deltaget i én. Det tog over en time at besvare alle spørgsmålene, som gik i alverdens retninger ud over de basale: boform, uddannelse, indkomst, postnr. og antal børn og børnebørn. Jeg svarede efter bedste evne sandfærdigt.

Til slut kunne jeg vælge at få at vide, hvor på deres kompas jeg lå. Jeg ligger i segmentet moderne – individorienteret. Det omfatter unge i alderen 20-39, især mænd og ofte uden familiære relationer.

Jeg er kvinde, 81 og har tre oldebørn, så det var et ret fornøjeligt resultat.

Af diskretionshensyn udelader jeg instituttets navn, men det er et af de toneangivende.

Birgitte Rosbach, København

En konkurrent til Storebæltsforbindelsen

Ole P. Kristensen skriver i Berlingskes leder 30. december, at statsdrift er usundt og påpeger, at Storebæltsforbindelsen af staten bruges som en såkaldt »cash cow«. Dette ville ikke kunne lade sig gøre, hvis Storebæltsforbindelsen havde en privatejet konkurrent.

Påstanden lyder ganske plausibel, men hvordan kan Storebæltsforbindelsen få en konkurrent? Skulle et privat firma kunne opnå koncession på at opføre og drive endnu en motorvejsforbindelse over Storebælt uden om Sprogø? Nej, vel!

Det lyder ikke særligt sandsynligt, men i løbet af få år bliver der virkelig trængsel på den eksisterende forbindelse, som desværre kun har fire spor – to i hver retning – og så er der trafikalt set behov for en ekstra fast motorvejsforbindelse mellem Øst- og Vestdanmark.

Denne forbindelse bør selvfølgelig ikke gå over Storebælt, men over Kattegat fra Asnæs i en tunnel til en ny kunstig ø syd for Samsø og videre på en lavbro over Svanegrunden til Hou. Det drejer sig altså om den såkaldte Kattegat-forbindelse (eller Svanegrundsprojektet i lidt ændret form), som man har talt om siden 1960erne, og som man for længst skulle have påbegyndt at anlægge.

Denne forbindelse, som skitseret her, ville være en god løsning for trafikken mellem Aarhus og København. Man kan så håbe på, at når staten endnu ikke har taget initiativ til denne forbindelse, så vil et privat konsortium kunne gøre det, så den påkrævede konkurrence fremkommer, og så vi endelig får en stærk sammenknytning mellem hovedland og hovedstad.

Mogens Nørgaard Olesen, trafikhistoriker og videnskabsteoretiker, Frederiksværk

Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk