Tre nordiske foreninger: Monarki er uforeneligt med demokrati

Monarki er uforeneligt med demokrati
Det norske monarki er i alvorlig modvind. En voldtægtssag mod den såkaldte bonusprins og kritikken af kronprinsesse Mette-Marits omgangskreds har skabt betydelig uro. Samtidig vakte prinsesse Märtha Louises kommercialisering af sit bryllup opsigt. Opbakningen til monarkiet i Norge ser ud til at falde, og spørgsmålet om institutionens fremtid presser sig på.
Men monarkiets problem er ikke først og fremmest skandaler. Problemet er principielt. Monarki er en antidemokratisk konstruktion. Det er en styreform, hvor det højeste embede i staten ikke er åbent for borgerne, men forbeholdt én familie.
Demokrati bygger på politisk lighed. Alle borgere skal kunne vælge – og vælges. Offentlige embeder skal besættes på baggrund af valg, ikke arv. Når statsoverhovedet udpeges gennem blodsarv og sidder på livstid, bryder det med det grundlæggende demokratiske princip om, at al offentlig magt udgår fra folket.
Danmark, Norge og Sverige hører sammen med Finland og Island til blandt verdens mest stabile og velfungerende demokratier. Netop derfor bør vi tage demokratiet alvorligt. Vi kan ikke nøjes med at være gode – vi bør være konsekvente. Et moderne demokrati bør ikke bevare en institution, der bygger på arvelige privilegier.
Nogle hævder, at monarkiet fungerer, og at stabilitet og tradition opvejer de demokratiske indvendinger. Men hvis monarki var den mest hensigtsmæssige styreform, ville nye selvstændige stater vælge den. Det gør de ikke. Da Finland og Island blev selvstændige, valgte de republik.
Historien taler også sit tydelige sprog. I begyndelsen af 1900-tallet var monarkiet den dominerende styreform i Europa. I dag er republikken normalen. Kongedømmer falder over tid, fordi de hviler på et princip, som moderne samfund bevæger sig væk fra: arvelig magt.
I Norden har borgerne i tre ud af fem lande fortsat ingen indflydelse på, hvem der bestrider det højeste embede i staten. Det bør ændres. Når republik først er indført, vil det fremstå både besynderligt og utidssvarende at forestille sig en tilbagevenden til arveligt statsoverhoved.
Det er på tide at bringe også Skandinavien i fuld demokratisk overensstemmelse med sine egne værdier.
Mads Rundstrøm, formand for Republik Nu i Danmark, Niclas Malmberg, formand for Republikanska föreningen i Sverige, Craig Aaen-Stockdale, formand for Norge som republikk
Et tankeeksperiment
Man læser om alle de mulige og risikable følgere ved brugen af ai.
Hvad ville være svaret fra ai på følgende spørgsmål: Hvem skal vi foretrække som leder af verdens største supermagt:
1: En hensynsløs bølle, løgner og narcissist med en intelligens (eller mangel på samme), der gør, at han ikke ved, at der ikke findes pingviner i Grønland, og som holder sig så dårligt opdateret, at han ikke ved, at en fra hans eget mandskab på en ubåd er blevet fløjet til gratis behandling i Nuuk af Arktist Kommando, og at al hospitalsbehandling er gratis i Grønland?
Eller 2: kunstig intelligens?
Jeg tror ai ville svare: Vælg mulighed 1 – tumpen. Han holder kun nogle få år. Hvis I vælger mig, kommer I aldrig af med mig igen.
Leif Kledal, Sorø
Kassen er tom
Statsministeren har fremlagt et forslag, der skal sikre bedre forhold og bedre læring for de mindre børn i skolen. Tanken er god, men jeg mener, at forslaget skal tages af bordet.
Vi har fået at vide, at der skal ansættes 4.000 lærere, og omkostningerne er cirka 5 milliarder kroner.
Hvordan kan dette forslag se dagens lys? I folkeskolen mangler vi tusindvis af lærere. Resten er vikarer. Folketinget har svigtet folkeskolen. Løfter om flere lærere i forbindelse med inklusion er aldrig blevet indført.
Mette Frederiksen, du mangler respekt for alle vælgerne. Du skal heller ikke kræve mere i skat til at gennemføre dit forslag. Ideen er en utopi. HUSK: Kassen er tom.
Birte Roll Brandt, Hørsholm
Godt at vi har DAO
19. februar fik jeg et julekort sendt fra Tyskland medio december 2025. Altså godt to måneder undervejs. Og så var det slet ikke til mig, men til min overbo.
Med samme post modtog jeg et magasin, som var tydeligt adresseret til en modtager, som bor omkring tyve husnumre herfra. Jeg har sørget for viderebefordring. Men hvor er det da godt, at vi har DAO, når vi nu ikke mere må have et postvæsen, der kan aflevere post på den rette adresse.
Tjel Tjellesen, Skodsborg
Patent på krisehåndtering?
Vi er alle glade, når Mette Frederiksen markerer Danmark positivt i forhold til Ukraine og giver koldt og fattet igen, når Trump og hans kvindenedgørende regime fører sig frem.
Derfor er der en klar tendens i meningsmålingerne, som viser, at Socialdemokraterne vinder frem hver gang, der opstår trusler mod Danmark eller danske interesser, fordi der ligger en følelse af tryghed i at vælge det kendte frem for det ukendte.
Men hvis det skulle ske, at der kom en blå regering, ville det hele så ramle? At Mette Frederiksen er på fornavn og kindkys med de udenlandske ledere og på forsiden af internationale aviser – er det den eneste garant for sikkerheden?
Ville Trumps adfærd ændre sig til noget værre, hvis han ikke længere skulle tale til en »nasty woman«? Ville EU stå svagere over for Putin? Ville Ukraine miste Danmarks opbakning?
Der er ikke noget, der taler for, at en blå regering ville påvirke de nævnte eksempler i en negativ retning. Heller ikke Morten Messerschmidts ind imellem underlige ytringer ville få lov til at kuldsejle en fornuftig udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Så derfor er det ærgerligt, at en frygt for at skifte »mor Mette« ud skal stå i vejen for et indenrigspolitisk skifte, som der tydeligvis er behov for. Det er jo heller ikke entydigt, hvor god Mette Frederiksens håndtering egentlig har været af andre kriser, som for eksempel corona.
Regeringen er kørt træt og excellerer for tiden i populistisk valgflæsk. Så lad os få nogle nye kræfter på banen.
Peter Bøgelund, Dragør
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
Lyt til Berlingskes podcast med tre af dagens bedste og mest aktuelle artikler hver eftermiddag:



